Fotosætter

En fotosætter (også kaldet en fotosatsmaskine) er en trykkerimaskine, der bruges til at fremstille tekst og layout på lysfølsom film eller fotopapir. Teknologien kaldes fotosats og var det helt store teknologiske bindeled mellem det gamle bogtryk med blysats og den moderne, digitale desktop publishing (DTP). Maskinen revolutionerede den grafiske branche i midten og slutningen af 1900-tallet.

Virkemåde

1. Indtastning: En typograf eller sætter indtastede teksten på et tastatur koblet til maskinen.
2. Eksponering: I stedet for at støbe bogstaver i flydende bly, brugte fotosætteren lys. Maskinen havde en roterende skive eller filmstrimmel med alle bogstaver og tegn som negative billeder.
3. Fotografering: Når en tast blev trykket ned, blev et lynhurtigt lysglimt sendt gennem det korrekte bogstav på skiven og projiceret ned på en lysfølsom film eller fotopapir via et linsesystem. Linsesystemet gjorde det muligt nemt at skalere skriftstørrelsen op og ned.
4. Fremkaldelse: Den færdige film eller rulle med fotopapir blev fremkaldt i et mørkekammer eller en fremkaldermaskine.
5. Den færdige tekst ("satsen") blev derefter brugt til at klæbe layouts op eller til at belyse trykplader til offsettryk hos en bogtrykker.

Hvorfor var den vigtig?

Før fotosætteren brugte man tunge og langsomme blytyper (f.eks. Linotype-maskiner). Fotosætteren overflødiggjorde det smeltede bly, hvilket gjorde arbejdet i trykkerierne langt hurtigere, renere og mere fleksibelt. I 1970'erne og 1980'erne kunne de mest avancerede fotosættere spytte tusindvis af tekstlinjer ud i minuttet, hvilket var essentielt for produktionen af aviser og ugeblade.

I løbet af 1990'erne blev fotosætteren gradvist overflødiggjort af DTP (Desktop Publishing) på computere (som Apple Macintosh) og software som PageMaker, InDesign og QuarkXPress. I dag sendes digitale filer direkte fra computeren til trykpladen (kaldet Computer-to-Plate eller CTP) eller printes direkte digitalt, hvorfor fotosætteren i dag primært findes på museer.