Leporellopapir
Leporellopapir, printerpapir eller "papir i endeløse baner" var det primære medie for computerudskrift indtil printere fik arkføder. Papiret bliver trukket frem af to tandhjul - et i hver side - som papirets huller bliver sat henover. Papiret er perforeret langs med fremføringshullerne og mellem hvert ark.
Størrelsen på et ark er i USA 11 tommer (inch) i højden og 9½ tomme i bredden, hvilket matcher US Letter format (11 x 8½) efter afrivning af fremføringen. Da der printes 6 linjer per tommer, kan der være 66 linjer på et ark. Megen tidlig programmel var konfigureret ud fra den antagelse.
I lande, der har indført A4 standarden er længden 12 tommer og dermed kan der være 72 linjer på et ark. Dette er ca. ½ cm længere end et A4-ark. Bredden er 240 mm med perforeringer og 210 mm uden.
I halvfjerdserne skrev printere ud med 10 tegn per tomme i fast bredde. Dvs. et 'W' bruger den samme bredde som et 'l'. Det gav lige præcis plads til 80 tegn vandret med print helt ud til perforeringerne. Terminaler og hulkort-maskinel opererede også med en konvention på 80 tegn, så tingene matchede.
Der findes også specielle varianter. F.eks. med en bredde på 370 mm, med linjer eller med fortrykt tekst til formularer.
Det brede papir kaldes ofte for 132-tegns papir.
Tilbehør
Der var meget tilbehør. F.eks. mapper og omslag til at opbevare listerne i og mekanik til at skille arkene fra hinanden.
-
Papir uden perforeringer i 12 x 8½ tomme.
-
Omslagsmappe
Se også: Wikipedia Continuous stationery.
Navnet "Leporello-papir" er en reference til "Liste-arien" i første akt, anden scene af Mozart's opera Don Giovanni, hvor Don Giovanni's tjener Leoporello synger om alle de kvinder hans herre har betvunget: ("… men i Spanien, et tusinde tre…") imens "han udfolder stadig længere liste" med kvindernes navne.