|
DataMuseum.dkPresents historical artifacts from the history of: CP/M |
This is an automatic "excavation" of a thematic subset of
See our Wiki for more about CP/M Excavated with: AutoArchaeologist - Free & Open Source Software. |
top - download
Length: 10752 (0x2a00) Types: TextFile Names: »LK-STAT.DOC«
└─⟦8687625fc⟧ Bits:30004399 Lærerkursus 85: Skolen i informationssamfundet (Piccoline) └─ ⟦this⟧ »LK-STAT.DOC«
SUPPLERENDE BRUGERVEJLEDNING TIL LK-STAT PÅ PICCOLINE. ------------------------------------------------------ Denne brugervejledning er et supplement til hæftet "Vejledning til LK-programmel", DLH, 1985. (1) BEGRÆNSNINGER FOR LK-STAT PÅ PICCOLINE. For de tre datasættyper gælder: Observationer: Op til 499 observationer kan indtastes og behandles. Der må dog højst være ca. 95 forskellige observationer. Hyppigheder: Op til 100 linier (hver med en observation og dens hyppighed) kan indtastes. Gruppering: Op til 100 linier (hver med et interval og dets hyppighed) kan indtastes. Programmet tager iøvrigt selv vare på, at der ikke bliver tastet for mange tal ind. (2) SPECIALTASTER FOR LK-STAT PÅ PICCOLINE. I "Vejledning til LK-programmel" er omtalt forskellige taster. Deres beliggenhed på Piccoline-tastaturet beskrives her: Piccoline-tastaturet er opdelt i to blokke - det 'almindelige' tastatur (det store til venstre) og det numeriske tastatur (det lille til højre). Som RETUR-tast kan bruges en af de to grønne taster med en bøjet pil på. Som ESC-tast kan bruges enten den røde Esc-tast (på det almindelige tastatur) eller den lysebrune tast med en pil pegende skråt op (på det numeriske tastatur). Som slettetast kan anvendes den grå tast med en tyk pil som peger mod venstre eller den grå tast med ordene: Slet Tegn (på det numeriske tastatur). Ved sletning af data i datasæt kan man udover u-tasten anvende den store lysebrune tast (på det numeriske tastatur) med en pil pegende mod højre og endende i en lille lodret streg. Dvs. at når man indtaster og retter i datasæt kan man nøjes med at anvende tasterne på det numeriske tastatur. De fire piletaster sidder i næstøverste række på det numeriske tastatur. (3) INDTASTNING. Indtastning i LK-stat består enten i indtastning af datasætnavn eller i indtastning af tal. Datasætnavne på Piccoline må bestå af højst 8 tegn, som enten er bogstaver eller cifre. Taster med andre tegn er her uden virkning og man kan ikke taste mere end 8 tegn ind. Man kan ikke have to datasæt med samme navn uanset om disse indeholder hver sin type af datasæt (f. eks. observationer og gruppering). Vælger man et navn, som er identisk med et allerede eksisterende navn, vil man dog før eventuel sletning af det allerede eksisterende datasæt, blive spurgt, om man ønsker at overskrive dette eller vælge et nyt navn. Til hvert tal er afsat 12 positioner, hvoraf ti positioner er afsat til cifre, og de resterende to positioner er afsat til henholdsvis et eventuelt decimaltegn og et eventuelt fortegn. Ved indtastning kan som decimaltegn anvendes både komma (,) og punktum (.); i arbejdsfeltet vil et decimaltegn dog altid optræde som et punktum. Hvis et decimaltegn indtastes som det første tegn i et tal, så vil det blive opfattet og skrevet som '0.'. Under indtastning af tal er tryk på illegale tegn (bogstaver (på nær u), ?, $, ! etc.) uden virkning. Ligeledes kan der ved indtastning af hyppigheder kun indtastes ikke-negative heltal. (4) GRUPPER DATASÆT (valgmulighed i HOVEDMENU). Intervalgrænser skal angives i ikke-aftagende orden. Et interval kan ikke bestå af kun et punkt. Den øvre grænse for et interval hører altid med til intervallet. Den nedre grænse for et interval hører kun med til intervallet, såfremt den ikke samtidig er øvre grænse i det foregående interval. Specielt gælder for den nedre grænse i første interval, at den kun hører med til intervallet, såfremt øvre grænse for første interval ikke er sammenfaldende med nedre grænse for andet interval. (5) TRANSFORMER DATASÆT (valgmulighed i HOVEDMENU), Hvis man beder om en transformering, der fører observationsværdierne uden for LK-stats talområde, vil programmet give en meddelelse om dette, og transformeringen vil ikke blive udført. (6) TABEL (valgmulighed i BESKRIVMENU). Frekvenser og summerede frekvenser vil altid blive angivet med tre decimaler. Hvis hele tabellen ikke kan være i arbejdsfeltet, kan man ved hjælp af de to vertikalt virkende piletaster bevæge sig op og ned i tabellen. I dette tilfælde vil tryk på ESC-tasten føre tilbage til menuvalg. (7) MÆRKETAL (valgmulighed i BESKRIVMENU) Ved datasæt af type observationer eller hyppigheder udskrives: Antallet af observationer. Den mindste observation (med hyppighed forskellig fra 0). Den største observation (med hyppighed forskellig fra 0). Variationsbredden (dvs. forskellen mellem størsteværdi og mindsteværdi). Typetallet, såfremt dette eksisterer (dvs. såfremt der findes en observation, hvis hyppighed er større end enhver anden observations hyppighed). Hvis typetallet ikke eksisterer vil meddelelsen 'Intet typetal' blive udskrevet. Nedre kvartil (dvs. den mindste observation, hvis summerede frekvens er mindst o.25). Medianen (dvs. den mindste observation, hvis summerede frekvens er mindst 0.50). Øvre kvartil (dvs. den mindste observation, hvis summerede frekvens er mindst 0.75) Middeltallet (dvs. summen af observationerne delt med deres antal). Middeltallet udskrives med to decimaler mere end observationsværdierne. Ved datasæt af typen gruppering udskrives: Antallet af observationer. Typeintervallet, såfremt intervallerne er lige lange og et af dem har en hyppighed, der er større end ethvert andet intervals. Hvis intervallerne er lige lange og der ikke findes kun et med den største hyppighed, så udskrives meddelelsen: 'Intet typeinterval'. Hvis intervallerne ikke er lige lange optræder der i LK-stat ikke noget typeinterval. Nedre kvartil. Medianen. Øvre kvartil. (De tre kvartiler er beregnet ved lineær interpolation ud fra en antagelse, om at alle observationer i et interval er jævnt fordelt henover intervallet.) Middeltallet (beregnet ud fra en antagelse, om at alle intervallets observationer ligger i intervallets midtpunkt). (8) FÆRDIG (valgmulighed i BESKRIVMENU). Hvis man gemmer et datasæt med et navn, som er identisk med navnet på et allerede oprettet datasæt, så vil det gamle datasæt blive slettet eller, som man også udtrykker det, blive overskrevet. Der kan altså kun være et datasæt med et bestemt navn. Hvis man derfor forsøger, at gemme et datasæt med et navn, der allerede findes i kataloget, så vil man (med mindre man kommer fra 'vælg datasæt' i hovedmenuen og ikke har brugt 'ret tal' i beskrivmenu) få følgende meddelelse: 'Data-navn eksisterer. Overskriv ? (J/N)' Tastes J vil altså det allerede oprettede datasæt med det pågældende navn forsvinde. Når man får præsenteret datasæt-kataloget vil man imidlertid kunne se at der optræder et datasæt med navnet 'SSSSSSSS'. Dette datasæt er det det 'gamle' datasæt. Således er der en mulighed for at få fat i datasættet, selvom man ved en fejl er kommet til at bede om at få datasættet slettet. (9) LK-STAT filer. Under normale omstændigheder er det unødvendigt at være opmærksom på hvordan LK-STAT skriver sine datasæt ud på disketten. Dette afsnit kan således springes over MEDMINDRE man er interesseret i: A/ At læse filer skrevet ved hjælp af LK-STAT med andre programmer (fx LK-TEKST). B/ At få LK-STAT til at læse filer skrevet ved hjælp af andre programmer. Filer skrevet ved hjælp af LK-STAT kan umiddelbart læses af fx. LK-TEKST. Man går blot ind i LK-TEKST med samme brugerkode som man bruger i LK-STAT. Man vil således kunne få datasættene ind - redigere dem eller lade dem indgå i et stykke tekst som man nu ønsker. For at LK-STAT skal kunne læse filer skrevet ved hjælp af andre programmer skal en række krav være opfyldt. Filen skal være en tekstfil. Den første linie i filen skal indeholde et af ordene 'Observationer', 'Hyppigheder' eller 'Gruppering'. (Første bogstav i ordet skal stå med stort.) Første linie må gerne indeholde nogle kommentarer, men ikke data. Herefter følger tallene. Om tallene er skrevet ind med et på hvert linie eller flere er uden betydning. Det er også muligt at indsætte kommentarer til tallene, så længe man ikke bruger tegnene '+', '-' eller tal i kommentarerne. Filen skal være afsluttet med et filafslutningstegn, der er et 'CTRL Z'. Filafslutningstegnet skal stå på en linie for sig selv. Hvis fx. LK-TEKST bruges til indskrivning, skal man blot sørge for at teksten afsluttes med en blank linie. Fejlreaktioner: Hvis der opstår fejl under indlæsningen af en fil skrevet ved hjælp af et andet program, vil dette ofte blot bestå i et tal. Nedenfor gives en liste over en række af disse fejnumre og deres betydning. Hvis en fejl optræder kan der ske to ting afhængigt af hvordan man har forsøgt at indlæse data. Hvis man har brugt 'VÆLG DATASÆT' vil man komme til 'BESKRIVMENU' med de tal, det er lykkedes at indlæse. Hvis man har indlæst ved hjælp af en af de andre muligheder ('GRUPPER DATASÆT' eller 'TRANSFORMER DATASÆT') vil man komme tilbage til hovedmenuen. Som hovedregel vil det ikke gå godt at forsøge at kopiere eller flytte filer skrevet ved hjælp af andre programmerved hjælp af LK-STATS 'SERVICE-MENU'. LISTE OVER FEJLNUMRE OG DERES BETYDNING: Disse fejl bør kun kunne opstå i tilknytning til ovenstående: 50: Tal, der numerisk er for stort er forsøgt indlæst. 51: Tal, der numerisk er for lille er forsøgt indlæst. 52: Tegnkombination, der hverken kan fortolkes som tal eller kommentar er forsøgt indlæst. (Exempel: 5+5). 53: Negativt tal eller decimaltal forsøgt indlæst som hyppighed. Denne fejl kan opstå hvis datasættet er af typen hyppigheder eller gruppering. 54: Observation forsøgt indlæst uden modsvarende hyppighed. Denne fejl kan opstå hvis datasættet er af typen hyppigheder og der 'mangler' et tal i slutningen af filen. 55: En øvre grænse der er mindre end eller lig med den nedre grænse er forsøgt indlæst. Denne fejl kan opstå hvis datasættet er af typen gruppering. 56: En nedre grænse, der er mindre end den øvre grænse fra foregående interval er forsøgt indlæst. Denne fejl kan opstå hvis datasættet er af typen gruppering. 57: Nedre grænse forsøgt indlæst uden modsvarende øvre grænse. Denne fejl kan opstå hvis datasættet er af typen gruppering og 'mangler' TO tal i slutningen af filen. 58: Bruges ikke. 59: Bruges ikke. 60: Interval forsøgt indlæst uden modsvarende hyppighed. Denne fejl kan opstå hvis datasættet er af typen gruppering og der mangler et tal i slutningen af filen. «eof»