HP-35

HP-35 var verdens første håndholdte videnskabelige lommeregner. Den blev introduceret af Hewlett-Packard i 1972 og revolutionerede måden, som ingeniører, forskere og studerende udførte beregninger på. Navnet "35" kom simpelthen af, at maskinen var udstyret med præcis 35 taster.
I 1968 lancerede HP modellen HP 9100A, som var en avanceret videnskabelig regnemaskine. Den var dog på størrelse med en skrivemaskine, tung og lavet til at stå på et skrivebord. Bill Hewlett udfordrede omkring 1970 sine ingeniører med et meget simpelt og konkret krav: De skulle skrumpe HP-9100A til en tiendedel af størrelsen, så den kunne passe præcis i hans egen skjortelomme. Designerne måtte bogstaveligt talt måle hans skjortelommer for at ramme de rigtige dimensioner.
Oprindeligt blev HP-35 udviklet som et internt værktøj. Bill Hewlett tænkte, at hvis HP's egne tusindvis af ingeniører og forskere kunne drage nytte af en bærbar, videnskabelig lommeregner, var projektet værd at investere i. Han ræsonnerede, at hvis hans egne folk var begejstrede, ville eksterne ingeniører nok også være det.
Det viste sig at være en af de mest profitable beslutninger i it-historien. Texas Instruments' direkte svar på HP-35 var TI SR-50. Den blev introduceret i januar 1974 – to år senere.
Funktioner
De fire regnearter, kvadratrod og reciprok værdi var en selvfølge. Det, der aldrig havde været på en lommeregner før, var: Trigonometriske funktioner, logaritmiske og eksponentielle funktioner - både for e og 10.
Ligesom forbilledet HP-9100A brugte HP-35 også Omvendt Polsk Notation (RPN). En beslutning de fortsatte med for alle regnemaskiner i 1970'erne og 1980'erne, og det findes stadigvæk på nogle nutidige modeller.

HP 35s
HP 35s blev lanceret i 2007 i forbindelse med 35-års jubilæet for HP-35. Denne model lader brugeren skifte frit mellem traditionel algebraisk indtastning og RPN. Den har 30 KB brugerhukommelse og over 800 uafhængige lagringsregistre. Derudover har den HP Solve: En kraftfuld applikation, hvor man kan indtaste og gemme en ligning. Lommeregneren kan derefter lynhurtigt isolere og løse ligningen for en hvilken som helst ukendt variabel uden, at man skal omskrive formlen manuelt.