Konverteringsanlæg/Postgiro, GiroBank, BG Bank, Danske Bank

PC og disketteudstyret

SCSI drev pr. 01.05.2012

Systemet har (med mange ændringer/tilføjelser/udvidelser) kørt fra 1990 indtil 1.1.2007.

Det begyndte sit liv som decideret manuelt diskettekonverteringssystem med Octopus Software (den store IBM AT-lignende box i højre side). For de teknisk interesserede kan det nævnes at Octopus' controllerne 512 (XT 8 bit til SCSI) og 7250 (SCSI til 1x 34-pin med op til 4 device adresser, 1x 50-pin, 2x MFM disk) kom fra Scientific Micro Systems. Boxen var udstyret med et 8" DSDD drev fra YE data, 2x 5.25" (360k og 1.2M) fra TEAC og 2x 3.5" (720k og 1.4M) også fra TEAC. Der var også en box med Archive 150 og 525 MB drives for kunder der leverede QIC tapes.

Omkring 1992 blev systemet udvidet betragteligt, dels med flere konverteringsmaskiner, og dels med autoloadere (8", 5.25" og 3.5"), da produktionen ikke kunne følge med antallet af medier. I samme omgang blev der udviklet og leveret software og hardware, så mediernes behandling blev styret af stregkoder på selve mediet. Al hardware hertil kom fra InterMec. Softwaren var udviklet af Farum Data ApS.

Den valgte stregkode med plads til 16 tal, gav plads til et formatnummer(4), et volumenummer (3), og et nummer der enten var et projekt- eller kontonummer(9), eller en henvisning til en database, hvor der så stod hvordan lige præcis dette medie skulle håndteres.

Den indbyggede scanner gjorde det muligt at ændre filnavnet til f.eks. kontonummeret, så man undgik at filerne overskrev hinanden (Giro havde et krav der gik på at alle filer skulle hedde INDDATA.PTG) Når disketten var læst og hævet ud af diskettedrevet, blev den scannet igen på vej ud af loaderen. Dette gjorde det så muligt at initiere en anden aktivitet, f.eks. kontrollæsning af den læste fil eller skrivning til logliste.

Samme logik kunne bruges ifm skrivning af disketter.

Kort efter gik Octopus' leverandør konkurs, og så måtte der findes en hurtig løsning, da systemet var absolut kritisk i Banken, da samtlige medier bortset fra open-reel tapes blev indlæst via disse systemer (se senere).

Der blev indledt et samarbejde med InterMedia i Lewes, England, som indvilligede i at erstatte softwaren gratis, hvis man indgik en aftale om at bibeholde en softwaresupportkontrakt i minimum 3 år. InterMedia havde ikke hørt om (og slet ikke implementeret) stregkoder og autoloadere før, så det blev en hektisk sommer. Plasteret på såret var at systemerne (der var på det tidspunkt 3 Octopus systemer i drift) skulle udvides med diverse SCSI drev : Tandberg (1/4"), DAT (4 mm kassetter), Exabyte (8 mm), Qualstar 3412S (reel-to-reel tapes) og 3490.

På grund af de mange ekstra stregkodeenheder måtte der findes controllere med mange COM-porte, idet hver loader skulle bruge 2 (selve loaderen og scanneren), en til en stregkode printer, og en til en lyspen. Lyspennen skulle bruges til at læse stregkoderne på de medier der blev læst/skrevet via SCSI drevene eller til at indlæse specielle stregkoder der blev brug til specielle funktioner, såsom programmering af stregkodeudstyr og til igangsættelse af specieljobs, f.eks. overførsel til magnetbånd.

På 2 systemer var der 2 loadere, en stregkodeprinter og en lyspen. På det sidste system var der en 8" autoloader (indkøbspris 95.000) og en printer. (Forbehold for unøjagtigheder).

Man skulle m.a.o. have rigtig styr på COM-portenes aktivitet.

Hvordan med hardwaresupporten? Jo, der blev indgået kontrakt der gik på at reparationer skulle være påbegyndt efter max. 3 timer. Hvor stumperne kom fra, interesserede dem ikke en bjælde. Jeg havde det meste på lager, men enkelte gange har jeg måtte låne hos kunder.

De sidste år, dvs fra 2002-2006 gik det hurtigt ned ad bakken med antallet af medier. Det er dog værd at bemærke, at 8" medierne holdt lige til det sidste, hvilket man ikke kunne sige om 5.25" disketterne.

Flere har spurgt : hvordan kan det være at 8" disketterne holdt så længe? Der er flere svar, men det mest indlysende er at 8" disketterne var meget brugt i.f.m. nøglefærdige systemer, f.eks. Trælast, Advokat, Husleje, osv. Disse systemer blev som regel leveret af mindre softwarehuse, som havde specialiseret sig i en bestemt branche. Når disse softwarehuse så ikke kunne overleve mere, havde kunderne valget mellem at skrotte det hele og bruge en masse penge på nye systemer, kurser, inventar, osv. (helt bortset fra at kontordamen ville brokke sig over at hun igen skulle lære et nyt system at kende), eller fortsætte med det kørende system indtil det ikke kunne hænge sammen mere.

For at give et indtryk af hvor mange penge der røg gennem systemet, kan jeg fortælle at den ansvarlige i BG Bank har fortalt at da det gik hedest til, var det sådan at hvis systemerne stod stille 1 dag, så ville rentetabet på ikke-gennemførte posteringer for den ENE dag, kunne betale for et nyt system. Og her snakker vi om noget der ligner 350-400.000 i salgspris.