DDE ID-7000

Fra DDHFwiki
(Omdirigeret fra ID-7000)
Spring til navigation Spring til søgning
ID-7000

Dansk Data Elektronik, DDE, blev grundlagt i 1975 og markedsførte allerede i 1976 sin første datamaskine ID-7000. ID-7000 blev først og fremmest brugt til tekniske anvendelser, da den især var bygget til dataopsamling, signalbehandling, processtyring, overvågning og kommunikation. Navnet "ID" står for "Industriel Datamat". De første anlæg blev leveret til Skibsteknisk Laboratorium (dataopsamling og overvågning) og Strandvejsgasværket[1] (overvågning af distribution af bygas). Der blev i alt solgt et par hundrede.

Opbygget omkring en mikroprocessor bestod det modulære system af op til 20 forskellige moduler (printkort), der med mange kombinationsmuligheder gjorde ID-7000 meget fleksibel.

Tekniske detaljer

ID-7000 har samme filosofi som Altair 8800. Denne blev lanceret i januar 1975 og er anerkendt som den første reelle personlige computer[2]. Man fik grundlæggende en tom kasse, som man satte printkort i. CPU-kortet er et af disse. Derudover skulle man også have et ID-7001 PROM modul, hvor enten applikationsprogrammet er indlagt eller DEBUGGER/MONITOR til at indlæse andre programmer fra hulstrimmel.

Eftersom ID-7000 er en industridatamat, kom der de følgende år et stort antal I/O-moduler til rådighed, og maskinen blev mere generel - således at den blev markedsført til datalære i skolerne indtil SPC/1 blev lanceret. Af moduler kan nævnes 2K Statisk RAM, 8K dynamisk RAM, Teletype/skærm interface, Analogt input , output og multiplexer. PROM-writer, Floppy disk og Wire-wrap.

  • CPU: Intel 8080. Klokfrekvens: 2 MHz. 19 Buspositioner.
  • Internt lager: Kombinationer af 2 KB statisk RAM, 8 KB dynamisk RAM, og 8 KB elektrisk reprogrammerbar ROM.
  • Baggrundslager: Mulighed for diskettedrev med ID-7014 eller ID-7045 modul.
  • Ind/Ud: Hulstrimmellæser og -perforator.
  • Styresystem: MIK eller MIKADOS.

Oprindelig system software

DDE leverede i starten tre programmer, til primært at redigere, oversætte og fremstille nye PROMer med kundens eget software. Det første program skal være i PROM, de to andre kan indlæses fra hulstrimmel.

Debugger/Monitor
Dette program kan bruges til at undersøge indholdet af hukommelsen, skrive/læse hulstrimler og brænde nye PROMer via ID-7011 modulet.
Assembler
Oversætter kildetekst til maskinkode. Input kunne komme fra en Teletype Model 33 eller en hulstrimmellæser. Dette program kræver minimum 2 KB RAM fra et ID-7002 modul.
Text editor
Med dette værktøj kunne man redigere sin kildetekst ved at læse en blok på op til 60 linjer ind fra hulstrimmel, rette i teksten, og skrive den ud på en ny strimmel. Størrelsen 60 linjer var valgt fordi det kan gøres med 2 KB RAM, og det svarer til én side på en teletype.

Fra 1977 skiftede DDE til kun at anvende operativsystemerne MIK eller MIKADOS til ID-7000. Begge var modulært opbyggede, multiprogrammerede sandtidssystemer, der var indbyrdes kompatible. MIK styresystemet var beregnet for mindre systemer uden disketter, og startes fra ROM, mens MIKADOS var en udvidelse til at være et diskette-orienteret system. De nye operativsystemer gjorde det muligt at have flere processer/programmer kørende samtidigt, således at flere brugere uafhængigt af hinanden fra hver sin terminal kunne redigere, assemblere, udskrive og linke komplette programsystemer på det samme MIK(ADOS) system.

Programmable Logical Controller

Logikken i en ID-7000 var opbygget i nogle funktionsmoduler, som kun kunne programmeres og konfigureres af DDE. I midten af firserne ønskede Strandvejsgasværket og Sundby Gasværk, som jo havde eksisterende installationer, nogle forbedringer: Flere typer funktionsblokke og bedre hovedstation. Bibeholdelse af gammel hardware, så der ikke skulle laves nyinstallationer og omfortrådning i styretavler. DDE skrev kontrakt på at levere det, men den ene programmør, som kendte ID-7000 havde andre opgaver også. For at kunne levere det kontraktuelle besluttede DDE at skifte al firmware ud med PLC kode. Enhederne kunne dermed fjernprogrammeres over det almindelige kommunikationsnetværk, som allerede blev brugt til at sende målinger og kommandoer på.

Programmeringen foregik via en semigrafisk programmeringsinterface, der afvikledes på en Supermax hovedstation. Når koden var færdig i programmeringsværktøjet, blev der ud fra den grafiske opbygning genereret maskinkode, der efterfølgende kunne downloades og eksekveres på ID-7000 uden yderligere operationer. Men på trods af denne nye funktionalitet var ID-7000 i realiteten udfaset og erstattet med IPC/1.

Billeder

Mere information


  1. Styring af distributionsnet med datamater
  2. Bemærk at Altair 8800 kan programmeres via frontpanelet og der var kun 256 byte RAM for at holde prisen nede. Det første alternativ var IMSAI 8080, som kom i slutningen af 1975.