DataMuseum.dk

konngen och danske dronning dy segller att haffuen fram. thy kunde ycke
børenn   faa, saa thi kunde segle  fram. saa flyø  hand offuer denn ryme.
der kaam flyffuen saa wyld en rauffuen vd aff den wylde haffuen. hand saatte seg
 paa thend segleraa
inden derris forgyldene staffuen. droningen gaar y skibbitt fram, hun wryder syn
 huide hannd. mone her
nu ingen y warden werre, oss børen sende kannd. tthett thaa suaridt thend wylde
rauffuen, hand saad paa
styrrestaffuenn. huad daa wilde du gyffue den mand, deg børen sende kand. tthett
 melltte danske droning
och saa tuog hun opaa. ieg well gyffue hanom guld och søleff, men hand tage maa.
 beholtt du seleff buode
guld och sølleff, ieg paser der inthett paa. du haffuer saa liditt vnder lynde d
yn, dereftter som ieg thraa.
ieg haffuer icke vnder mynn lynde, forvden dy nøgler smaa. første ieg komer till
 lande, ieg lader meg andre
slaa. tthett wor danske droning, hun suøbtte thi nøgler samell. saa kaste hun de
nom offuerbuorde y den
salltte wand. skibbitt skriee, och rauffnen flyø, dy kaam saa lestelig till land
. den thid hun kaam till
lande, daa laae hyndis nøgler paa sande. tthett wor danske droning, hun gaar vd
med thend straandt . der
fand hun, thend lidelle kiend wore queg vdj hyndis barum. tthett wor icke dereft
ter maanetter forvdenn feem
. droningen gyck y bwre, hun føde saa høffsk en sønn. fød bleff hannd en afftten
n , thy chrestnett hanom
om en natt. thy kalditt hanom gieellemand glaadensuend, dy dwlde hanom, meden dy
 maatte.tthett stuod saa
y wynthter och well y wyntter ny. hand bløff en den geffueste rider, ther nogen
med øgen wild siee. tthett
wor gellemand gladensuend, hand red seg vnder ø . thett well ieg for sandingen
syge . hand feste saa wen enn møø.
tthett stuod saa y wyntter och well y wynther fem . thett wor gellmand gladennsu
end, hand aldrig tiell hynd
kaam. tthett wor hans kerre muoder, hun sørgett alletid saa saare . huer synde h
un hanom med øgen suo, tha
felditt hun muodige taare.  hør y thett, mynn kierre muoder, och huad ieg sigger
 eder . huy greder y saa
ynckelige, huer synde thett y meg sierr. fuld saarre thaa maa ieg grede och hall
eff merre quide . for du
warst deg saa lydenn, der du warst rauffnen gyffuen. hør y thett , mynn kerre mu
oder, ieg paaser der
inthett paa . ieg well sette meg y fiederhaam, den rauffuen skaall meg icke naa.
 hør y thett , myn kierre
muoder, laaner meg eders fiederhaame . ieg well flyffue offuer salttenn rym bort
t tiell myn lylywand. laaner
ieg theg myn fiederham, och flyffuer du der heen . møder deg den wilde rauffuen,
 du komer her aldrig igenn.
møder meg ind denn wylde rauffuen, saa well komer ieg igenn . samendwed, myn ker
re muoder, alt skall ieg
flyffue der henn. saa saatte hand seg y fyederhaame, och sluo hand vd syn wynge
. igenn saad hans kerre muoder, och
och hynder rand thaare paa kynnde. tthett wor gellmer gladennsuend, hand flyø of
fuer salttenn rym . der møtte
hanom den wylde rauffuen vdj saa vnd en thyd. hør thu thett gellemer gladensuend
, och huad ieg syger dieg .
du warst deg saa lydenn, der du warst gyffuen meg. du lad meg flyffue, du lad me
g faare bortt till myn
festemøø, første ieg komer tiellbage igenn, du fynder meg vnder ø. och daa skaal
l ieg deg mercke, altt førind
du flyffuer fra meg . ynar du komer y fremede land, att ieg kand kynde dieg. saa
 huog hand vd hans hygger yffue
drack vd hans hiarttebluod . inddog fløff hand tiell iumfruens bur, for wyllien
den waar guod. tthett wor
gellmand gladensuend, hand kaam y stuoffuen ind . alle thaa saad thi stalltte iu
mfruer, thy smyler vnder
skyend. hand kaam seeg y stuoffuen ind saa bluodig och saa bleg . op stuod hans
kierre festemø, hun glembtte
buode løst och lieg. hør y thett, myn kierre festemø, y skaall huerken sørrig el
ler quide . lader y meg ett kaar
bad redde, ieg kaand icke lenger løffue. tthett wor iumfru søllffuerlad, hun tuo
g hanom y syn arum . hand
sualtt vdj denn same stund, thett wor saa stuor en harum. saa flyøff hand offuer
 den rymenn.
datter och sin moder, men gøgen hand gaall, dy seder y derris burre. vnder hiuff
uelofffts sualle. men
malldfreed hun greder vdj lundenn, vdj loffttenn der hun sørgett. hør du, malldf
red, datter min, huy falmer
rosennskinder dynn. fordy faa falmer min kiender saa, allt for ieg giør mitt gul
d saa smaa. andier iumfrwer giør och
gulditt saa smaa, men icke daa fallmett dier kender saa. mynn kerr moder, y were
r meg guod . al min sorrig klager ieg
 eder nu . tthett burde icke att were duld for  eder . denn elffuerkonn ge haffu
er loc.   ieg haffuer med
denn elluerkonge otte søner, er buode øske och vnge. thend nyende denn er en dat
t haff bure fra meg. førrind dy ord
thaalit war, daa kamm denn elluerkong ridenn y gaard. denn elluerkong hand y gar
denn rende, guldskuo
vnder hans ganger skeenndde. denn elluerkonng stander vnder offues bordt, hand l
iude paa beege dj
fruer deris ord. mallfred hun vd aff dørenn thrennd . ellekonge stander hind op
igenn. hør thu thett
maldfred, allerkereste min, hui klagitt du meg for moder din. haffde du nu kund
elskuo lenger duold
daa matte du och nu lenger dinn moder haffd fuld. hand sluoff offuer  hinder kob
enn bla , hand førde
hinder saa snatt aff sinn moders gaard. saa fullde hand hinder y berigitt ind .
hindis otte sønner gick
hinder igenn . dy thuo thi thuog hinder hyønde och stuoffuell, dy thuo dy bred h
ind thield for fuod
dy thuo thi thuog hinders skaarlagennskiennd, dy thuo fuld hinder y bergett ind.
 op stuod hindis datter
saa small som wand, hun haffde thuo søleffkand y huidenn haand. dett enne med mø
d, thett anditt med
wynn, saa herlig daa skenckett hun moder synn. mynn kerr moder, drecker wyn aff
huorn, denn elluerkonge
skall werre edder guod. stalltt lusellid thaller till thienestequende . du hinth
te meg ind itht huornn
med wyn. du hinthte meg ind itht dyrebar huorn, du kast dery tho iederkornn. det
t er møgitt bedere
att werre død, ind leffue med alt etht sorrigfuld liff. mynn kerre moder, dricke
r wynn med meg. war
thett ind wand, ieg wilde drecke med deg. fuld vssenn ieg thinn moder war, ieg d
eg aldrig kledder skaar.
saa thog hun hornitt, och aff hun drack . all werdenn heender aff huffuenn gick.
 denn ellkong end aff
dørrenn threend . malfred stander hanom op igenn. hannd klaper hinder wed huiden
 kind . du wer ind
wellkomen  y bierigit ind. hand thog maldfred y sin arrum. hand gaff hinder guld
krone och droningenaffuen
dett giorde hand for lillywand . men gøgen hand gaall, hand luod chrestne bod se
eg och altt sin land.
vnder hyffueloffts sualle. men maldfred hun greder y lundenn, y lofftenn der hun
 sørger her wellemand och syn wene saa brud, saa grønn er alle dy løff, thy legg
tte guldthauffell y deris bure
med runer saa skulde mand gylli. for huerind gang guldthaffuell paa burdenn rand
, saa mange taare denn
iumfru felditt. huad helder greder y for guld saa rød. helder greder y, for y er
 bleffuen myn møø.
huad helder greder y , for ieg er icke rig, helder y tøcks, thett ieg kand ike w
ere eders lyg.
ieg greder ike for guld saa rød, thett er och med myn wilig, ieg er bleffuet ede
rs møø. ieg greder
ike, for y erre io rig, fuld well daa maa y were myn lyg. ieg greder longtt mere
 for blyde, som ieg
skaal offuer ride. tther sanck nieder myn søster thuo, thend thid dy luod deris
brølup buo. i skall
icke grede for blyde . myn suenne skall med eder ride. ieg skall lade  gørre en
broff saa bred. hun kaaster
meg thusenn gyldenn y fiee. mynn suene skall med eder ride, och hundrede wed hue
r eders sydde.
tthett skall ieg lad giørre eder till ere, tholl rider dy skall eders ganger før
re. hand luod legge
vnder hindis ganger dy røde guldskuo, och saa rider hun til blydebruo. tther hun
 kaam der mette paa
bruo, da snaffuett hindis ganger y røde guldskuoff. hyndis ganger bleff skree me
d xv søm, neder sanck
denn iumfru for striden strøm. alle tog rider eftter saadellbuo, men ingenn kund
 hielpe den skøne
iumfrw. iumfru ragtt op syn huide hand, myn edlig here hielper meg till land. hi
elp deg saa santt
gud och den hellig aand, som ieg icke nu hielpe kand. her wellemand thog harpe y
 heend, hand gaar
for strømen att stande. hand legtte alltt saa lieste, der rørdis icke fogell paa
 quiste. her wellemand
thaaller till lidenn smaadreng, du hientte meg hid myn guldharper v. hand sluo h
arpenn saa saare, thett
hørdis offuer alle dy gaarde. barkenn sprak vdaff eggethre, och hornitt aff thet
t bøffindis fiee.
barkenn sprak  vdaff bierke, och knapen vdaff marykierrke. saa sluo hand harpen
aff harme, hands brud
vdaff throldens arum. saa sluo hand harpenn til bunde, den throld matt op fraa g
runde. op kaam denn
trold fraa grunden med her wellemands møø y munde.  menn icke hans brud alliene,
 hand haffde och buode
hindis søster saa wene. her wellemand wellemand , thag dynn møø. dw lad  meg sel
leff wolde mytt wand
vnder ø. saa gierne daa will ieg haffue myn møø, men aldrig skalt thu wolde wand
 vnder ø. her
wellemand hand sytt suerd vddrog, gud hialp hanom, thett hand throldenn y støcke
r hogg. hand slog
offuer syn brud thett skaarlagen smaa, selleff løfftte hand hinder paa ganger gr
aa. hand løfftte hinder
selleff til ganger huid, y rider nu, myn kerist, forvden all quide. her welleman
d red seg vnder  ø,
saa grøn ere dy løff, saa drak hand brølup med synn møø. med runer  daa skulde m
and gyllye
her olleff rydder om votte
menn lysenn dag ham tøgtte
huad hielper thett wy quider.
her oluff rider frem att  bierigitt,
der gick en dantz med duerige.
der thrad enn iumfru aff denn danntzs,
hun lagde synn arum om her olleffs  halsz.
hør y, her olleff hynd blyde,
huortt løster y nu at ridde.
ieg well ride meg vnder ø
och thalle med myn festemøø.
 denn iumfru reker haand fraa seg.
       alt skal y først,her oluff,dantz huosz meg,
her olluff,well y luoffue meg.
saa rige gaffue daa giffuer ieg eder.
ieg well eder giffue en ganger graa
hand gaar en thyme till  rum och fraa.
denn ganger graa skal y well faa,
och saadell aff guld,att legge derpaa.
ieg giffuer eder en bryne ny,
y thør aldrig fraa nogenn mand fly.
ieg gyffuer eder saa gatt ett suerd,
thett kaam alldrig sligttt y herrefaar.
och slig er alle myn benke,
som guld wor lagtt y lenker.
slig er alle mynne wyenebro ,
som guld  skeener offuer edders hiender thuo.
beholltt thu selleff alt thit guld saa rød,
ieg well hiem til myn festemøø.
saa sluo hun her oleff wed huiden kiend,
blod spranck offuer hans skaarlagenskyend.
hun sluo hanom emelom haare,
thett hand fald neder til iorde.
sttat op her oluff,och rid thu hiem,
thu skalt icke løffue dag forvden ien.
her oluff hand wende syn ganger omkrinng,
alt saa muodig rie hand hiem.
tther hand kaam till borgeled,
hans kerre moder stuod derwed.
hør du her oluff,kerre sønne myn,
huy rider thu sørgendis hiem
mynn kerr moder,y thager myn hest,
myn kerre broder dw hientte meg prest.
tthi quer,her oluff,du syg icke saa.
saa mangen bliffuer siug,dy dørr ike aff.
syg meg, her olleff, vnder ø .
huem giffuer du dyn festemøø.
i staar op, alle myne brøder vii,och rider ymod myn vnge brud. hør y thett, myn
rigge muoffue . y thagger
imod myn stalltte iumfru. der dy kaam foroffuen by, alle gyk kloker, som dy war
ny. tthett melltte
brudenn y same stund, hyndis hiartte thett war aff sorigen tuong. huy mone alle
dy kloker saa gaa,
ieg weed  her ingenn, der siug luo tthett er saa sieed paa thette  her lannd att
 ringe imod syn lilywand.
thett er saa sied paa denne ø att ringe imod syn festemøø.saa førrde dy brudenn
y gaarde, alle gred
fruer saa saare. thett melltte bruden aff stuor nød, hun war seg aff hiartett sa
a wee. huy mone alle
dese fruer saa gredde, ther meg skuld well omlede. der war slett ingen, som der
war huosz, der tuorde
suare den brud ett ord. tthi fulde brudenn y saallitt ind med sorigfuld hiartt o
ch rosenskiend. thy
saatt brudenn paa brudebenk, for gick rider, thy bar hynder skiennk. tthett melt
te brudenn offuer buorde
hun thalde ett soridfuldtt ordde. ieg sier her rider gaa vd och ind, ieg sier ik
e her oleff, kerre
herre myn. tthett suaritt her olluffs moder, hun war sorig och muode. buode med
høg och  saa med
hund daa er her oluff y rosenslund. haffuer hand nu kierer synn høgg och syn hun
d ind hand haffuer
synn vnge brud. wel hand  helder ride med raker och thuo, ind hand well sedde me
d hans brud y stuoffue.
syldyg om affttenn , røg fald o, daa skulde denn brud tilsenge gaa. thy thennde
op dy brudebluss, saa
fulde thi brudenn till brudeseng, efter gaar her olleffs lidenn smaadreng. y lad
er eder myndis, her
oluffs møø, myn herre hand leger paa baaren dø. mynn herre hand leger y loffttet
 lyg. nu skall y hans
broder eders thro borttgiffue. rett aldrig skallt du den dag løffue, ieg skall t
huo brødere myn thro
borttgiffue. saa bad hun alle thi fruer. thett hun matte ligett skuoffue. thi st
øtt op den hyffue
dy hyffur ruo thi stuod derfor. staltt ingelild lebb til dy hyffue ruo, thi huid
e lyn hun deraff sluo.
hun meldit ligitt saa leste, sa saare hindis hiartee thett røste . hun myndytt l
ygitt saa offuerbratt,
hindis hiartte thett sønder  y støker bratt. thett wor stuor ynk at sie den nø,
den iumfru mon
aff sorigenn døø. huad hielper thett wy kuyder.
ieg war  meg saa leett ett baarnn, myn muoder hun faldt meg fraa. myn
fader red seg op att land, fest seg en anddenn iumfrw. maatte ieg ind
ienn med thi allerweniste faangge.
tthend første natt, dy samell suoff, daa war hun meg muoder hyn blide
den anden dag, der eftter kaam, daa bleff hun meg styffmuoder hynd stridde.
ieg saad meg y hyffuelofftt, ieg lieegtte med racker och fiendde . mynn
styffmuoder kaam der ganggendis ind, mynn gledde wilde hun meg formyienne.
ieg suod offuer mynn faaders buord, ieg liegtte med roser och lillier.
mynn styffmuodder baar der affuind wed, thett waar icke med hyndis
willigge.
saa skuob hun meg till enn liddenn hinnd, baad meg y skuoffuenn løbbe.
och mine vij møør till vleff graa, hun bad, thi skulde meg gribe.
mynne møør thi haffde meg alle saa kierre, thi villde meg icke
slidde. myn styffmuoder thett         saa saare fortrød, att  ieg haffde skieebe
n
saa blidde.
hunn senndde denom daa eftthter meg saa ner, ieg kunde icke fraa denom
fly. saa bleff ieg till en liddenn falck, ieg flyø saa høggtt wed skyy.
mynn kierest hand tieener y kongens gaard, hand er buode høffsk och weenn.
hand haffde meg y sytt hiartte kieer, thett baar hand weed sieeg ienne.
tthend suend thuog buogenn y synn haand, hand agttthett thend falck att
skiude. thend falck haffde hanom y hiartett kieer, hun wilde icke for
ham fly.
thend suend hand stuod och suo derpaa, hanom tøgtte thett werre stuore
mienn. falckenn hun flyøff till rosenslund , saatte sieg paa liliegreenn.
thend suend hand thuog øxenn y synn haand, hand agthett thett thre att
feelde. thaa kaam denn mand, der skuoffuen hørde til, hand skød seg der
imelld.
huoger du nu niedder myn fernne skuoff och leger mynn fiernne ødde. thaa
skaall ieg lad skriffue deg den boog, der tuinge skaal dieg til dødde.
ieg weell icke huogge dynn fernne skuoff och icke lieegge denn ødde. fanger
ieg icke den lidelle falck, den sorig tuinger meg  til døde.
du seett deg niedder och thaalle med meg, om dw welt lyde myn rad
thu fanger icke aff liddenn falck, vdenn hun fanger thame braadde.
tthend suend skaar braaddenn aff synn brøst, heende denn paa lylliequest.
hun flagerrett med winger och giordde seg glad, saa nødig wild hun den
mieste.
tthett thaa waar den lidene falck, hun tuog den taame braadde. saa bleff
hun till denn skønest iumfru, der mote paa iordden gaa.
iumfruenn stuod vndder lyendegreenn y silckesercke rød. denn suend hand
thuog hinder y sinn arum, hun klagett  hanom aff sinn nød.
hannd thuog hyndder leestellig y synn arum, hand myndditt hynd for synn
mund. loffuett were gudfaader y hieemerrig, thett thu est karsk och sund.
hun stuod vndder linddegreenn, sluo vd synn fuoffre haard. hyndis syuff
møør kaam gangendis der, som førre wor vlleff hind graa.
saa glaadde war alle hyndis møørr, thy suo denn wene møø. y thacker
hanom alderkereste myn, hand haffuer oss frellst aff nød.
i loffuer meg, staallttenn iumfru, y giffuer meg tro med haannd. om y
well meg nu følge hiem till mynn eggen land.
i haffuer thack, allderkereste mynn, alt for edders wilde braad. alle
dy dage, ieg løffue maa, ieg well eder rett alldrig forladde.
tthack haffue fuorenn vngersuend, hand haffuer forwondden all synn harum
hand suoffuer nu gladelig forindden den iumfrus arum. matte ieg enn med
thi allerweneste fannge.
hylldebrannd hannd synn søster borttgaff, vnder lyddenn , hynnder tieell
manggenn muodig dag. ieg weed weell , huor denn iumfru er, der meeg bydder.
hunn bleeff borttgyffuen och ildde gyfft, wed ald synn gleedde daa bleff
hun skieeldtt.
om sønndagenn waar hun saa høffskenn brud, om manddagenn bleff hun
saatt y mørckenn bwrre.
mynn herre huad  laadder y wydde meg, imenn y laader saa bieendde meg.
tthett haffuer ieg att wyde deeg. thu førrde icke nock gwld y gaardde
tiell meeg.
ieg førrde y etters bwrre weell otte kyster fullde.
dy thuo waar fulde aff saabbeell och morrd, thy tho waar fuldde aff
dyrrishornn.
tthy thuo waar fwlde aff huyddenn sølleff, thy thuo waar fwld aff rødenn
gwld.
ieg gaff edders faadder graa ganngger och gylltte saaddell.
ieg gaff edders muodder skaarlagenn rød till fuodde.
ieg gaff edders brodder sneckenn vdj fluode.
ieeg gaff edder søster røde guld y sytt brøste.
ieg gaff edders guode hoffmend skiortter smaa, waar huidde som bienn.
i haffdde aldrig saa lyddenn enn  mord, ieg gaff hinder io syllcke
tiell synn haard.
mynn herre, huad laader y wyde meg, och huy lader j saa bynnde meg.
tthett haffuer ieeg att wydde dieeg. dynn brødder dy sluo mynn faadder
fraa meg.
ieg matte der slett inthett y wollde, thett mynn brøder wore bløffuen
saa bollde.
tthett feeck y for edders faadders død. syuff thønder sølleff och guld
saa rød.
mynn herre, huad laader y wydde meg, huorfor laader y saa bynnde meg.
dett haffuer ieg att wydde theeg. thu kaamst icke møø y bwrre till meeg.
saa hieellpe meg gud aff alle mynn nød, som ieg kaam y mynn brwddeseeng
møø.herre gud løsse saa weell mynn harum, som ieg kaam møø y eeders arrum.
i dag skaalltt dw seedde innde, i morgenn skalltt thu brindde.
der saad hun saa lennge, teell hun hørrde raffuens wennge.
hør du nu, raffuenn hynn brune. kaandtt thu thend weeg teell thuoonne.
iaa saa meend, ieg hannom weell kannd, ieg waar saa lyddenn , der ieg
hanom naam.
wylldtt thu flyffue for meg tieell tuoneby, der buor alld mynn freendder y.
der buor faader och muoder, mynn søster och mynn broder.
ieg gyffuer deeg ett rødde gwldbaand, du berre mytt buod till hylldebraannd.
ieg gyffuer theeg thett røødde guldbaann, thu wildtt hannom sygge vdaff
mynn waande.
huad skaall ieg med thett guld saa røde, langtt heelder tager ieg mynn
raffnneføde.
raffuenlild, wildtt thu flyffue for meg, mynn harris hiartte saa gyffuer
ieg thieeg.
neye saa mend, ieg icke weell , forvddenn ieg faar hans øggenn tieell.
dw flyff bortt, raffuenlyld, om dw wildtt, du skallt weell faa hans
øggenn teell.
raffnenn sluo synn wynnger offuer thrinde konngerygge.
raffnenn flyuer y stuoffuen ind, som hyldebrann drecker denn klaarre
wynn.
hør thu thett, vnge hylldebraand, dynn søster seedder bunden y haarden
baand.
tthu seeder her och drecker wynn, y morgenn daa breender dy søster dynn.
hylldebrannd sprang offuer bredenn borrd, denn kllaarre wynn paa guolditt
stuod.
hylldebraand gaar y staalde, hand skuodde thy fuollerr allee.
hand skuodde denn brune, hand skuodde denn graa, men black lagde hand
gyltte saaddell paa.
blacklyllde, willdtt dw beerre meeg, thaarskenn hueedde saa gyffuer ieg
dieeg.
saa giernne  daa wylde ieg beerre deeg, om dw wilde icke nøffne meg.
hylldebrannd saatte seg paa black synn bag, saa reendde hand offuer denn
saalltte hauff.
denn thyd hand kaam der meette paa sund, daa neffnid hand black y
kranckenn stunde.
black hand saam till laande, men hylldebrand saanck tilbuondde.
iumfruenn staar paa tynnge, der hørde hun blacklyld skrynny.
nu hørrer ieg black y kranckenn stund, mynn broder leegger sunckenn
paa haffsenns buonde.
blacklyld leebb att tyngenn frem, haand suo synn søster bonndenn staand.
blacklyld ind paa tynggenn sprang, thy rømett for hanom buode quinde
och mand.
blacklyld sluo, och raffnenn hog, thy stuod y hunddertt maannde bluod.
blacklyld sluo, hand wor saa threett, hand stuod y mandebluod saa røtt.
hand thog synn søster paa synn bag, hand gyck aff thiengenn , hand waar
saa spaag.
tther thy kaam till straande, hylldebrand stuod paa saannde.
wellkomenn, lyddenn kierstenn, kerre søster mynn, huy blegner deeg dynn
rosenskynnd.
fordy blegner meg myn rosenskynder, for ieg waar langtt fraa muoder mynn.
ieg raader nu huer daannemand, gyfftte aldrig synn bønn till fremede
laannd.
weell faar dy buod sølleff och guld, dy er dog weed all deris gledde
skyld.
hylddebrand klaper hynder weed huidenn kynd, thu sørgge icke, kierre
søster mynn.
mynn kerre søster, forlaad meg wrede, thend sorig thend haffuer ieg
wolditt deeg.
tthett meelltte blacklild, som hand stuod, du mynnde meg nu, myn søster
guod.
lydenn kierstenn, wiltt thu mynndde meeg, saa giør du och meed raffuenlild
meed.
saa gladellig mynnditt hun denom for dierris muond, saa bleff dy frellsitt
y same stunde.
hun myndditt denom buode med willy guod, dy bleff till hynndis brødder
thy huoss hynd stuod.
dy thuog hynnder daa alle vdj derris arum, vnder lyddenn, forsuondenn
er nu buode angist och harum. ieg weed well, huor denn iumfru er , der
meg bydder.i wennder op seggell aff sylcke,wy weell seegell vnder øø.drømett haf
fuer suendenn
alle natt om saa ween en møø.
drømett haffuer suendenn om iumfruen ald den natt.
herr lauy hand buor seeg vde wed aae,
hand kand buodde seeggell och raa.
hand locker saa mangen stolltte iumfru,hand gyffuer denomløsse thro.
tthett wor herre lauy,handthaaller till suene thuo.
y skulle meg iumfrw elselild med snylde lemppe faa.
ind daa kaam thy tauffuell-suend och steedis for iumfruens buord.thi waar snilde
 y tunge,dy
kunde weell føffue derris ord.
i staar  op,iunfrue ellselild,och kledder y skieend.
well y saa gaa till skibbisbuord och taalle med herre mynn.
tthett plierr ingenn stalltt iumfrw,att gaa till skibbisbuord,forvden hinder buo
de spott
och spee och dertill haaddingsord
hiem daa kamm dy suene thuo,dy sagde dieris herre saa,att thi kundde icke iumfru
e elsbe med fuorre
thaalle faa.
kunde y icke iumfru elsebe med fuorre thaalle faa,faa skaal ieg hinder suige,the
tt gaar syddenn,
huor thett maa.
tthett wor herre lauy,hand drager y hiorttehaam,saa speellitt hand vd for iunfru
ens burr,som
hiorten den waar taam.
aaben stuod iumfruens puortte, och hiorttenn hand lieeb der ind. alle daa lieeb
dy hundde smaa
vnder iunfru elsebets skieennd tthett wor iumfru ellsbelild, hun vd aff winduett
 suo. huem er oss denn thaame hiortt, der speeller
vdj waarx gaard
suaridtt thett iumfruens thienestemøø, hun waar synn iumfrw hwld. naar haaffuer
y sieett nogenn
thaame hiortt berre taacker aff rødenn guld.
aabenn stuod iunfruens porrtte, och hiorttenn hand lieb till strande.efftter gaa
r iunfru
elsbelil, hun locker med huidenxhand.
efftter gaar iumfru elsbelil, hun locker med huiden hannd. gyffue thett gudfaadd
er y hieemerrig
att, hiorttenn, dw warst thaam.
gyffue thett gudfaader y heemerrig, att hiortten, du warst minn. huer natt da sk
ulde thu suoffue
paa thett skaarlagenskieend.
tthett war heerre lauy, hand skød synn hiorttehaam. saa mend weed , iumfru elsbe
lil, och
nu er hiorttenn thaam.
alltt stuod iumfru elselil, hun tengtte paa raaden wed seeg . ieg wyser edder, h
er lauy
thett guld, myn faader saatt nieder.
ieg waar meg saa lyddenn, mynn faadder saatte guld y iord. thett er icke vddenn
thuo
faauffuene altt fraa myn hyggelofftbroe.
kunde wy thett røde guld faa, thett stund thett ieg er møø. al dy bøønn, wy same
ll faar
dy skaall icke faattig døø.
hand groff y thett hordde hald och y thett horrde lieer. thed waar fuld vndtt at
t fynde
guld, som aldrig waar saatt derr.
denn iunfru suo seg wydde omkring, hun waar daa icke syeenn. hun løbb seelleff s
naartt tiell synn
egeenn bwrr, den rider hand stuod iggenn.
iumfru elsbe staander y hyffuelofftt, hun gleedis wed seeg ienne. thett samme gu
ld, y
eftter lieeder, thett er nu bleffuenn tiell stieenne.
hør y thett, herre lauy, thett guld er bleffuen till lier. y haffuer nu thwsenn
guodenatt,
wy fyndis rett aldrig mere. drømitt haffuer suenden om iumfruen ald den natt.
thett wor vngen sueidaall, hand skulld boldenn lieg. boldenn dreff y iumfruens b
ur, thett giorde
hans kiender bleeg. och lader du dyn ord well.
b boldenn dreff y iumfruens bur, suendenn eftter gieng. førind hand kam der vd i
genn, stuor sorrig
hand y hiarttet fyngee.
tthu thørst yke kaaste dynn bold efttermeg. der seder en møø y fremede land, hun
 lengis
efter deg.
tthu skallt aldrig ruo bide ock aldrig ruo faa. førind du faar løst dett sorigfu
ld hiartte, saa
lenge haffuer lieett y thraa.
tthett wor vngenn suiedall, hand suøber seg hoffuett y skynd. saa gaar hand y st
uoffuen alt for
synhoffmend ind.
her sedder y, alle myne mend, dreker mød aff skaall. men ieg gaar till bierigenn
, med myn kerr
muoder att thalle.
tthett wor vngenn suiedall, hand tog till att kald. ther reffnitt mur och malmer
rstien, och
bergitt tog til at falde.
huem er thett , ther kalder och weecker meg saa muod. maa ieg ike med ruo forlie
ett op
vnder den suorte iordd.
tthett er vngenn suiedlll , och kerre sønne dyn. hand wild fuld gierne haffue gu
ode rad aff kerr
moder synn.
ieg haffuer fangitt en styffmoder.hun er meg worden haard. hun haffuer myn hiart
t y tuongen lagtt
for denn, ieg aldrig suo.
skall ieg meg nu opriese aff søffuen och haarden kualle vdj thi same wiee tha  s
kallt thu fulwell
faare.
ieg skall gyffue deg enn fuolle, hand skall well bere deg frem. hand gar saa wel
 offuer sallttenn
fiord, som paa denn grønne iord.
ieg skall giffue deg dugenn, alt om du kandt thend bredde. ald denn mad, du ønsk
er, den skall
deg staa tiell rede.
ieg skall giffue deg ett dyreshornn och thett er spenntt med guld, ald den drøk
du ønsker deg,
da skal den staa ald fuld.
ieg skall giffue deg suerditt, er harditt y drageblod, yhuor du rider igieemill
mørkenn
skuoff, daa brinder hun som enn booell.
ieg skaææ gyffue deg skibbenn, den staar y saltenn fiordt. ald dyn finder, deg i
mod wilde
seggell, dem løber hun vnderr y fiordt.
tthy wand op dieris sylckeseggell saa hytt y forgyldene ruo. saa seglitt thi for
 denn same
land, alt som den iumfru wor paa.
tthi kaaste derris acker paa denn huide saand. thett wor vngenn suiedall, hannd
thrennd
ther først y land.
tthett wor vngenn suedall, hand gaar paa huiden sannd, thend første mand, hand m
øtte, wor hiorden
paa thett land.
tthett wor guodenn hiorde, och hand luod spøre till. huad daa skader thenne vnge
rsuend, huy er
hans hiartte saa thørst.
hanns hiartte legger y thuongen lagtt for den, hand aldrig suo. suenden heder vn
genn sueddall
och saa gaar saaden aff.
her er ochsaa en iumfru paa thette land, hun leger y sterkenn thraa. alltt eftte
r en suend, heeder
suiedall, hun aldrig med øgen suo.
hør du, guodenn hiørde, och huad ieg siger deg. wedst thu huor denn iunnfru er,
daa døll
thett icke for meg.
for offuen wed den grønne lund der staar myn iumfrues gard. puorttenn er aff the
tt huidee wallsbyenn
och puortten er lagtt med staall.
vddenn for mynn iumfrus puortt ther stander en løffue saa gram. men er y den ret
te suiedall saa
fritt maa y gaa fram.
er thett nu saa sanden. alt som du sigger for meg. blyffuer ieg kongge paa thett
e land,til
rider giør ieg dieg.
hand gick til denn gyldene puortt och ind der hand suo. alle daa war dy laasseoc
h dy falt
seleff derfraa.
løffuenn med thy huide biørn thi faldt den herre til fuodt. liendenn med syn gre
nne hun bogner
nedder til iord.
mitt vdj denn boriggaard der axler hand syn skyndtt. saa gaar hand y hyffurlofft
t for hiendske
koning ind.
hell seder y, hiedennske koning, offuer edders egen bord. well y meg edders datt
er giffue och wide
meg ansuarord.
ieg haffuer icke datter forvdenn ienn, hun lieger y sterkenn thraa. alt efter en
 suend, heder
sueiedall,hun aldrig med øgen suo.
tthett thaa suaritt thend liden smaadreng, stuod kled y kiorttell huidt. lengis
hynder
efter sueidall, da er hand nu komen hidtt.
saa bratt kaam buod y hyffuelofft for skøn iumfru ind. nu sedder vngenn suiedall
 nest huoss fader
dynn.
daa thager y nu buortt dy hyffue ruo ochsaa dy liggebaar. følger y meg y hyffuel
offt ind for myn
hiarttenskierr.
tthett tha melltte den skønne iumfru, hun ind aff døren trennd. wer wellkomen, v
ngen suiedall,
hiarttallerkerste mynn.
huad helder well y, myn kerre fader, nu tage wed den chrestlig thro. helder ieg
skall
følge vnge suedaall y fremede land at buo.
langtt helder wel ieg ladde meg chresten och tage weed chrestlig lerre. ind ieg
wilde, myn
kerre datter, ind ieg wilde deg ombere.
tthett wor om enn mandag dy tog wedd den chrestelige tro. den neste sønddag, der
 efter kaam, luod
thi thett brølup buo.
saa drak thi thett brølup well y dage fem. alt gick guodenn hiordde, hand glede
seg y alle dem.
tthett melltte vngen suiedall, hand thaaller till suene thuo. y hientter meg ind
 denn
hiørde, ieg skall hanom till rider slaa.
tthak haffue vnge suiedall saa well holtt hand syn throff. hand slo thend hiord
til rider, hand
satte hanom øuerst till buord.
nu haffuer vngen suiedall forwuonden al syn harum. saa haffuer och den stalt ium
fru
hun suoffuer for inden hans arum. och ladder du dyn ord well.
her peder och her olluff dy sedder offuer boord,
dy snackitt saa mangtt ett skeempttens ord.
op vndder den liend der wogner allderkieereste mynn.
her peder hand suor thett paa synn thro.
att hand vild locke saa manggenn stalltt iumfru.
ieg weed icke denn iumfru i werdden till.
thett ieg wilde io hinder med myn roner forwild.
her olluff sluo synn haand imuod buord.
her peder, du sig rett aldrig slig ord.
alltt haffuer ieg meg enn iumfru fest.
thw skuld hinder rett aldrig med roner frest.
der weell ieg sette wed mytt røde guld.
ieg well locke denn iunnfru hyd till mynn burd.
her peedder legtte paa synn forgyldennde harpe.
thett hørde liddenn kierstenn offuer marcke.
her peedder bleste y synn forgylltte lwd.
thett hørrdde liddenn kierstenn hiem till synn burrd.
lennge stuod liddenn kierstenn, hun lyde derpaa.
mone ieg skulde dyd y affttenn gaa.
alltt stuod liddenn kierstenn, hun tengtte weed sieg.
ingenn aff myn møør thør ieg laadde føllge meg.
lyddenn kierstenn och hynders lidenn hund.
saa ieene gaa dy igemell rosenslund.
hun klaper paa her peedders lofftt med synn skiend.
sttatt op, her peedder, du lad meg ind.
sttatt op, her peedder, och laad meg ind.
saa wee er meg for talle dynn.
est dw saa wee for thaalle mynn.
y affttenn daa kuomer du icke her innd.
menn giernne daa willde ieg laade dieg ind.
war thett icke for her oluff, kierre herre dynn.
om dw haffuer meg end y hjartet kieer.
her oluff er oss altt for neerr.
sttatt op, her peeder, och lad meg ind.
her driffuer daag offuer mynn skaarlagennskieennd.
driffuer der nu dag offuer dynn skaarlagennskiend.
daa wend thett vd, som førre wend inndd.
imenn du weltt icke lade meg ind.
daa laad nogen aff dyn suenne følge meg hieem.
denn maanne hun skiener buode chlaar och rieenn i affttenn maatt du nu ienne gaa
 hieem.
denn maane hun skiener saa klaar offuer tofft.
thu gack ind iienne hiem till dynn lofftt.
lyddenn kierstenn och hynndis lyddenn hund.
saa ieene gyck dy hieem igemell rosenslund.
lydenn kierstenn hun gick denn allfaarwie.
her oluff hand gick denn lønlig stid.
der hun kaam till borigelieed,
der stuod her oluff, hand huiller seeg weed.
weellkomen, liddenn     kierstenn, alderkiereste mynn.
huor haffuer du weritt om nattertidd.
ieg waar meg gangendis vde till aa.
ieg skuode dy blomster brune och blaa.
ieg skuode dy blomster brune och blaa.
thett fieerste agter ieg meg att faa.
ieg skuode thi roser huide och røde.
thi staar udj dieris alerfierste grødde.
for denne nattzs ganng och anddre slig
denn daarer oss buodde saa weeselig.
for denne natzs gang och andre flere.
saa mend, lydden kierstenn, giørr thett icke mieerre.
lyddenn kierstenn hun saatte seg y synn seng.
stuor sorig haffde hun y hiartt och sinndde.
denn første søffuen, her oluff fieck.
liddenn kiersten aff hans aarum gick.
skaam faa her peedder hans forgylltte lw.
den suigger saa mangen erlig brud.
skaam faa her peedders guldhaarpe saa rød.
den daarer saa mangen erlig møø.
lyddenn kierstenn drog knyff aff erme rød.
alt skaall ieg inndnu med eren døø.
op wognitt        her oluff, och op hand suo.
hand saam udj liddenn kierstens blod.
her olluff saatt saa hjaltenn ymod en stienn.
och aadenn den raadde hans hjartte mieenn.
det well ieg nu giffue huer vngersuend for lerre.
prøffue seg alder denn wyff, der erenn haffuer kier.
dy bleff buodde dødde, thett wor stuor nød.
syddenn maatte her peedder och for suerdditt døø.
op vndder den liend der wogner aldkereste myn.
 ryder sty hand lader ett gestebuod giørre . men  alldrig waar sliggitt y
danmarck førre. iumfrur, y gyffuer oss orluoff.
hand bydder dyd kongenn med alld synn mend. wor danske droning skulde følge
denom.
hand byuder dyd droningenn med alld synn mørr och lidenn kierstenn op vnder
ø.
danerkongenn hand kaam y rider sties gaard . vd stuod rider stied, waar suøbtt y
 muordt.
dy haarer dy saatte denom nieder tilbenck .silleff gick rider sty, denom
wynen att skenncke.
idiess merre hand skienckitt wynn, des bedere guodwillige fieck hand till
lidenn kierstynn.
dett er well otte aar, syden ieg roner nam. y afftten wel ieg prøffue, om
ieg denom kand.
med dend hyggere haand skennckitt hand klaare wynn. med dend wenster
haand kaaste hand roner synn.
hannd agthett thy ronner till hynd lyden kierstynn. thi dreff op vnder
iumfru rigis hyndis byenn.
iunfrw rygys hun rødemer som en blod. men rider styd suorttener som en
iord.
rydder styd suøber seg hoffuett y skyend. hand gaar y lofftt for fostermoder
synn.
fostermuoder, fostermuoder, kyender meg rad. meg er nu thymitt saa
hyggelig en waad.
y affttis daa skienkitt ieg mød och wynn. saa kier feck ieg hynd lyden
kerstinn.
ieg skreff runer och kaaste denom for liden kierstinn. dy dreff op vnder
iumfru rigis hynder skiend.
nu well ieg laade saadell myn ganger graa. saa snarlig daa well ieg ride
herfraa.
alltt om du kunde nu ride tyell saalttenn rynn. y natt komer rygeslild
tiell dynn seng.
dw luock y laass dynn hyffueloffsdør. du gack y seeng, som du giorde førre.
alltt om hun klaper paa dørenn med skyend. du lad , som du est der icke
indde.
alltt om hun mynder   dynn mund saa rød. du lieg, rider styd, som du warst død.
syldig om affttenn, rym faldtt paa. op stuod iumfru riggis, sluo offuer
seg skaarlagenn smaa.
hun klaper paa loffsdør med synn skyend. statt op, rider styd, y lader
meg ind.
sllett ingenn haffuer ieg støffuene saatt, och ingenn lader ieg y lofftt om natt
.
lydenn daa haffde hun fynger och smaa. saa thuog hun selliff thy nuaffueller
fraa.
hun satte seg paa hans sengestock. hun legtte fast med hans gwlle lock.
saa mynditt hun hans mund saa rød. men altt luo rider stid, som hand waar
død.
iumfru riggislyld axller skaarlagennskynnd. saa sørinnd gyck hun fraa denn rider
 igenn.
och, ryder sty, chrest gyffue deg skaam, mytt hiartte thett haffuer du lagtt y t
uang.
saa syldig om affttenn daa war thett giort. om morgenn bleff thett for
kongenn førdtt.
kongenn hand thaaller till suenne thuo. y beder rider sty ind for meg gaa.
ind kaam rider styd, hand steedis for buord. huad wylde y, myn herre,
huy sende y meg ord.
hør thu thett, rider stid, seelle myn. huad giorde mynn søster y natt y bwre dyn
n.
tthett er fuld vndtt att thrette ymod magtt. thy roner waar ycke eders
søster aagtt.
men dett wor well sanddingen, hun tiell meg gyck. slett ingenn guodwillig ieg
aff hynder fieck.
droningenn hun suaridt ett ord med ere. y laader thy vnge thuo tiellsamell
were.
tther war stuor gledde y konngens gard. och kongenns søster borttgyffuen
waar.
hand gaff hinder bortt med guld och skatt. thend løcke haffde rider  sty
seg ycke agtt. iumfruer, y gyffuer osz throen.
stty och fyndelelil dy warre thuo brøder. ther fødis aldrig slig paa
kong daued hans ø . huj thuinger y meg saa arlig.
stylild hand thienner y kongens gaard, och findelild hand fald for quindemaall.
stylild lader brøge och blende wyn. hand biuder danerkongen hiem till
synn.
hand biuder hiem kongen och alld hans mend. wor danske droning skal
følge dem.
dy kaam denom for stylils gaard. løffgrøn skuoff hun staar derfor.
der speeller y den bode hiortt och raa och ald dy dyrr, der were   maa.
der speller y den buod hiortt och hiend och ald thi dyrr, nogenn mand
kand finde.
tthett melltte droningen, som hun red. thett er ind stuor ere att haffue
thuogt med seg.
iy fiord waar stillild myn herris dreng. y aar har hand fest hans søster
saa wenn.
der dy kaam til stillils gaard, thi huide biørnn thi stuod therfor.
i sølliff daa wor dy puortte heend och med thuo roser tilsamell speend.
husenn thi wor thagtt med thieggell, och benken war satt med klaarenn spieggell.
guolen thi wor med aamuor strød, och benken wor satt med høffsken møøer.
dugen thi war aff aagervlld, och faden wor lagtt med rødenn guld.
sttolperenn wor aff thett røde raff, och bielkerenn vdskaarenn y
forgyldene bagstaffue.
mett paa guoldett der stander en iø, den stuod saatt med guld saa rød.
ther stander vnder thi mollinger fem, sylckehandkleder følger ald dem.
sttillild stuoffue den er well kienndtt. denn er for indenn med silcke hendtt.
der ganger en dantz y stillils stuoffue, der danser saa mangenn stallttenn
iumfru.
der dantzer hand stillild saa smaall som en wand. hand haffuer tho guldkaar paa
huidenn
haand.
dett ene med mød, den anden med wyn. saa drecker hand till allerkereste
synn.
stilleld hand dreker synn vnge brud till. buod skuoff och marck thett
blomsteris therwed.
buode skuoff och marck thett blomsteris derwed. thett bliffuer ind gaatt
først herre gud well. huj thuinger y meg saa aarlig.
ribold hand wor en kongen søn. saa mangen skøn iunfru gillid hand y lønn.
der huoffuen hun legtis for dem.
gulldborre, guldborre, throloffuer y meg, til en hal fieer land saa førrer
ieg eder.
ieg skall førre theg til den land. som theg skall aldrig kome sorrig
till haand.
der synger icke andre fogle ind høg. der graaer icke andit gress ind løg.
der rinder icke anditt wand ind wyn. thro paa myn thaalle, allerkerste
myn.
huor komer ieg aff gaarde med theg, ther holder saa sterke wogte paa meg.
meg wogtter myn fader och min festemand. den rige christ befaaller ieg
haam.
saa wen daa hade hand fuolle och spag. hand fuorde den iunfrw wed sinn bag.
ribold hand kaam paa hieede, ther møder hanom rigen grøffue.
wellmøtt, wellmøtt, ribold, men stallen haffuer du den stalte iumfrw.
ieg haffuer hinder icke staallit. ieg førrede hinder y gaar fraa kollen.
tthett er myn yngeste søster. ieg førde hinder seleff vd aff chloster.
tu lyffuer nu, ribolt, en rider saa fienn. ieg kinder well guldbore,
søsterdatter myn.
hun thog en guldring aff syn arum. hun spente den om den greffuens arum.
mynn kerr morbroder, y døller med meg. thett røde guld saa giffuer ieg eder.
tthend greffue red y hindis faaders gaard. vd stuod hindis fader, wor
suøbt i muord.
her staar du, kerre broder, er suøbt y skyend. borte er hand ribbolt
med datter dyn.
den rider hand rober offuer ald sin gard. wall op, myn miemd, drager
waben paa.
i setter op hiellem forvden al falsk. ribold hand er saa haard enn halsz.
guldborre hun seg offuer axell suo, hesitt komer myn fader, hand well
osz slaa.
ribold klaper hinder wed huiden kiend. thu thi quer,guldbore,allerkereste
myn.
allt om thu sier meg bløde. tha nøffuen meg icke til døde.
guldbore hun war ham aldrig falsk. hun spentte hanom brynne om huiden
halsz.
saa red hand y thend første skaarre. hand wuo hindis morbrøder och hindis
fader.
saa huog hand y thend andenn flock hindis sex brødere med gulle lock.
hør y thett, ribold, myn hiarttenskerre. y lader myn yngeste broder werre.
hand maa myn sorigfuld moder thi thiding hiemførre. thett wor fuld ilde,
hun skuld datter føde.
rett som hun haffde thett ord vdsagtt, tha feeck hand ribold syn bannesaarr.
ribolt hand stack sin suerd y skieed. du kom, guldbore, om du vilt med meg
ride.
dy red igiemell den rosenslund. ther kaam aldrig et ord aff riboltzs
mund.
hør y thett , ribbolt, myn edlig herre. huj er i ecke saa glad, som y wor førre.
gud nade deg, guldborre, saa lidit thu kandt. theg er iet, meg er sa mangtt.
tthett første er thett ieg er thrett och muod. ett andit er thit meg rinder
blod.
inddog giør thett meg allerwerst. thin broders suerd haffuer mit hiarte giest.
tthett tuinger meg ind och vdaff stuor nød. ieg feste guldborre saa wen
en møø.
 ther thi kaam till boregelied,vd stuod hans broder hand huiler  seg wed.
minn kerr moder, y holder myn hest, och min kerre broder, thu hiente
meg prest.
myn yngeste broder, statt hid till meg , dene wene møø saa giffuer ieg dieg.
hans søster di stuod y hyffuelofftssualle. ribold hand sualt y den same
thalle.
guldborre thog knyff aff erme rød. hun slog y sitt hiartte, thett wor
stuor nød.
tthett giorde guldborre vdaff stuor harum. hun faldt selleff død y
ribolts arum. der huoffuen hun legtis for dem. her biørnn hannd rydder seg vnder
 ø. feste hand seg saa wen en møø.
fore ord frydder saa mangtt et hiartte.
feste hand staalttenn søllffuerlad. hun waar sørinnd och sieellenn glad.
i otte aar thi samell worre. otte bønn hun till werddenn baare.
saa kaam der døddenn paa thett laand och tuog bortt sølffuerlad, denn
lilliwand.
her biørnn hand ridder saa widde. saa feeste hannd iumfru blidde.
hand feeste seg iumfru blydde. hun bleff denom styffmuoder stridde.
dy førdde brud i her biørns gaard. hans smaa børnn garr hynndder vd imuod.
dy klaper hyndder paa skaarlagennskiend. y wer wellkomen, kieer muodder
mynn.
hun støtte denom fraa seg med synn fuod. mone thette skall werre mynn første
muod.
her byørnn gaaff hyndder dy skaarlagenn blaa. for hun skulde elske hans
børnn saa smaa.
hand gaff hyndder ett huoffuetguld. for hun skuld were hans smaa bønn huld.
hand gaff hinder thett guld saa rød. saa sorre sualt hun hans smaa børnn
for brød.
hun thuog fraa dennom dy bolster blaa. hun lagde hans børnn y baarenn straa.
saa saarre daa gred hans smaa bøørnn vndder øø. thett hørde stolltt
sølffuerlad, hun waar døø.
tthett wor om en løffuerdag att quelle. alle seelle dy skulde daa huille.
hun gaar seg till enngeliest.hun bad seg loff aff iesu chrest.
dette hun maatte till mieelhiem gaa och taalle med synn bønn saa smaa.
iaa saa mend daa matt du saa. wer her icke lennge fraa.
sttoltt sølffuerlad riesser seeg aff synn graff. saa tuog hun kisten paa
synn bag.
hun tuog kistenn paa synn bag. saa gaar hun hiem med møgen vmag.
der hun kaam till borrigelied. hyndis eldste datter stuod derweed.
her stander du, eldste datter mynn, huor lidder kier sødskind dynn.
du est icke muodder mynn. men du ber saa bleg enn kiend.
hun gaar sieg vdj deenn stuoffue, som hyndis smaa bønn inde luo.
hun saatte seeg paa en stuoll. thend ene hun børstett, den anden thuoffuett.
hun saatte thend myndste paa synn skiød. saa saare hun gred, hindis hiarte
thett blød.
hun gick tiel seenggenn, och y hun suo. hyndis børnn dy luoo y baarenn straa.
sig meg her, ellste datter mynn. huor er her biørnn , fader dynn.
mynn fadder hand suoffuer y hyffueluofftt. saa striden en stymoder haffuer
wy faatt.
saa gaar hun seeg till hyffuen luofftt, som herre biørnn hand inde suoff.
hun støtte paa dørrenn med kiste synn. staar op, her biørnn, och ladder
meg ind.
slett ingenn haffuer ieg støffne saatt. och ingenn komer y myn lofftt om
natt.
daa weecker nu  op stalltt blidde, hun er myn smaa børnn stridde.
ieg gaff hynder mytt hoffuettguld. for hun skulde werre mynn smaa børnn
hwld.jeg .
ieg førdde till dieg dy bolster blaa. for  brød du skulde laade mynn børnn haffu
e[tab] fue
dynenn graa.
nu leeger mynn børnn y baarenn straa.saa vnd en løcke skaall blydde faa.
menn skaall ieg thierr hiem till deg gaa, saa haard en død skal bliddelild
faa.
naar dw hører di hunde bange, daa matte       du      wintte denn dødde paa gang
e.
nu gaaller haanen den suortte. saa snarlig maa ieg buorte.
nu gaaller haanen den rødde. till graffue stundder alle dy dødde.
nu gaaller haanen den huidde. ieg maa nu icke lenger biidde.
hun war icke snarer lagtt y mold. ind hyndis børn wor lagtt paa bolster
blaa.
blidde denom børste, och hun denom flette. och hun denom løfftte, och hun
denom leette.
hun gaff denom wynn , hun gaff denom brød. rett aldrig daa lidder dy bønn
mierre nød.
huer gange hun hørde dy hunde giøø, daa lieeger dy bøn meed guld saa rød.
for ord fryder saa mangett hiartte.
sttuor    sorrig er huer mands herre, well er denn, hun komer fraa heendde,
saa maa hind lidenn kierstenn sigge for alle dy , der hynd kieenndde. denne
sorig haffuer y meg wolditt, ienn saa weenenn.
tthett wor herre peedder, hand kaam fraa thingitt hiem. thett wor hans
kieere daatter, hun gaar hanen.
mynn kierre faadder, y wer weellkomen hiem, huad da waar der tiding i dag
til wor ting.
tthett thaa waar der thiding, och thett waar aldermieest. din feestemand
haffuer deg forsuorenn. enn anden iunfrw haffuer hand feest.
dynn festemand haffuer dieg forsuorenn, hand sigger, du est komenn y orrd.
weell y otte fulde aar skulde du haffue drøffuet buodde huor och muord.
hør y thett, mynn kierre faader, y skaall thett icke thro. enn anddenn iunnfru
haffuer meg løggenn paa, for hun weell med hanom buo.
hør du thett, mynn kerr dathter, dett gaar dieg forvddenn ald gamell. dinn
festemand och sinn heritzsmend lader førre ett booll tillsamell.
tthett wor liddenn kierstenn, hun bleff y hoffuen saa thøøst. saa sare gred
fruer och stalte iunfruer, dy løfftte hyndder till synn heest.
dy red offuer dy enngi och offuer den grønne maae, thett matte mand hørre
saa langtt aff liee, alt huor denn iumfru hun quad.
tthett wor liddenn kierstenn, hun kaam for offuen by. daa suo hun denn stuore
boold, och luoffuen legtte y sky.
tthett meelltte liddenn kierstenn, hun kaam y grønen eng. hiesitt haffuer
min festemand laditt redde myn brudeseeng.
mynn lagenn di ere saa røde, mynn bolster di ere saa blaa. menn gud forbiude
huer danemand att gifftte syn datter saa.
saa thuog thi lidenn kierstenn, løste op hindis fuore haard. alle dy folck,
som der waar ner, dy feelditt daa for hynd thaarre.
i staar op , herre oluff, och kieerre festemand mynn, løfftter y seelleff
eders festemø vdj synn brudeseeng.
op stuod herre oluff, hand war y hoffuen saa haard. saa løffte hand liddenn
kierstenn vdj thett brennddende baall.
løfftte hand liddenn kierstenn vdj denn brenddendis loffue. ildenn stuod
saa langtt fraa hindder, hun stuod igenn som en stalltt iunfru.
tthett meelltte liddenn kierstenn, i ildenn som hun stuod. thror y nu, myn
kierre faader,att meg er løgen paa.
loffuett werre gudfaadder y hiemerrig, som meg haffuer løst aff nød, nu
weell ieg meg y chloster giffue, en iumfru wel ieg døø.
tthett waar hindis festemand, hand falt for hinder paa knee. ieg beder edder
for den wolde gud, y weell forlade meg wredde.
ieg weell nu iumfru maary saa sandelig gyffue myn tro. thett ieg well al[tab] dr
ig i
iorderig huoss nogen mand att buo.
lyddenn kierstenn gaff seeg y kloster alt med sytt guld saa rød. her oluff
hand rider der vden for, hand sørgger seeg seelliff tildødde. och deenne
sorig haffuer y meg wolditt, enn saa wenenn.
syffuert hand haffuer en fuolle,den er saa spaag
. han thog stallt bryneld aff glarbieriett om liusen dag.kongenn hans
sønner aff danmarck.
hand thog stalt bryneld aff glarberget om liusen dag. hand gaff hind
hellitt hagenn til stalbroderlag.
sttalten bryneld och stalten sieneld, dy iumfruer thuo, dy gaar denom till
strande, deris silcke at thuo.
hør thu thett, stallttenn sienellild, kerre søster myn, huor finge du dy røde
guldringe paa finger dynn.
saa feek ieg dy røde guldringe paa fienger myn. denom gaff meg syffuert
snarensuend, kerre festemand myn.
denom gaff meg syffuert snarensuend til feestindgauffue. hand gaff deg helleett
haffue til staldbroderlaff.
dett første stalltten bryneldlild den tiden fruo, tha gick hun seg y
hyffuelofft, och siug hun luo.
sttalt brynellild ganger y hyffuelofft, och syg hun luo. thett wor heellit
haffue, hand gaar hind til och fraa.
i siger meg, iumfrw bryneldlild, kerre festemøø myn. wed y slett inthett y
warden til, thett y haffue wilde.
eer ther nu nogit y warden til, der y buod kand aff faa.skuld thett kast
allt thett røde guld, tha skal y thett faa.
tther er slett inthett y werden till ,ieg buod aff kand faa. forvdenn ieg
kund syffuertzs hoffuet y myn hiender faa.
huor skulde y syffuertzs hoffuet y eders hiender faa. thett suerd eer icke
y allwerden til hanom bider paa.
dett suerd er icke y all werden till, hanom bider opaa, forvdenn hans egett
thett guode suerdt, thett kand ieg icke faa.
daa ganger y eder y hyffuelofft for syffuert ind. beder hanom ladde eder
sitt guode suerd for erre siynn.
beder hanom lade eder sitt gode suerd for erre syn. y siger, ieg haffuer
loffuet en dystered for kerreste myn.
første hand fanger eder thett gode suerdt aff hand fraa seg. ieg beder eder
for den wolde gud, y glemer icke meg.
tthett wor hellitt haffuen, suøber seg hoffuit y skieend. saa gaar hand y
hyffuelofft for syffuert ind.
her sedder thu, syffuertt snarensuend, kerr stalbroder mynn. willt thu laane
meg ditt guode suerd for ere dyn.
wielt du lane meg ditt guode suer for erre dyn,ieg haffuer loffuit meg ett
dystered for iumfru myn.
laner ieg theg mit guode suerdt, heder aadellring.ret aldrig komer du y
den strid, du skalt io winde.
mytt guode suerd, heder adellring, skalt thu wel faa. thu wogte deg well for
dy blodige thaare, vnder hialthett staar.
du wogtte deg for dy bloddige thaare, dy er saa røde. och rinder dy neder
att finger dyn, daa bliffuer du død.
dett første helle haffuen thett suerdt mone faa. thett wor hans kerre
stalbroder, der hand wuo da.
saa tog hand thett blodig hoffuet op vnder sin skiend. saa bar hand thett
y hyffuelofft for stalt bryneld ind.
her haffuer thu thett blodig hoffuet, thu efter mone thraa. for dyn skyld
haffuer ieg wieett myn guode stalbroder, thett anger meg nu.
thager y bortt thett blodige hoffuett, lader meg thett icke siee. nu well
ieg giffue eder myn tro, eder til stuor gled.
rett aldrig giffuer ieg deg myn thro, thett er meg ingen gledde. for dyn
skyld haffuer ieg wieeit min guode stalbroder, thett giør meg stor wiee.
tthett wor hell haffuen, sin suerd vddrog. saa thog hand staltenn bryneldt
och hinder y mydien wuo.
saa saatte hand thend guode suerd imod en stieen. aadenn rade den kongen
sønn hans hiartte mien.
saa saatte hand thett guode suerdt mod suorten mooldt. aaadenn mone den kongens
søn hans hiartte quelle.
ind wat thett saa ilde, thend iumfru bleff   fød. for slig thuo edlig kongens
bønn skuld bliffue forødd. kongen hans søner aff danmark.
buorttgiiffuenn daa bleff saa ween en møø, dy gaff    hind offuer saa bred en sy
ø.
hun fiellditt saa muodig thaare.
hun bleff borttgiffuenn saa langtt aff laand, dy gaff hynder synn faders
baann y haand.
tthett bleff standendis saa y otte aar. stallt ellind hun aldrig synn brødder
suo.
stalltt eellinnd ladder brøge och blende wyn, hun byuder synn brøder hiem
till synn.
saa hiarttellig luo da her luomuor, hand luo icke førrind da y otte aar.
stalltt ellind hun stander y hyffueloffts sualle, hun hørdde synn brøder
y gaardenn taalle.
sttalltt ellind hun suøber seg hoffuett y skeend, hun gaar y lofftt for
her luomuor ind.
mynn herre, om thett  nu saa ware, thett mine vij brøddere kam herre.
ttha villde ieg saa giørre imod brøder dinne, som di war alle sønner myne.
sttalltt ellinnd hun setter syn brødder till buord, hun skenckitt dennom møyd
aff dyrenn skaall.
hun skenckitt her luomuor den mød saa sød. hun gaff hindis brørder denn melck
saa huid.
hun redde dieris sengge paa stieenne. hunn wilde dem søffnen formieenne.
thennd første søffuen , stalltt ellind feck, her luomuor aff hindis arume
gick.
her luomuor gaar seg till hielle, stalltt ellinnd hindis brødder hand
qualdde.
hand drog vd buod suerdt och knyff, hand skielde denom alle wed derris liffue.
saa thog hand enn skaalle med blod, hand bar denom y lofft for stalt ellind
buode.
her loffmuor ind aff dørenn thrennd, stalt ellind hun falmer rosennskynnd.
i sigger meg, her loffmor, herre myn. huor haffuer y weritt om natterthid.
ieg war meg vde paa helde, som ieg hørde dy høgge dy gieldde.
saa lennge snackitt du om høge dynn, herre gud rade well for brøder myn.
thu drecke nu, du drecke nu, stalt ellind guod, du drick nu aff dinn vij
brøders deris blod.
tha paser ieg ickind om myn brøder vij, men ieg haffuer edder, mynn her,
y lyff.
tthett stuod saa y otte aar. her luomor hand alldrig syn sønner suo.
her luomor lader brøge och blende wynn, och saa biuder hand synn vij sønner
hiem.
tha luo staltenn frw ellind guod, hunn luo ickend førre y otte aar.
her luffmor stander y hyffueloffts sualle, hand hørdde syn sønner y gaardenn
thaalle.
her loffmor suøber seg hoffuett y skeend, hand ganger y lofft for stallt ellind
ind.
stalltt ellind, om thett nu saa ware, thett mine vij søner kaam herre.
ttha vilde ieg saa giøre imod søner dynn, som dy war alle brøder mynn.
hun saatte her luoffmors sønner tilbords, hun skenckitt denom mød aff dyrenn
skioold.
her luffmor hand drack thett wyn saa klaar, hand thog saa liditt sytt liff
till waard.
stallt ellinnd giorde deris senge paa duone, hun vilde denom søffuen well
vnde.
hun redde deris senge paa bloster bla, saa skreff hun søffueneruner derpaa.
tthett første søffuen , her luffmor feck, stalt ellind aff hans arum  gick.
hun gick seeg tiill støcke, som suerdit stuod i flocke, her loffmuor sønner
dem vilde hun wecke.
sttallt ellind gaar seg nedder till hellde, her luoffmuor sønner hun der
quolde.
saa thog hun denom y gullen lock, hun wuo denom offuer ett sengestock.
sidenn thog hunn en skaalle med blaad, hun bar den y lofft for her loffmuor.
i drreker nu, drecker nu, her luoffmuor, y drecke aff eders vij sønner
deris blod.
ieg paaser ickind paa min søner vij, men ieg haffuer theg, stalt ellind,
y lyff.
her luoffmand tog efter sin brune brand. stalltt ellind haffde bunditt ham
fuod och hannd.
holltt op, stallt ellind, du hog icke meg. rett alldrig da well ieg suige
deg.
meg thøgtte, ther wor stuor suig y deg, den thid du wou myn fader fraa meg.
først thogst du myn fader aff lyffue, och saa myn raske brøder vij.
thu haffuer denom alle wed lyffuett skyeld, ieg maa nu leffuee med stuor
sorrig och quid.
saa vest skall ieg nu høffnet paa deg, som du haffuer slagitt denom
alle fraa meg.
hun thog her luoffmor y gulen lock, hun wou hanom offuer den senngestock.
sttalltt ellind hun saallde alld syn guld saa rød, sydenn gaff hun seg y
chloster vnder øø. hun fiellditt saa muoddige thaarre. thett wor mester koning t
iderick, hand skuldde till bernn vdridde. och hand
red fram for bierigenn och fram for bierrig hin lie. thend lindeorum hun tuog
ham aff.
och hand red fram for bierigenn och fraam for bierig hin lie. thend løffue och
thend linddeorum thi fegttis om beege thierris lyff.
och hieelp  meg, mester kong diderick, och hielp meg med dit suerd. och ieg staa
r
i dinn skiold schreffuen, ehuor du ridder y feerdtt.
och hieelp meg, mester kong tiderick och hielp meg med thin knyff. och ieg staar
i dinn skiold skreffuen, ehuor du ridder y kyff.
och thett wor mester kong tidderick, och hand syn suerd vddrog. och hand huog
till denn wredde orum, thett odden stuod y iordtt.
hun thuog manden paa synn bag och hestenn vndder syn tuong. och saa gaar hun
y bierigenn ind alt till synn ellue vnger.
och hun kast mandenn op i wraa och hesten for syn vngge. och eedder i nu, myn
elskelig bønn, ieg løster at suoffue gange.
och edder i nu, mynn elskelig børnn, ieg løster att soffue gange. och naar ieg
wogner aff søffnen igenn, thaa skaall i strax mandenn fange.
och thett wor mester kong tidderick, hand suo seg alle wegne omkring. och hand
fand paa den guode suerd, som mand kalder aadellring.
och hand fandtt paa saa gatt ett suerd och thuo forgiltte kniffue. gud naade
dinn sieell, kong sleffred, her haffuer du ladditt thitt liff.
och thett wor mester kong tiderick, hand wilde thend suerd nu prøffue. och hand
huog y den haarde stienn, thett bierigen stuod alld y luoffue.
och op daa wognett denn mindste orum, och saa tuog hun opaa. och wecker du min
muoder aff søffuen, thett kaster thit hiarteblodtt.
och thett wor mester kong tidderick, hand bleff y hoffuen saa gram. ieg skaall
wecke dinn muoder aff søffuen, thett gud skaall giffue hind skaam.
och op daa wognitt denn elldste orum, och saa tuog hun oppaa. och huem giør
bunddenn vfred alltt y syn eggenn gaard.
och thett waar meester kong tidderick, och tager hand till synn knyff. dw
skaallt meg thie nøgler wyse, eller thett skaall kaaste thitt lyff.
och weed myn hoffuettgier der lieger dy nøgler smaa.emellom thin hals och gubbe
ther skaall ieg fraamgaa.
och først huog hand then lienddeorum och saa hindis ellffue vngger, hand kunde
icke aff bierigenn kome for huase ieddertunger.
o chrest daa gyffue dieg , løffue, och chrest daa giffue dieg skaam. haffde
du icke standitt y myn skiold skrøffuenn, min heest hafde weell baaren meg hieem
.
hør du, meester kong tiderick, hui mone du meg saa bandde, och du skaalt well
aff bierigenn kome for huase ieeddertungge.
menn løffueren  groff, och mandden kaast, thett lockid vd aff afftens tidde. och
ind kaam thi fraa bierigen hiem, før suollen gick till huille.den lyndeorum
hun tuog ham aff.
frw guner seeder y spirre, hynder beedis beeggle saa dyre. hynnde frw gundder.
hyndder beedder bieegle aff synndenn, thy rigest och thy yngist. hyndis
beedis beeglle aff weestenn, dy riggest och thy beste.
hyndder bieedis  till aff nuordenn alle thy beedde thuorde. hyndir beedder till
aff østenn thy rigest och thi thrøste.
hynndder baad hertug heenddrick, saa krancke skieebbenn thi saamell fieeck.
hand hynd bad , och hand hynd fiennge, storum och strid derefter ginge.
tthend herre skulde y lieedingng faarre, raffuenngaard hand skulde hieeme werre
. wogtte thu weell bronsuig, och hallebeeddere slesuig.
wogtte thu fuld weell y spirre, och miest frw gunder hynnd dyrre. haartugenn
styrrer synn sneecke fraa land, raffuengaard rider synn gaanger paa sannd.
raffuenngaard axller skaarlagennskieend, hand gaar i lofftt forr droningen ind.
y skaall faa meg suer aaddellring, saa bad henddrick herre mynn.
icke saagde mynn herre meg saa thett sidste synde hand skildis meg fraa. kand
ieg icke aadellring faa, daa skaall ieg eedder lygge opaa.
daa lyff och lyuff, thett thu faar skaam, ind er herre gud langtt beder ind
graam. heerttugenn kaam fraa lieeding hieem, raffuengaard gaar hanom vd igenn.
huor staar thett y spyrre, huor lydder frw guneld hynn dyre. edders landde staar
som dy stuode, frw gunild haffuer saa ilde giortt.
och icke weell ieg dynn ord nu thro, ieg aldrig vthroskaab til hind suo. ieg
thett med myn øggen suo, att errickebieespenn huoss hynd luo.
tthaa skaall ieg hynndder saa byrrig och slaa, dett ingenn mand hynd hiellpe
maa. hertug henddrik axller skaarlagennskyeend, hand gaar y lofftt for
droningenn ind.
harttugenn innd aff dørrenn threend, droningenn stuod hanom op igenn. weellkomen
n,
eddellig haare myn, huor haffuer eedder y lieeddinng lidd.
weell haffdde meg lydd y lieedding y aar, haffde dw icke saa ildde giortt.
mynn naaddige herre, y sygger icke saa, rett aldrig ieg der thengtte opaa.
saa weeslig du der thengtte paa, der errkeebespenn huosz deg luo. saa sluo hand
hynndder saa saarre, slett ingenn hynder hieelpe thuordde.
tther waar heelder ingenn indde, forvden thuo høffske quinde. forvddenn
thuo høffske wyffue, dy bad thend frw y lyffue.
mynn eddellig herre, y skaall thett icke thro   raffuengaard haffuer hynd løggen
n
paa. thaa skaall hun nu fly seg denn mand, y krinnsenn thør med raffuengaard
staande.
offuenhoffuett och baarrefuod, saa vseell kaam hun aff dørrenn vd. hun gick seeg
till heelde, som kieemper dy drak sneelde.
droninggenn ind aff dørrenn thrennd, alle stuod kieemper hynd op igenn. er her
nu ingenn inde, som feegtt weell for quinndde.
alle stuod kieemper och thuaffued, forvddenn miemerinng, suaridtt. ieg thientte
y edders faaders gaard weell y fulde femttenn aar.
ieeg suo edder aldrig saa vseell, saa baar om edders axell. ieg suo edder aldrig
baarefuod paa den grøne greeserod.
some daa gaff hand giøbbind guld, och suome daa gaff hand skoller fuld.
raffuenngaard gaff hand alldermieest, men hand haffuer sueegenn edder alderførst
.
allttyd suod ieeg weed ennde,  som alle guodde gaaffuer weendde. nu weell ieg
for edder y kreendsenn gaa, om y weell meg suerd aadellring faa.
alltt om du welltt y krindsenn gaa, saa weell skall thu suerd addellring faa.
tthi skreff krindsenn paa denn moold, thy gick dery meed suerd och skiold.
nu skalltt thu saa suere     meg, att thu weedst icke suerd aadellrinng. saa hie
llp
meg gud paa mynn thro.. ieg weed icke vddenn grebb foroffuen iiordt.
nu skaalltt thu saa suerre iggenn, att thu west icke suerd saaderinng.saa
hieellpe meg gud foroffuenn, som ieg weed icke suerd swddewynndtt.
tthett første huog, der raffuengaard huog, daa huog hand meemerings
suerdtt y thuo. thett melltte heerttugenn som hand stuod. nu matte thu siee denn
gierning dw giordde.
hun suaridt. ieg haffuer icke deenn gierning giortt, inddog mynn sølligge
keemppe saa fuor. thett første huog, ther mømering huog, tha
hog hand raffuengaards suerd y thuo.
du holltt op, mymerring, hog icke meeg, men ieg kaand myn skuo tuing. raffuengaa
rd
nedder ad iorddenn løb, suerd swdwynnd hand for seeg skøød.
nu haffuer du dieeg om mieen suoritt, dynn søllig seell hun er forlorenn. dett
første huog , der raffuengaard huog, daa huog hand memerings suerd y thuo.
holtt op, raffuengaard, huog icke meeg, men ieg kand myn skoo tuing. miemering
needer till iorrdenn leebb, suerd aadellring hand for seeg skøød.
nu  haffuer du dieg om myeen suorenn, dynn søllig seel hun er forlorenn. ieg
haffuer meg icke om mieenn suorit. ieg west icke vdden greff foroffuen iordtt.
tthett første huog, der miemering huog, daa huog hand raffuengards suerd y thuo.
thett anditt huog, der miemerring huog, da huog hand raffuengaards hallss y thuo
.
sie nu, kieer herre mynn, huor hand fuor med keempen dynn. myn eddellig herre ,
weell y throff, att raffuengaard haffuer meg løffuett paa.
herr heennddrick klaper hynder weed huiden kinnd. forlaad meg thett, allerkieere
ste
mynn. miemerring kaam der staalkeenn hiem med blodig hoffued och brøden bienn.
frw guner, giør for edders faadders sieell, gyff meg brød, men ieg maa løffue.
hørdu, miemering, huad ieg sigger dieeg, dinn saard skall ieg laadde leege deeg.
alle dynn dage ieg giffuer dieg brød, seelliff skallt thu slidde skaarlagenn
rød. sagde frw gundder.
dett wor greffue her gentzelynn, hand taaller tel muoder synn. ieg weell ridde m
eg op att land
och freste manddom mynn. weell op for dau, wy komer weell offuer denn hieedde.
willtt du ridde deg op att land, och sigger du meg saa. daa skaall ieg giffue de
g
fwolle, som mand kalder kaall hynd gra.
dw thørst aldrig bindde suerd wed sydde och aldrig spendde spuore paa. forvden
du mødder den kiempe, som hidder her iffuer blaa.
tthett wor grøffue her gentzelynn, hand rider vnder grønenn lydde. ther møtte ha
nom
vngenn theellemand thinn, hand bad hanom holde och bidde.
hør du, vngenn thieellemand thinn, huor luost du y natt.
ieg luo meg paa bratingsberrig, der huog dy ild aff hatt.
tthett wor grøffue her gentzelinn, hand bleff y kienderen rød. saa mend wed, lid
enn
thellemand thinn, du thalde dyn eggen død.
hand drog vd synn guodde  suerd  , saa sluog hand hanom ihieell. tthett giordde
grøffue
her gentzelinn, hand vndte hanom icke weell.
saa red hand till braattingborrig, hand sluo paa puortten med skafft.
er her nu nogenn kieempe guod, som fegtte weell med magtt.
tthett thaa meelltte her iffuer blaa, hand weendde sieg saa thrøst. hieelpnu, gu
d
faadder y hiemerrig, menn ieg hører kiemperøst.
tthett wor grøffue her gentzelinn, kaaste hieelem offuer hallsz med skieell.thet
t
hørdde hams kierre muodder offuer thrindde lande weell.
tthend frwe hun wagner om mydinatt och thaaller till haarre synn. herre gud
faadder y himerrig radde weell for sønne mynn.
sameell rendde thy heelleder thuo, thi worre thuo keemper stercke. thett wor vng
e her
iffuer blaa, hand drøff saa luntt y marcke .
hør dw, grøffue her   gentzelinn   och weelt du lade meg løffue. ieg haffuer saa
 ween
en festemøø,och hinder well ieg deg giffue.
ieg weell icke haffue dinn festemøø, ieg weell hind icke haffue. du giff meg suo
llenthaa,
søster dynn, ieg thacker deg alle myn dage.
saa red thi thiell den brølup, som thi kunde aldbest. dy bød till di beste kiemp
er
thet thi kunde faa aldflieerst.
tthi bød wyddrick waarlandsenn, stterck diderick vd fraa barnn. dy bød och
ollger dannske, for hand wilde stridde giernne.
tthi bød och meester hyldebrand och syffuertt snarensuend och tholl  aff thyer,
hand skulde med bruddenn ridde. och did kaam vnge sieeffred
sieg sieelliff till angist och quidde.
tthett wor frw kreemmolltt, hun skullde bruddenn reedde.hun luod synn føødder me
d
iaarnn beslaa synn hynndder   med guld och smieede.
dydd kaam och frw brynild, hun buodde for nuorddenn fielldtt. hundritt waar dy
kieemper, som hindder fuldde landitt imellom.
dy fwllde bruddenn y brudehusz, hyndder tøgtte, ther waar guod nest. thuo øxennk
rop
dem oed hun op, dy smaagitt hynd alderbest.
feem thøndder øll denom drack hun vd tiell thett møggell kaast. saa kraffuett hu
n
hynder brudegrød, waar red y en syuffthøndepaatte.
tthi fuldde brudenn y saallenn ind med synn skaarlagenn skieend. saa huog thi si
uff
allne aff murenn niedder, førind hun kunde kome derind.
dy saatte bruddenn paa bruddebennck, och der hun saatte seeg nied. benkenn waar
aff mallmerstieenn, thi røffnett alle derwieed.
tthett meelltte vngenn brudgum, hand hoffuettt saa ildee att. ieg suo rett aldri
g
enn vngge brrud, ther oed saa møggitt mad.
tthi begynntte enn liddenn dantz vdj den grønne skreed. thend mindste kieempe, y
dansenn waar, wor xv allne till knnee.
xviii waar dy kieemper, som fuldde denn brud y dantzs.dy stieene røffuenett, hun
trad paa, der brudem tog til  att suantze.
dy skreff krindsenn paa denn iord, der thrad y kieemper stercke. dy wilde for br
uddenn
fegtte daa och driffue der stor hoffuerck.
brudenn hun yblantt dennom sprang, hun haade thuo hinder saa sløffue. langbienn
redsker hand daa till hind traad, gatt emthyrr monne thi prøffue.
tthett thaa wor thennd vnge brud, hun tog till att huiepe. xv kiemper sluo hun
ihieell med hinndis snørbunnd wiebpe. weell op for dauff, wy komer weell offuer
hieedde.
suend wonnwed sedder y burre, hand slar guldharpenn saa prudde.
hand legtte alt  saa offtte, thett hørde frw enerlild y lofftte.
hør thw, suend wonwed, sønnenn mynn, hui slaar thu saa guldharpe dynn.
beeddere matte thu theg vdridde, blantt anddre kieemper att stridde.
findder thu, kieere søne mynn, thinn faders banne, tha høffuene thend.
skaall ieg meg vdridde, tha flyr meg wabben dyrre.
fynder ieg mynn faadders baanne, tha høffner ieg thend saa gierne.
høffner ieg icke kierre faadders baanne mynn, tha komer ieg rett aldrig igenn.
frw ellind bleff y synddee saa wred. ieg hør, myn sønn, att thu est redtt.
ieg sier thett paa thinn gylltte suerd. ett ord er vdj thinn ferdtt.
hør thu, ridder suend wonuedt, tha segne thieg saa brattynn.
stteeller ethtter, frw enerlinn, stteeller ettthter, kier muodder mynn.
ønsker meg ingenn vsieer att faa, y wydde icke, huor myn riese weel gaa.
yhuor ieg rider offuer marcke och hieedde, ieg achter icke quindewreedde.
suend wonueedtt rider aff gaarde, saa vnderlig wor hans ferdt.
hans hielem hand wor brenddendde, hans spuore thi wor klingendde.
hans heste wor springende, seelliff ridder den herre saa syngende.
hand red y dage, hand red y thuo, icke kunde hand byen naa.
hyeiaa, suaridtt suend wonuedtt tiell, er her icke by y ald werden till.
hand suo seeg weed hyffue saa stuor en hiordde driffue.
hannd thaallede till hanom saa offuerbratt.wysss meg gaatt herberig y theene nat
t.
huor thaa staar thend fiesk y fluodt, huor daa gaar dy fuoller y stuodh.
huor da bleser thend haste wynd, huor driecker widdrick med kieemper synn.
hiurddenn saad och thauffuede dertiell, ingen annsuar hanom giffue weell.
hand baar op synn nøffue haard, sluo thend hiurde wed yee.
lieg nu død paa thett saand, ieg finder weel kong widrik y hollandtt.
suend wonuedt red icke langtt derfraa, saa stuor en kieempe suo hand der gaa.
hand haffde biørnen paa sinn bag och bassi paa synn leenndde.
huer end finger, der hand aae, ther speller anddre smaa dyr paa.
hand red till thenn hiyrde, saa giørlig hand hanom spurdde.
om hand wilde med hanom fecte och dyrenn med hanom skyfftte.
rett aldrig wordtte meg buodett thet buod, sidden ieg esmer koning wuoff.
wuoff thu esmer kongge fynn, thaa wuoff thu kierre faadder mynn.
nu løster meg att fecte och dyren med thieg skyfftte.
thy skrøff enn kriends alltt som thi stuod, thi ginge dery, thi kieemper guod.
tthi feggttis y dage, thi fegttis y thuo, ingenn kund sieer aff andden faa.
then thridi dag att queldde suend wonwedt kiempenn feelde.
hand bantt synn suerd weed syddee, muod flierre kieemper att stridde.
tther hand kaam paa willddenn marck, ther møtte hanom en kieempe sterck.
sigg meg, edelig ridder guod, huor daa staar thi fesk y fluod.
huor daa staar thi fesk y fluod, huor gaar thi beste fuoller y stuodh.
huor daa blesser theend haaredeste wynnd, huor dricker kong widdrick med kieempe
r
synn.
for østenn stuod thend feesk y fluod, for westenn staar thi fuoller y stuod.
for nuorddenn bleser denn haardde wynd, y holland drecker kong widdrick med
kieemper synn.
suend wonweed thog guldringenn aff synn barum, hand saatte denn paa denn kieempi
s
arum.
nu sig, thw warst thend første mand, som gaatht vdaff suend wonnwed fandtt.
suend wonwed red for hyggenn thindde, hand bad thend wegttter lad sieg ind.
hand wilde icke ladde hanom ind, saa luod hand offuer murenn sprinngge.
hand bantt synn hest weed thuoffue, saa gick hand i stoffue.
saa gick hand i stoffuen ind for widdrick konge och kieemper synn.
suend wonnewed saatte sieeg ouerst till buords, men icke thaalde hand till nogen
n
ett ord.
hand oed och drack och fieeck sieeg maad, icke spurdde hand kongenn att.
aldrig wor ieg nogenn steed, saa mange forbandit dome y waar.
kong diderick thaaller till kieemper feem. bindder y meg dene gallnne mand.
thag thu iiii till thi feem, staatt sielliff mitt emellom denom.
enn hyrrennsønn thaa bliff tu theg, til du faar bunditt ther band paa meg.
kong essmer wor myn faadder, frw ellind waar mynn muoder.
thi baad meg ey saa giørre. mitt guld paa huer skaalck att ødde.
waar esmer konge thinn faadder, frw ellind thinn kerr muodder,
suend wonwed saa er thitt naffuen, kieer søstersønn saa est du mynn.
suend wonnewed , willthu bliffue huosz meg, buodde hieder och erre wiell ieg
giør thieeg.
mynn ridder skaall paa deg waare, yhuor du willdt y landitt faarre.
naar thu wildtt fraa meg faare, mytt guld weell ieg icke weed thieg spaare.
saa gick hand sieg y stuoffuen ind, hannd oeed och hand drack thennd klaare wynn
.
saa sluo hand harpe saa lennge, att syndder gick alle guldstrennge.
saa faar hand sieg op att land, saa feste hand sieeg en iumfru skønn.
hindis faadder hand hieedder kong sieddffuer, hand bleff wieett aff orum saa lie
edt.
habur kong och syuertt kong thi ypett dennom en kyff. alt om hynd stalten syenil
d,
therfor luod habuor sitt liff.
huad helder om y wynder meg saa weenen.
huabuor hand wogner om midinatt, der hand    skuld søffuen suoffue.
for synn dreng thollde hand synn drøm, thett giorde hand y vnde hoffue.
hør y thett, myn eedelig herr, ieg well eder raden giffue. y drager till en spoq
uinde,
hun kand eders drøm well sigge.
tthett war huabuor kongens sønn, thager suerd y wienster hand. saa gick hand til
l
denn same husz, alt som den spaaquinde wor inde.
saa klaper hand paa dørren med skiend, med liden smaa finger och leettee. waagen
luo den spaaquinde, hun weste well, huad thett sette.
meg tøgtte, ieg waar y hiemerig, thett wor saa faurr en byy. meg tøgtte, thett
hiemelenn brast y thuo, ieg faldt igienem den skyy.
tthett y thøgtte, y war wdj hiemerig, thett buor, y skall wynnde enn møø. men
thett y tøgtte, y skulde falde igienem denn skyy, thett buor ,y skall for hynd
døø.
imen thett er meg til glede giffuett, att ieg matte winde den møø. tha skall
thett icke werre meg ymod, om ieg skall ind for hinnd døø.
hauborr lader seeg wexe haar och iumfrukleder skerr. ingen mand thett anditt
west, ind hand en iumfru mon werre.
haubuor lader seg kleder skeerre alt vdj iumfruligge. saa rider hand seg op
att land, kong syuerdtt datter att suigge.
mett vdj den borriggaard der axller hand synn skiend. saa gaar hand y fruerstuof
fue
for frwer och iumfruer ind.
hell seder y, fruer och stallttenn iumfruer, med mørr och høffskenn quinde.
men miest hynd stallte sienild, alt om y er her inde.
hell sieder y, stallttenn sienelld, y spender thett sylcketuinde.huabuor kongen
sønn haffuer meg tiell eder send, om y well meg sløngning kinnde.
allt saad stallttenn sienild, hun thuorde icke suare ett orrd.før thett meltte
syuerd konge, hand saad offuer breden buord.
haffuer haubuor theg enn iumfru send, thu skaltt hynd sløngninng lerre. tha
skalt thu lerre hindir sax och søm och wogtt hinndis hiedder och erre.
alle thaa saad thi stalltte iumfruer, och huer siud, som dy kunde. forvdenn
haubuor kongenn sønn, hand lieger med nollenn y muonde.
tthett thaa melltte thend forbande thernn vdy saa vnd enn stund. rett aldrig
suo ieg saa stalten iumfru, ther minder sløffuend kunde.
hun syrr aldrig saa lidenn en søm, hun haffuer ioo syn noll y munde.
och hun faar aldrig saa stuor en skaall, hun dreker thend ioo aff till bunde.
ieg suo aldrig thuo saa dierrig øggenn y nogen iumfrus hoffuett. derthill haffue
r
hun thuo hiender, thi er som iarnn hynn hornn.
faa du skaam, dyn thiernne, och huy daa spotter du meg. om ieg wender myn øgenn
antten vd eller ind, daa wender ieg denom inthett til thieg.
tthett lide fast att affttenn, thi skullde senngy rede. thaa spuorde haubuor
kongen sønn. och huor daa skall ieg leege.
tthett suaridt stalltenn sienild, och suarid hun daa saa. y skall soffue y hyffu
elofft
paa thi bolster blaa.
alle thy søme, der ieg kaand, der lerer ieg eder saa gierne. y skall edde med
meg aff fad och suoffue huosz myn taarne.
ieg haffuer ett med kongens børnn och soffuedt vdj theris arum. skulde ieg suoff
ue
huosz thend thaarne y natt, daa døde ieg y den harum.
hør y daa, mynn stalltte iumfru, y thør huerkenn sørge eller quide. y skall ede
med meg aff fad, suoffue huer natt huosz myn side.
op stuod stallttenn sienild, thog haubor wed huidenn hand. y kommer nu, stalltte
n
iumfru , om y løster att suoffue gange.
tthett thaa war thi stalltte iumfruer, gick offuer hyffuelofftsbroo. thett wor
haubuor kongens søønn, hans hiartt y brøstenn luo.
tthett melltte huabuor kongensønn, hand logtte lofftesdør. mon der wer nogenn
y werdenn till, staltt sieneld, y haffuer kieer.
i sygger meg, staltenn sieneld, men wy er iene thuo.om der er nogen y werden
till, och der eder huoff leger paa.
ther er slett ingenn y werden till, der myn huoff leger paa.forvdenn hanom iiene
hauburr kongens sønn, ieg maa hanom dog icke faa.
er thett huabuor kongenn sønn, y haffuer y hiaritt saa kieer. saa men wed,
staltten sienild, hand suoffuer eder nu saa ner.
er y nu huabuor kongens sønn, huy wilde y meg saa skeend. huy red y icke y myn
faders gaard med høgg och hund paa hennd.
ieg red y eders faders gaard med høg paa hyffuen heende. eeders fader hand er
en wuonthroff mand, hand suaritt meg icke ett sinde.
alltt thaa snackitt thi kongens bønn, dy mientte, thi war iene thuo. vde stuod
denn forbanede thaarnn, hun lyde paa beggis deris ord.
hør y, haubuor kongenns sønn, y føffuer well eders ord. ieg frøgtter for, myn
tharne hun tør staa och liude derpaa.
sttaar her nogenn aff eders mørr och lyuder paa myn ord. thaa haffuer ieg her
mitt guode suerd, dertill min bryne blaa.
ieg haffuer her mitt brynne, dertill mit guode suerd.saa mend wed, stalltten
syeneld, ieg frrøgtter icke for myn fardtt.
skam saa faa denn tharnne, hun war synn iumfru icke thro. saa stald hun bortt
hans bryne ny och stalt sienels søleffspendt skuo.
hun tog och bortt hans guode suerd, stalt sienels sølffspendt skuo. saa bar
hun thett y hyffuelofft och lagde thett paa kongens bord.
her sedder y , syffuertt konge, och dreker mød och wynn. kinder y haubuor
kongens sønn, hand suoffuer huoss eder dater inde.
tthett wor syffuett konge, hand robber offuer alt syn gaard. wall op, alle myne
mend, y drager nu waben paa.
wall op, alle mynne mend, thager wabbenn forvden al falsk. ieg sigger eder paa
myn chrestellig thro, haubuor er saa haard en halsz.
saa støtte dy paa dørrenn buode med skiold och spiud. thu waag op, haubuor konge
n
sønn, thu gack y gaardenn vd.
op sprang hauborr kongensønn, hand tog til hoffuettgiaar. bortte war hans bryne
och saa hans guode suerd .
nu er bortte myn bryne, dertill mytt guode suerd. saamennd wed, stallten sieneld
,
her blyffuer en ynckelig fardtt.
tthett wor hauborr kongens sønn,
hand thuog thy sparlagenn for seeg.hand weritt seg saa mandelig for xxx raske
hoffmend.
saa grebb thi haubuor kongenns sønn, thi fulde hanom vd och ind. thi kunde ike
faa saa sterke iaarn, thi kunde hans hender med mynde.
skaam faa denn thaarnne, hun gaff sytt rad dertill. y thager en haard aff sienel
s
hoffuit, y binder hans hynder dermed.
i thager enn haard aff sienels hoffuett, y binder hans hinder thermed. førre
hand røker thett haard y thuo, tha luod hand sitt hiartt førre brøste.
saa thuog thy haard aff sienelds hoffuett, thi band hans hynder dery. hand luod
thett for stalltt sienels skyld, hand brød ike iett aff dy.
ieg beder eder, sienelld allerkereste myn, y lader guodwilig kiende. alltt om
y sier meg henge, daa lader eders bure brende.
tthett suarede stallttenn sieneld, hun wilde hanom aldrig suige. saa mend wed,
haubuor kongen sønn, thend bønn skall ieg eder widde.
hand bad thag buortt syn mantell, thend wor aff skaarlagenn rød. alle thi fruer,
y staden er, thi sørger well for myn død.
saa fiørde thi hauburr y markenn vd, der luod thi denn harre henge. stalltt sien
eld
hun gaar y fruerstoffuen ind, der luod hun seg indebrende.
tthett melltte syuerd konge, der hand ilden suo. y reder nu, alle myne mend,
y lader thett ike saa ilde gaa.
sume y løber till gallenn, och lader ike huabuor henge. och suomme y løber y
fruerstuoffuen ind, och lader ike sieneld brende.
der dy kam til gaallien, daa wor haubuor hend. och førind dy kaam y fruerstoffue
n
ind, daa war stalt sieneld brend.
habuor er hend, och sienelid er brend, thett er fuld ynkelig ett muord. daa thag
er
y nu den forbanede tharrnn, setter hinder strax leffuende y iord. huad helder om
y winder meg saa wenen.
saa vell hje. her peder kaam tiill borggeleedd, thett wor danerkongen, hand
stuod der wed. vallann, vell offuer att ridde.
vellkomen, her pedder, selle myn, haffuer du icke  indnu høffnett faders død
dynn.
ieg haffuer veritt meg saa synderlig, alltt som den suoll hun nieedder seg.
ieg haffuer och weritt saa vesterlig, alt som denn suoll hun huiller seeg.
ieg haffuer och werett saa nuordelig, allt som denn frost hand fryser sieg.
nu er ieg her saa østerlig, alt som den dag hun liuser seeg.
rett alldrig kunde ieg fiende denn mand, myn faaders baane meg wise kand.
huad tha velltt du giffue den mand, dinn faders bone deg wyse kand.
ieg vell giffue hanom guld och søllff, pening, men hand haffue well.
ieg well giffue hanom merre. enn snecke , legger til redde.
tthett melltte kongenn vnder skiend. her fynder thu nu faaders baanne dynn.
tthett melltte konngenn vnder skieend. her fiender thu nu faders baanne dyn.
here   gud hand hielpe nu meg, saa saant som ieg wuo dinn fader fraa theg.
herr peder hand sluoff seg for sin brøst. du leeg quer, hierthte, du werre well
tøss.
du leeg quer, hiarthte, wer icke forbrad, alt skall ieg høffuene thett snarist
ieg maa.
her peder ganger y gaardde, med sitt guode suerd att raade.
hør duu nu, suerditt hinnd guode, kandst thu nu well rorre y blodde.
suerdditt, wiltt du hielpe meg, ieg haffuer icke broder y liffue vdenn thieg.
huorledis kand ieg nu hielpe theg. mitt guode hialt er y synder y meg.
her pedder hand ganger till smydy, hand ladder syn suerdt der smeede.
hand luod smedde hialttenn aff huide søleff och knapen aff thett røde guld.
suerdditt, willtt du nu hielpe meg,
ieg haffuer ike andere broder y liuffue vdenn thieg.
ver du konn y dynn hooff saa haardt, som ieg skall were y aadenn snardt.
blyff du nu ickonn y dynn huoff saa trøst, som ieg well were y hialttenn fast.
her pedder hand ganger seg till heellde, som kemperen dy drock sneelde.
her pedder hand wild synn suerd der prøffue. otte kemper sluog hand till døde.
her pedder hand huog buod vde och indde, hand spaaritt huerken møøer hellder
guoden quiend.
her pedder huog op medd tiender, hand spaaritt icke kongen och synn sønner.
thett meelltte denn baarenn, y wuggen luo.fulld ilde høffuener du din faders
død saae.
fuld ildde haffuer du høffuenett fadders død dynn, gud vnde meg enn gang att
høffuene mynn.
alltt haffuer ieg nu høffuenet faadders død myn, men aldrig skalt du høffuene
dynn.
saa thog haand thett baarnn med willig, hand huog thett sønder y miydienn.
stelld deg nu, suerddit hind brune, du stielle deg vdj wor herres naffuenn.
tthett melltte suerditt buode thrett och muod. nu løstett meg efter ditt eggett
blod.
menn haffde du icke neffnett meg, rett nu skuld ieg haffue weeiid deg.
saa ginnge her pedder till smidi, luod slaa seeg med iarnn y mydy.
hand luod slaa seg med iarnn om haand och fuod, for hand willde gange aff landit
vd.
saa weell hiee. her pedder hand ganger offuer kongens graff.alle daa sprang ham
iiarnen aff. wallann , well offuer att ridde.
kong burmand hollder y marken vdd, hand lader synn skiold well skienne. spør han
d wie   till islands
kong, om hand haffuer datter weenn. hollger dansk hand wand sierr aff burmand.
burmand holder y felden vd, hans huoff løber wyd omkring. huor hand skuld finde
lenpe dertill den skøne
iumfru at winde.
ind saa kaam kong burmand , och stedis hand for buord. herre, well y meg eders d
atter gyffue, daa
wyder meg ansuarord.
myn datter er borttgyffuen kong karuell, saa er hans naffuen. kand hand hinder i
ke for throlden fri,
da ganger hun deg til haand.
ieg haffuer ike datter forvden ien, gloriantt mone dy hynd kalde. ieg haffuer hy
nder kong karuell gyffuett,
ieg throer hanom well med alle.
tthett suarde vnge kong burmand, hand wredis weed thi ord. kong karuell haffuer
wor gud forsuorren,
thraad til den chrestlig throo.
tthett suaritt iumfru gloriantt, hun haffde kong karuell kierr. yhuilkenn thro s
om hand nu haffuer,
daa loffuer ieg aldrig harer flierre.
tthett suaritt iumfru gloriantt, och hynder rand thaar paa kind. rett aldrig gif
fuer ieg mitt mynde
dertill att forlade kerre harre mynn.
tthett suaritt hyndis kerre fader, hand wredis wed thi ord. hand sluo hans datte
r wed huiden kiend,
hun fald nieder for hans fuod.
tthett suaridtt iumfru gloriantt, der hun kaam op igenn. skaam daa faa du, burma
nd, du woldtte meg
den mienn.
ieg skaall deg lad brende, kong kaaruell skall ieg lad henge. vden du kandt dieg
 den kiempe faa, der
thør stryd imod burmand iene.
tthett suaritt iunfru gloriantt, hun wilde icke lenger thieee. her er en kiempe
vdj eders wold, ieg
wienter, hand tør hanom bydde.
tthett wor iumfru gloriantt, hun thaaller til burmand saa. med huelkienn kiempe
daa vilt du stry, om
du meg wynde maa.
tthett thaa suaritt kong burmand, for hand wor gram
y synde. ieg well stride mod ollger danske, men mitt lyff kand wynde.
tthett suaritt iunfru gloriantt, hun stuod small som en wand. wildt thu strid im
od ollger danske,
thett bliffuer deg liditt til gaffuen.
tthett suaritt hyndis kierr faader, och saa tuog hand opaa. thett er ingen iumfr
usied at suare
en konge saa.
well y lade alle dy fanger løss och icke lade kong karuell hennge.daa hobbis ieg
 att fly eder den
mand, der thør stride ymod burmand iene.
hand suor om den øuerste gud, att hand thi ord wilde holde, om hun kund fly hano
m den mand, der thuorde
stry ymod bwrmand saa bollde.
op stuod iumfru gloriantt, sluo offuer seeg kaabben blaa. saa gaar hun till fang
ethornn, som alle dy
fanger luo.
tthett wor iunfrw glorianntt, hun robber offuer alle dy fangge. thu suaree meg n
u, olger danske, om
du est føørr att gange.
ieg haffuer her lieeett itt aaar omkring, altt som en faattige fange. well worde
 eder , iumfru gloriantt
men y wilde till meg gange.
hør y thett, ollger danske, ieg klager eder aff myn waande. her er komen paa wor
r land ien saa grum
en mand.
hans hest er grum, och manden er lied, thett sygger ieg eder for saande. ieg haf
fuer thett for sandingen
spurdtt. hand byder med vlffuethaande.
hand well icke anditt edde, ind kiød aff chrestenn mand. och hand well icke andi
tt dricke, ind blod
med ieder blend.
myn fader well lade meg breende, kong karuell well hand lad henge. forvden ieg k
and fly hanom den mand,
der tør stridde ymod burmand ienne.
ieg haffuer her lieett ett aar omkring, haffuer lid buode hunger och thørst.fuld
 liden styrke haffuer
ieg dertil att strid ymod burmand først.
kong kaaruell er eder gyffuett, hand er eders festemand. kand hand eder icke for
suarre, daa gaar y
throlden till haand.
men kand y fly meg myn hest igenn, myn bryne altt saa guod. thaa well ieg giørri
tt for eders skylld .och ride hanom
burrmanimuod.
kong karuell er mynn wenn saa guod, weslig skall hand thett spørge. att ieg skal
l lade mytt vnge lyff,
førind burmand skall eder buorttførre.
hør y thett, ollger danske, laader eder thett inthett fortyke. ieg skall giffue
eder saa gaatt ett
suerd, thett skall bydde paa bryny hynd stercke.
ieg skall gyffue eder saa gaatt ytt suerd, och thett skall fuldwell rade. thuo a
llene bred och vii
allnne lang imelom hialtt och klodde.
hun tog hollger aff thorrnitt vd, hun luod hanom kleder skerre.saa satte hun han
om øffuerst tilbords,
hun skenkitt hanom wyn hynd klaare.
burrmand kaam der ridenn y gaard, hand agthett denn iunfrw hiemførre. holger dan
ske red hanom vd igenn,
hand fiek hanom anditt att giøre.
tthi fegttis y stunde, thi fiegttis y thuo, thend thridy giordde thy thielllyge.
saa saatte dy denom
paa en stieen, derr wilde thi seede att huile.
tthett wor vnge kong burmand, hand thaaller till olgerr danske. wielt du nu thro
 paa myn gud, tha will
ieg tage deg til faange.
tthett suarde vnge olger danske, hand yppitt først denn kyff. første du komer y
hølffuede ind, sig,
ollger hand sennde deg dyd.
samell daa rende thy heelleder thuo, och thi war kiemper saa sterke. synder daa
gick derris guode hiellem, och glaffuind
flyø y marke.
tthi stride daa altt saa mandelig, thi war buode thrett och muod. thett wor hynn
d vnge kong burmand,
faldt død for holggers fuod.
ollger red til denn skønne iunfru, gaff hynder buode hest och mand.nu maa y beho
lde den chrestenn
kong karuel for den hiedenske hund.
tthett wor daa hyndis faader, hand luod thett icke fortøgke. hannd gick seelleff
 ollgger vd ymuod,
med erre hand hanom vndfieck.
tthu staat op, iunfru gloriantt, myn kerre datter saa ween. och gak du selleff t
il ollger dansk, hand
haffuer deg løst fraa myen.
op stuod iumfru gloriantt, hun war saa small som enn wannd. hun løste aff hanom
bryny och suerdt alt
med syn huide hand.
hun tog hanom lestelig y synn arum, hun myndditt hanom for hans muond. luoffuett
 were gudfader y hiemerig,
y er buod karsk och sund.
melltte thett hieddenn konge buode med tuogt och synde. følge du nu ollger y hyf
fuen lofft ind och
lad hans saar forbynde. holger danske hand wand sieer aff burmand.
tthett war her suend felding, och hand red seg tell rom. thett matte alle danske
 pylygrim luoffue, att hand der nogen thid kaam.
tthett wor herre suend feelding, hand skulde aff danmarck ryde. daa geste hand s
eg en stalt iumfru
saa syldig en affttens thyde.
saa geste hand till enn frwe hiem, en frwe offuer ald maade.hun luod hanom sette
 ald offuerst
tilbord offuer ald den ryderskaare.
hun saatte suend felding offuerst tilbord offuer alle riderskaare. och alt spurd
e hun hanom seleff
att, och hueden hand komen waare.
hun suo altt paa hans skiortte, waar syd med guld hynd beste. thett er ingenn py
llygrim, oss haffuer
y afften giest.
tthett er ingenn pyllygrym, oss haffuer y afftten giest.thett er antten kongenn
aff danmarck,
helder ienn vdaff thy best.
ieg er ycke konnge aff danmarck, och ieg rider icke saa sterck. ieg er en fattig
 pylligrim, er
fød y danmarck.
hør y thett, myn stalltte iumfru, y lader thett icke fortøcke. ther fødis mange
bøn y danemarck ,
och huer alt med syn løcke.
ieg haffuer thett alle myne dage hørtt, dy danske mend er saa frume. ieg thacker
 gudfader y hiemerrig,
her matte ien aff denom kome.
hør y thett, myn edelig herre, ieg klager eder aff myn waande. her er enn throld
 woond y thette
land, hand well legge ødde myn lande.
her er en throld wonn y myn land, hand well myn land forødde. hand well icke haf
fue anden kost,
ind fruer och iumfruer til fødde.
haffde ieg hest, och haffde ieg haarensk, ther meg wor well till maade. tha wild
e ieg giøre thett
for eders skyld, och brydde med throlden en staage.
tthy liede vd thy spanske ørsz, thy war alle muorehuide. suend feldinng lagde pa
a deris hoffuett
syn haand, thy faltt paa iordenn som thygge.
tther wyllde ieg gyffue tiell thett røde guld, och well ett hundrett marck. att
ieg haffde nu
en danske hest, war fød vdj danemarck.
tther kaam gangind en møllermand, hand feck saa weell tiell orde. ieg haffuer sa
a guod en danske
hest, yhuem hanom ride thuorde.
ind haffuer ieg en danske hest, er fød y seebylund. huer synde hand tiell møllen
n gaar, daa ber
hand xv pund.
hør du, guodenn møller, du lad meg heestenn siee. daa well wy oss, wy danske thu
o, och stryde imod
walske thry.
den tyd der hestenn hand kaam fram, thett wor, som møllerenn sagde. hyffuen hoff
 och breden bringg,
suend feldinng synn saadell paa lagde.
hannd giorde hestenn saa offuerfast och miest altt eftter synn tøcke. hestenn fa
ltt for hanom y
knee, och giordenn gyck alle y støcke.
ieg førde vd aff danemark well xv guode guldrinnge. haade ieg nu en saadellgiord
, thaa skulde thy
alle springe.
tthett thaa waar fruer och stalltte iumfruer, thy luod enn saadellgiord redee. k
ortterthyk och
allnebred, suend felding luod thy thend gyffue.
suend felding      drog aff syn haanske smaa, hans hynder war murinde huide. sel
leff giordett hand syn
guode hest, paa suenden thuorde hand icke lyde.
hand giorddett heestenn saa offuerfast och seeg saa well till maade. hestenn fal
d for hanom y knee,
suend felding thett fuld well suo.
veste ieg thett, myn guode hest, att thu haffde mandeweed. thaa skulde ieg deg e
n precke liene,
alt førind ieg sieder til theg.
tthett første red, thy samell red, thy hellned war buode sterke. suend felding h
ans sperrd y sønder
gyck, hans skiold drøff langtt y marck.
suend feldinng fandtt paa saa gatt ett rad och seg saa well til frome. thu mød m
eg y morgenn y
marcken vd, tha well ieg her weslig kome.
saa gyck hand seg til kiercke, och luod hand seg berette.saa thuog hannd thett w
yde aufflad,
luod y syn    sperrestage sette.
leger y nu boortt thett kronede suerd, ieg kand der inthett med giøre. y tager m
eg hyd en skudemast,
thend megtter ieg well att førre.
tthett anditt reed , thy saamell red, thy hellned war buode wrede. den vnde hans
 halsz y sønder
brast, hans hoffuett fløff langtt y hyede.
hans hoffuett y fem, hans røg y ny, hans byenn vdi thry styøke. saa red hand tie
ll denn skønne
iumfrue, hand mone hinder en skaalle till driecke.
hun sende vd thy rider ny, luod thage den herre fraa hest.land och rige well wy
eder gyffue, om
y well den lyly feste.
ieg haffuer meg en iumfru fest , en harris datter aff rom.suiger ieg hynder myn
thro y dag, tha
fanger ieg icke duom.
ieg haffuer meg en iumfru fest y østerkongens rige. for syuff thønder aff thett
røde guld wylde
ieg hynder aldrig suige.
i lader nu biuge en stad her for alt med saa møgen frome. y loffuer meg aldrig h
ereberig att spaare
for pillegrim, som her mone kome.
geester eder nogenn dandske pillygrim, daa spaarer huerckenn wynn eller brød.bed
der gatt for her
suend felding, hand er for langen død.
11