Camputers Lynx
Camputers Lynx var en 8-bit computer med Z80A CPU fra Storbritannien, der oplevede et kortere liv end de fleste andre produkter på hjemmecomputermarkedet. Den blev primært solgt i Storbritannien og Europa. Camputers udgav Lynx 48 kB i marts 1983, som en konkurrent til ZX Spectrum. Computeren blev hurtigt opgraderet til en 96 kB version i september 1983, hvorefter nuværende 48 kB ejere skulle sende deres maskiner ind til en mekanisk opgradering. En 128 kB version blev udgivet i december 1983.
De to største 96 kB og 128 kB modeller havde mulighed for 80-kolonners tekst, højopløsningsgrafik, og CP/M operativsystemet med et eller to 5,25" diskettedrev som ekstraudstyr. Man kunne opgradere fra en lille model, og dermed udbygge maskinen fra en hjemmecomputer til et professionelt system. Dette blev dog hurtigt dyrere end at købe en fuld CP/M computer.
Lynx i standardstørrelse var prissat til omkring £225, hvilket placerede den i den dyre side af markedet for billige hjemmecomputere. Kraftige udsving på computermarkedet fik Camputers til at gå konkurs i juni 1984, hvorefter aktiverne blev overført til Anston Technolology, som derefter overførte de resterende materialer og aktiver til en brugergruppe (National Lynx User Group) i 1986.