RC/NIB/kap02

Fra DDHFwiki
< RC‎ | NIB
Spring til navigation Spring til søgning

Dask's første år

Af Bent Scharøe Petersen

Akademiet for de tekniske Videnskaber nedsatte i 1947 et udvalg med den opgave at »følge udviklingen på de moderne regnemaskiners område«. Udvalgets formand blev professor, dr. phil. Richard Petersen. Det første resultat af udvalgets arbejde blev udviklingen af en mekanisk differentialanalysator, medene man indtil videre fulgte udviklingen på ciffermaskineområdet. Det var på dette tidspunkt en bekostelig affære at starte et selvstændigt udviklingsprojekt, og riget fattedes penge, også da. Richard Petersen så en mulighed i, at det i 1952 oprettede Forsvarets Forskningsråd kunne skaffe bevilling til at bygge en ciffermaskine. Et arbejdsudvalg bestående af professorerne Richard Petersen, Jens Oskar Nielsen og Jørgen Rybner samt oberstløjtnant V. V. Mouritzen opnåede i 1952 tilsagn fra det svenske Matematikmaskinnämnden om, at man i Danmark kunne få stillet tegninger og know-how til rådighed for bygning af en kopi af den elektroniske cifferregnemaskine Besk (Binär elektronisk sekvenskalkylator), som siden 1951 var under bygning ved Matematikmaskinnämndens Arbetsgrupp (MNA) i Stockholm.

Matematikmaskinnämnden havde allerede i 1949 sendt en gruppe ingeniører og matematikere til USA for at studere matematikmaskiner. De påbegyndte ved deres hjemkomst til Sverige konstruktion af en relæregnemaskine baseres på telefonrelæteknik, og en maskine (Besk) baseres på elektronrør. Besk-projektet var sin tids mest avancerede europæiske projekt. Projektets chefingeniør Erik Stemme fortalte mig senere, at der i Matematikmaskinnämnden oprindelig kun var stemning for at bygge en relativt langsom seriemaskine, da denne jo alligevel på kort tid ville løse alle foreliggende problemer. Heldigvis havde Arbetsgruppen større ambitioner, så man byggede en parallelmaskine, der for en periode blev Europas hurtigste. De fleste nutidige minidatamater ville kunne slå den, sic transit ....

Efter i mit eksamensarbejde at have vist interesse for regnemaskinteknikken blev jeg af professor Richard Petersen spurgt om jeg ville rejse til Stockholm efter civilingeniøreksamen i januar 1953. I de næste år delte jeg min tid mellem studieophold ved MNA i Stockholm og arbejde hjemme som gæst på først Laboratoriet for Telegrafi og Telefoni, senere Teleteknisk Forskningslaboratorium, som i 1954 var oprettet under ledelse af professor J. Oskar Nielsen. Regnemaskineprojektet sorterede i øvrigt under Forsvarets Forskningsråd.

Professor Richard Petersen sled ministeriernes trapper og i 1955 lykkedes det endelig at få en bevilling på 900.000 kr. af Marshallhjælpens counter-part-midler. Bevillingen blev gives til forsvarsministeriet, som imidlertid ingen ambitioner havde om at gå ind i edb-branchen. Der blev indgået en aftale mellem Akademiet for de tekniske Videnskaber og ministeriet om, at akademiet oprettede et institut, der for ministeriets bevilling skulle bygge en cifferregnemaskine, og derefter skulle instituttet for egen regning drive maskinen som et offentligt tilgængeligt serviceorgan.

Regnecentralen, Dansk Institut for Matematikmaskiner, oprettedes som en selvejende institution under Akademiet for de tekniske Videnskaber 12. oktober 1955. Bestyrelsen blev sammensat af to medlemmer fra hver af institutionerne Danmarks tekniske Højskole, Forsvarsministeriet, Industrirådet, Københavns Universitet og Akademiet for de tekniske Videnskaber. Første formand blev Richard Petersen. Regnecentralen havde i et halvt år til huse i et lejet lokale på Teleteknisk Forskningslaboratorium, men så lykkedes det Richard Petersen via Carlsbergfondet at opspore et hus tilhørende Carlsberg på Bjerregårdsvej i Valby, og her etablerede Regnecentralen sig så i egne lokaler i april 1956.

Arbejdet med planlægning af den danske maskine tog sin begyndelse langt tidligere. Det var klart, at med den hastige udvikling, der skete, kunne man indføre forbedringer, og disse blev planlagt af de på daværende tidspunkt få, der havde heft berøring med udviklingen i udlandet. De første kurser i programmering og kodning for Besk blev afholdt i maj 1954. Fra Danmark deltog beregner Niels Ivar Bech, Københavns Telefon A/S, H. Brøns, værnepligtig civilingeniør ved Artilleriskydeskolen, og jeg. Foruden bekendtskabet med Bech, som udviklede sig til et mangeårigt samarbejde på Regnecentralen, blev der ved denne lejlighed etableret den første forbindelse til Saab, som også stod for at skulle bygge en Beskkopi. Det projekt blev begyndelsen til DataSAAB.

Dengang det virkelig var spændende om maskinen ville som vi. Bent Scharøe Petersen justerer strimmellæseren, mens Jørn Jensen kontrollerer ved kontrolbordet, 1958.
Dask's kontrolenhed. Foran panelet med de mange elektronrør står den hjemmelavede rørprøver, som blev brugt af »hardwarefolkene« ved den rutinemæssige test af elektronrørene. »Softwarefolkene« havde en anden form for test, når de en sen nattetime fik mistanke til maskinen. Man lod simpelthen en blyant klapre hen over rækkerne af rør, ligesom børn gør når de løber langs et stakit med en pind. De halvdårlige rør blev da hurtigt gjort til heldårlige rør, hvilket kunne ses ved at de holdt op med at gløde. Så kunne de udskiftes med et andet rør af samme slags, og man kunne regne videre.

Tidligere havde Peter Naur, Københavns Universitet, Astronomisk Observatorium, i USA studeret beregninger på hulkortmaskiner og ligeledes studeret den første europæiske cifferregnemaskine Edsac i Cambridge. På et senere kursus i Stockholm deltog Christian Andersen, Danmarks tekniske Højskole, Ole Møller, Søkortarkivet og Aage Winther, Niels Bohr Institutet. Der var således en lille gruppe, som kunne diskutere mulighederne for at forbedre Besk. Resultatet af vore konspirationer blev, at der indførtes indeksregistre efter forbillede fra Manchester-maskinen, og styring af ydre enheder som foreslåes af Saab. Jeg erindrer ikke om navnet på den danske maskine, Dask, også blev diskuteret i denne gruppe, det blev det i hvert fald på Regnecentralen og i dens bestyrelse, som var meget betænkelig ved et sådant tvetydigt navn.

To personer havde en særlig betydning for Bech, nemlig professor Richard Petersen og fru Karen Richard Petersen. De to var i sjælden grad en enhed følte alle vi, der kom dem nær, og de var i enestående grad trofaste. Richard Petersen og Bech var vel nærmest modsatte mennesketyper og det gav selvfølgelig modsætninger i mange situationer, men disse modsætninger opløstes altid i et godt resultat, som førte til en gensidig respekt og omsorg. Efter Richard Petersens død kunne dette bevares mellem professorinden og Bech, hvad der var helt afgørende for, at Bech efter sin svære krise blev næsten den gamle igen.
Billedet ovenfor viser Richard Petersen (til højre) i samtale med Herman H. Goldstine foran den halvfærdige Dask i september 1956. Goldstine var som matematiker med i den gruppe på Moore School of Electrical Engineering, University of Pennsylvania, der konstruerede den første elektroniske regnemaskine Eniac. Billedet til højre viser fru Karen Richard Petersen som opmærksom iagttager ved Regnecentralens generalforsamling den 14. juni 1971.

Bech var meget aktiv i alle de indledende diskussioner, og var i denne tid min væsentligste støtte hvad angik spørgsmål i relation til anvendelsen af maskinen. Han blev sammen med Chr. Andersen, Peter Naur og Ole Møller tilknyttet Regnecentralen som konsulent ved oprettelsen i oktober 1955. En af konsulenternes første og største opgaver var at stable det første kursus i programmering og kodning på benene. Kurset blev afholdt på Danmarks tekniske Højskole og er dokumenteret i »Lærebog i Kodning for DASK«, det første danske edb-værk.

Bech var primus motor i de forberedende arbejder for brugen af Dask og han havde ideer om, hvad den kunne bruges til. Da der fra september 1957 skulle udnævnes en daglig leder af Regnecentralen (direktør turde man endnu ikke kalde det) var der ingen tvivl om, hvem der skulle peges på. Bestyrelsens endelige afgørelse afventedes i spænding, men det blev selvfølgelig Bech. Det kunne simpelthen ikke være andre.

29. september 1957, en søndag eftermiddag, fik jeg det første testprogram fejlfrit igennem Dask. Det var den såkaldte n2-test hvor man beregner n2 på to måder, dels ved direkte multiplikation, dels ved addition ud fra det foregående kvadrattal efter formler n2 = (n-1)2 + 2n-1, hvorefter de to resultater sammenlignes. En meget primitiv test, men erfaringsmæssigt effektiv. Det var heller ikke for tidligt, for allerede i oktober skulle Dask demonstreres for den undrende offentlighed. Der afholdtes i Forum en udstilling om Elektricitetens og Atomenergiens mulige anvendelser, og i samarbejde med Standard Electric A/S var der etableret en fjernbetjening af Dask. Det realiseredes med tonekodesignalering på to telefonledninger, og ikke alene materiellet blev klar til udstillingen, men også programmerne, der omfattede skatteberegninger, beregning af trekanttilfælde (til glæde for gymnasieelever) og løsning af lineære ligninger. Senere rejste Bech og jeg rundt med dette nummer for at præsentere edb-alderen vest for Storebælt ved demonstrationer arrangeret af telefonselskaberne. Iøvrigt gennemførtes denne tidlige form for datatransmission også senere fra Stockholm.

Det første industrielle problem, som skulle løses på Dask, var stillet af Danfoss og drejede sig om beregning af formen på hjulene i hydrauliske pumper. Bech programmerede det selv og sad ved Dasks kontrolbord i juledagene 1957.

Niels Ivar Bech blev kendt for sine visioner og jeg kan bekræfte deres tilstedeværelse fra den første tid. Den administrative databehandlings muligheder stod ham klart allerede i de første år af Regnecentralens eksistens. Han pressede på for at få Dask udbygget med hulkortudstyr, linieskriver og magnetbånd. Disse problemer optog i overvejende grad vore diskussioner, så snart vi havde fået Dask i drift.