RC/NIB/kap03

Fra DDHFwiki
< RC‎ | NIB
Spring til navigation Spring til søgning

En materielproduktion vokser op

Af Tage Vejlø

Den gamle patriciervilla på Bjerregårdsvej 5 i Valby fik lov at afslutte sin historie med en vis værdighed i behold, da den gik på aftægt i Regnecentralens tjeneste. I forårsmånederne 1956 fik den en ansigtsløftning og make-up, så alderens rynker blev udglattet lidt, hvilket den kvitterede for med en udstråling af charme og hyggevarme, som kun ældre kan give.

Der blev liv i de gamle stuer, hvor stuklofterne og vægpanelerne forsøgte at holde på værdigheden. En spændende periode var begyndt. Danmark trådte ind i det, vi idag kalder for edb-alderen, og villaen skulle være stedet, hvor børneskoene blev trådt, og rammen om det vigtigste af alt - elektronregnemaskinen Dask.

Dask blev bygget op i det, vi med respekt stadig i daglig tale benævnede »spisestuen«. Dengang var datamater noget stort og tungt, og efterhånden som Dask voksede op, begyndte det gamle, men stadig velbonede egetræsparketgulv at knage i sammenføjningerne. Vi måtte understøtte i kælderen, hvor det store køle/ventilationsanlæg skulle installeres.

I opbygningsperioden hørte travlhed til dagens orden - af flere grunde. For det første var det et konstant kapløb imellem de til rådighed værende penge og forbruget af tid. For det andet lå det i luften, at dette projekt skulle gennemføres på rekordtid. Desforuden kriblede det i medarbejdernes fingre for at nå frem til det stadium, hvor vi kunne arbejde (lege) med den kørende maskine, hvilket vi anså for at være mere spændende end det at bygge den.

Hvis man i dag skal bygge en datamat, kan man købe alle komponenter - elektroniske som mekaniske - hvorefter man samler dem til det ønskede produkt. Dengang måtte man selv fremstille (eller få fremstillet) mange komponenter og delprodukter. I den tidligere billardkælder indrettede vi et mindre mekanisk værksted, hvor kravene og evnen til præcision var noget større end den, der tidligere var blevet ydet for at få kuglerne til at rulle hen over det grønne klæde. På dette værksted blev mange af vore special komponenter fremstillet. F.eks. fremstillede man hele den mekaniske konstruktion til ferritmatricen, som var 100% hjemmebygget.

Vi indkøbte fra USA 65.000 stk. ferrit-ringkerner, som vi skulle kontrollere og sortere på en sorteremaskine, der var bygget af Besk-gruppen i Stockholm. To af os rejste derop for at »plukke« ca. 43.000 kerner til vort ferritlager. Vi arbejdede på skift og omtrent i døgndrift, men i en gruppe vi var glade for at samarbejde med og som havde været med til at præge Regnecentralen. Ferritkernerne blev efter hjemkomsten til Danmark indsyet i planer med et net af 0,3 mm kobbertråd, hvor der i hvert kryds blev placeret en ringkerne. Dette arbejde blev udført hjemme hos medarbejdernes hustruer, som »kompensation« for den manglende - næsten altid arbejdende - ægtemage.

Dask's strimmellæser set bagfra. Det ser hjemmelavet ud - og var det også. Det store rør er lyskanonen med pære og linser til den optiske læsning af strimler.

Den første selvstændige enhed, som blev færdigbygget, var strømforsyningen, og det var et spændende øjeblik, da der første gang skulle trykkes på startknappen til den samlede enhed. De tilstedeværende medarbejdere slap for en stund deres arbejdsopgaver og fulgte andægtigt processens forløb. Var resultatet en succes eller skulle vi se blå gnister og tyk røg? Jo - alt fungerede, som det skulle, og en afslappet glæde bredte sig. Det var en festdag - den første af en række lignende i det følgende år. Man fejrede sådanne dage på forskellig vis. Et stykke wienerbrød til eftermiddagskaffen eller måske en stille hyggepilsner i direkte fortsættelse af den lykkelige begivenhed. Andre dage skillingede vi måske sammen til en flaske rødvin, som vi delte og nød til vore medbragte madpakker.

Strømforsyningens ensretterrør lyste med et ret kraftigt blåt skær ud i lokalet og ved passage udenfor på Bjerregårdsvej kunne man se dette blå skær igennem vinduet. I vejens nederste ende boede der nogle ældre mennesker, som også passerede nr. 5, når de skulle i byen. Disse mennesker havde hørt, at vi arbejdede med atomer og elektroner i nr. 5. Professor Richard Petersen, som på daværende tidspunkt var bestyrelsesformand for Regnecentralen - og meget aktiv deltager i det daglige administrationsarbejde hos os var en aften inviteret til middag hos føromtalte beboere på vejen. På et tidspunkt under middagen beklager damen sig over, at det ikke mere er muligt at gå op igennem Bjerregårdsvej med alle disse atomer og elektroner, som man jo kunne se lyse blåt igennem vinduet. Ved passage af nr. 5 kunne man ganske tydeligt mærke en voldsom prikken i huden, og det var da klart, at det stads kunne vi ikke holde inden døre.

Elektronerne tæmmede vi nu ret godt og efter nogle måneders arbejde havde vi så meget styr på dem, at Dask kunne trippe igennem få og simple programmer. Villaen var meget sjældent mennesketom - uanset tidspunkt på døgnet. Om man fik sin søvn om natten eller om dagen eller måske slet ikke fik søvn i et par dage, det tænkte ingen på. Kaffe blev drukket i spandevis som opkvikningsmiddel. Niels Ivar Bech's tiltræden som direktør i efteråret 1957 satte yderligere skub i arbejdet. Hans dynamiske og energiske form inspirerede alle til med begejstring at smøge ærmerne endnu en tak op.

Efterhånden som Dask blev mere kørende, blev kapaciteten i ferritlageret hurtigt utilstrækkelig og brugerne af maskinen pressede på for en hurtigere færdiggørelse af tromlelageret. Tromlerne var specialfremstillet og vort arbejde bestod i at påsprøjte den magnetiske belægning samt at fremstille skrive/læse-hovederne. Den magnetiske belægning hjemkøbt fra USA blev påsprøjtet med en malerpistol drevet af en støvsuger. Skrive- læsehovederne blev fremstillet på basis af hjemkøbte ferrithalvdele, som blev poleres på samlingsfladerne og derefter forsynet med en spole på hvert ben og sammenlimet. Aluminiumsfolie på 0,05 mm udgjorde luftgabet. Hovederne blev påsat tromlen og indjusteret til en given signalstørrelse. Justeringen skulle foretages med stor forsigtighed, idet et hoved, der gik for tæt på den roterende tromle, ville betyde beskadigelse af magnetbelægningen.

Efter indjusteringen kørtes et testprogram i 8-10 timer for at kontrollere kvaliteten, og da der nu var trængsel omkring Dask i dag- og aftentimerne (indkørsel af programmer), blev tromletesten henlagt til nattetimerne. Man startede testkørslen ved 10-11-tiden om aftenen og med kontrolbordets højttaler tilsluttet kunne man høre og følge rytmen i festprogrammet. Når der blev ro i huset, flyttede man en ottoman hen foran kontrolbordet og lagde sig til hvile. Søvnen indfandt sig hurtigt, bl.a. godt hjulpet af den rytmiske lyd fra højttaleren. Man blev næsten vugget i søvn og man sov med en god samvittighed, fordi man vidste, at arbejdet gik videre - udført af Dask. Hvis en kanal viste fejl, registrerede Dask det og testprogrammet stoppede. Den rytmiske lyd fra højttaleren skiftede til en skarp monoton lyd, der automatisk medførte vækning af den sovende. Justering eller måske udskiftning af det fejlregistrerede hoved blev foretaget og kort tid efter kunne den afbrudte søvn genoptages. Ved 7-tiden om morgenen gjorde man Dask klar til den nye dag (flyttede ottomanen), satte vand over til kaffe og gik til bageren efter friskbagte rundstykker. Når de øvrige medarbejdere ankom kl. 8, var morgenkaffen parat og der blev aflagt beretning om nattens hændelser samt hvad der kunne forventes af anvendelige tromlekanaler til dagens kørsler.

Julefrokost i produktionsafdelingen i Borups Allé, 1960. Fra venstre: Erling Thomsen, Nelly Bentzen, H.H. Østerbye, Lorette Christensen og Tage Emborg.
Stemningen stiger: Leif Hansen, fru Østerbye, Preben Mølkier, Olaf von Bülow, Mogens Eghøj og Bodil Nave Andersen. I forgrunden med det store grin: Bent Knudsen.

Aften- og natarbejde udførte medarbejderne uden ekstrabetaling. Regnecentralen havde simpelthen ikke midler til betaling udover de faste lønninger. Til gengæld blev overarbejde aldrig ydet under tvang eller pression, altid på frivillighedens grundlag. Vi arbejdede alle med samme mål: at skabe og bevare en god arbejdsplads.

Det kunne hænde i perioder med meget og trættende arbejde - og specielt i sommermånederne - at vi trængte til at slappe af en times tid. Vi gik da til en af de små familiehaver i Pilealle, hvor vi sammen spiste et måltid varm med på Regnecentralens regning. Stemningen dernede en lun sommeraften gav os netop den afslapning vi trængte til, og vi vendte tilbage til arbejdet med ny energi. Medarbejderstaben voksede, jo nærmere vi kom færdiggørelsen af Dask, og i den sidste fase kunne det ofte være vanskeligt at prioritere opgaverne. Vi havde kun én maksine, men mange mennesker med opgaver, der krævede adgang til maskinen. Interessekollisioner - men i positiv forstand - opstod. Arbejdsformen »at muldvarpe« blev opfundet for at neutralisere eventuelle uheldige virkninger. »At muldvarpe« betyder at udnytte kommunikationsveje, som ikke er i overensstemmelse med organisationsplanen og derfor formelt ikke lovlige, men som viser sig formålstjenlige.

Det var en sport at opnå resultater, som overraskede. Til tider var det endog nødvendigt at præstere mere end det, man normalt anså for at være muligt. Kundeopgaver på en ikke altid perfekt kørende Dask stillede os ind imellem på tålmodighedsprøver, som trods alt var underholdende. Hvis et resultat af en kørsel (f.eks. et lønprogram) ifølge en aftale skulle leveres til det rekvirerende firma onsdag morgen, så skulle det afleveres onsdag morgen, fordi personalet dér havde krav på deres løn til tiden, og firmaet havde entreret med Regnecentralen, fordi Regnecentralen havde en maskine, der efter sigende var både hurtig og sikker i sine beregninger. I en sådan situation, hvor Dask gjorde sig udtilbens, smøgede alle ærmerne op og arbejdede sig igennem, mange gange med håndindprikning af data, og trin for trin-kørsel af programmet, og nåede som oftest i sidste sekund at aflevere resultatet til den ventende kunde. Indsatsen for at nå dette blev ydet på tværs af alle fagskel, af såvel teknikere som programmører og matematikere samt direktør.

Denne beretning kan måske give læseren det indtryk, at Regnecentralens medarbejdere altid arbejdede hårdt og længe, hvilket naturligvis er urigtigt. Arbejdsopgaverne forekom oftest i klumper, hvor der ind imellem både var tid til hyggelig afslapning blandt kolleger - og fritid, som blev tilbragt hjemme sammen med familien.

Dask var et kært stykke legetøj, når vi havde tid - og når den var ledig - og det var ofte ved kontrolbordet, vi havde de bedste timer. Musikprogrammer blev meget tidligt fremstillet og ved en festaften med ægtefæller dansede vi til musik fra Dask.

Kørsel af kundeopgaver på Dask nåede hurtigt op på 8 timer pr. dag, og arbejdsformen blev efterhånden lidt mere kommercielt præget - uden dog at miste det bedste fra de første år. De tekniske opgaver var nu begrænset til vedligeholdelse af Dask og, i takt med at indtjeningen skabte mulighed for det, at udvide med tilslutning af perifert udstyr.

I slutningen af 50'erne blev det indenfor den elektroniske forbindelsesteknik mere og mere almindeligt at anvende trykte kredsløb (print). Regnecentralen fulgte med, men var generet af lange leveringstider og høje priser, hvorfor det blev besluttet, at vi skulle være selvforsynende også på dette område. Printfremstillingsteknik var kun kendt af få herhjemme, og de foretrak at være alene om denne viden. Ved hjælp af en gammel bog fra 1872 omhandlende stentryk samt nogle oplysninger fra et udenlandsk firma lykkedes det os på ret kort tid og med simple midler at fremstille prints i mindre antal. Teknikken forædlede vi henad vejen, og på et tidspunkt blev vi selvforsynende med en efter vore forhold ret stor produktion af prints.

Vejlø har taget arbejde med hjem. Solveig monterer printplader til Gier.

I perioden 1959-60 blev projektet Gier igangsat. Forskellen imellem denne opgave og opgaven at bygge Dask var først og fremmest, at Gier skulle udvikles og opbygges helt fra bunden af Regnecentralen, medene Dask delvis blev kopieret efter den svenske Besk. Andre ting, der gjorde den nye opgave til noget andet, var, at nu kunne man købe flere komponenter færdigfremstillet. Ferritmatricer og tromler kunne f.eks. nu købes, klar til at indmonteres i maskinen. Men opgaven blev spændende, bl.a. fordi det var en noget anden teknologi, der blev anvendt. Nok havde vi tidligere benyttet halvledere og trykte kredsløb, men kun i mindre omfang til udbygning af Dask med ydre enheder. Nu skulle et stort projekt bygges 100% transistoriseret.

Tidspunktet for Gier's færdiggørelse blev ret tidligt fastsat, og som for de fleste opgaver for Regnecentralen, var det blevet meget snært. Den fra tidligere så kendte arbejdsform med aften- og natarbejde blev igen taget i brug i teknisk afdeling. Man muldvarpede igen det bedste, man havde lært. Sportsånden fra de første år viste sig igen. I forsommeren 1960 tegnede der sig et ret godt billede af, hvad Gier skulle blive til, og interessen for den bredte sig. Man begyndte at tale om at fremstille flere udover den til Geodætisk Institut, og i begyndelsen af august måned blev det så besluttet, at der skulle produceres 8 stk. udover prototypen, men herom senere.

Den gamle skole i Præstø. Knud Bruun på vej over skolegården.

Medarbejderstaben var efterhånden vokset betydeligt, og forlængst var rammerne i villaen på Bjerregårdsvej 5 blevet sprængt. Regnecentralen havde indlogeret sig i villaerne Gl. Carlsbergvej 2 og 4 og i en del af stueetagen i nr. 8. Hovedparten af personalet bestod nu af matematikere og programmører, som havde til huse på de nye adresser. Forbindelsesvejen imellem villaerne gik igennem de tilhørende hyggelige - og af Carlsberg velholdte - haver. Man nød den korte spadseretur til og fra Dask og til tider var trafikken ret tæt. Den hyggeligste have var bag villaen Bjerregårdsvej 5, hvor vi i sommertiden samledes og spiste vor medbragte med på den solbeskinnede græsplæne. Mange arbejdsopgaver, som kunne udføres udendørs, gik man også i haven med, og samme sted blev der løst mange problemer - via diskussioner, måske over en sval pilsner. En meget stor hængebøg gav os i den varmeste periode den fornødne skygge. Havernes frugter udgjorde i sæsonen vores dessert.

Et nyt kapitel i Regnecentralens endnu korte historie skulle startes. Man skulle - omend i det små - til at beskæftige sig med noget, der lignede industri: Produktion af Gier. På grund af pladsnød i Valbylokalerne skulle produktionen etableres andetsteds, og da Regnecentralen i forvejen ikke havde overskud af teknisk personale, skulle den nye afdeling opbygges med nyt personale hentet på markedet. Det blev pålagt denne artikels forfatter at forberede og gennemføre igangsætning af produktionsafdelingen.

Den nye afdelings opgave lød som følger: »Byg 8 stk. Gier med levering af 1 stk. pr. måned, første gang d. 1. april 1961«. En umulig opgave? Den blev ihvertfald ikke gennemført til tiden men meningen var god nok - og typisk for Niels Ivar.

Afdelingen startede d. 12. december 1960 med ialt 8 medarbejdere, hvoraf 7 aldrig før havde beskæftiget sig med - eller set - en elektronregnemaskine. Lokalerne havde vi lejet i det nye telefonhus på Borups Alle. Vi havde to handicap, da vi startede. Det ene var, at opgaven var tidsbegrænset til et år, hvorefter vi skulle lukke og nedlægge afdelingen. Det andet var, at Gier endnu langt fra var færdigudviklet. De nye medarbejdere var blevet gjort bekendt med begge forhold, men gik alligevel med til at starte en usikker fremtid.

Det eksisterende dokumentationsmateriale (tegninger, beskrivelser) var meget beskedent, og i sin udførelse beregnet til at anvendes af personalet i udviklingsafdelingen, der havde fulgt og kendte projektet. Der var ikke tid til at fremstille et bedre materiale. Som supplement til de mangelfulde tegninger affotograferede vi alle detaljer i prototypen. Kombinationen tegninger- farvelysbilleder var tilstrækkelig god til, at produktionsresultatet blev i overensstemmelse med prototypen. Det første produktionseksemplar blev opbygget i hælene på prototypen i Valby, og som følge heraf svingede arbejdsmængden hos os til tider voldsomt. Vi havde perioder, hvor vi stod i venteposition for nyt arbejde, men medarbejderne var indstillet på at yde deres bidrag for at udjævne. En dag med mangel på arbejde holdt man fri mod til gengæld at indarbejde det på overtid senere, når der var behov. Som en anden udjævningsform benyttede vi i udstrakt grad underleverandører, der enten kunne være medarbejdere i andre Regnecentral-afdelinger eller venner og familie, som udførte forskellige opgaver for os som hjemmearbejde.

Forsendelse af RC3000 nr. 100, marts 1969. Hjort har givet champagne. Hvorfor forsømme en god lejlighed til at holde fest? Fra venstre: Tage Vejlø, Frits Wulff, chaufføren fra transportfirmaet, H.J. Hjort, Poul Wilsen og Jørn Teudt. Med ryggen til: Ib Bernhard Pedersen.

Første produktionseksemplar, Gier nr. 1, var færdig og køreklar i midten af oktober 1961 og blev leveret til køberen i midten af december samme år. De resterende 7 af den igangsatte serie var forlængst afsat til levering i 1962, og beslutningen om igangsætning af en ny serie på 10 stk. blev taget i begyndelsen af 1962. Denne beslutning, der var en følge af yderligere efterspørgsel fra eksterne kunder samt ønsket om at anvende Gier til Regnecentralens afdelinger, blev signalet til produktionsafdelingens fortsatte eksistens. Vort første arbejdsår var forløbet under ret interimistiske og primitive forhold, men nu kunne vi begynde at etablere os på en lidt mere professionel form.

Produktionsafdelingens personale var i midten af 1962 på ialt 15 medarbejdere, og der var sikre tegn på, at en udvidelse var nært forestående. Lokaleforholdene i Borups Allé tillod ingen større udvidelser, hvorfor vi begyndte at overveje en udflytning. København frembød ikke nogen attraktiv løsning på lokaleproblemet, og flere af vore medarbejdere drømte om en tilværelse i provinsen, hvor naturen og den friske luft kunne kompensere for vor hektiske arbejdsform. I foråret 1963 købte Regnecentralen den tidligere, men nu nedlagte, kommuneskole i Præstø, hvortil vi flyttede afdelingen med 12 medarbejdere i løbet af foråret og forsommeren 1963.

Gier-produktionen fortsatte og blev suppleret med mange nye produkter. Kravene om produktion steg jævnt igennem årene, og dermed også medarbejdertallet, der kulminerede i 1970 med ialt 150 ansatte i afdelingen. Da var den gamle kommuneskole blevet for trang og et nyt byggeprojekt påbegyndt i 1969 - også i Præstø. Indflytning i den nye »fabrik« påbegyndtes i 1970.