RC/NIB/kap08
Gier på Læreanstalterne
Af Chr. Gram
Da jeg i februar 1962 blev fuldtidsansat på Regnecentralen, havde jeg allerede gennem flere år haft lidt at gøre med Dask og Regnecentralen, idet jeg havde medvirket ved adskillige kodekurser. Skønt jeg ikke vidste så forfærdelig meget om elektronisk databehandling, havde Niels Ivar Bech og Chr. Andersen overbevist mig om, at da andre vidste endnu mindre, kunne jeg sagtens tillade mig at optræde som lærer. Jeg fik ansættelse i »gruppen for numerisk analyse og tekniske beregninger ved Regnecentralens afdeling i København«, og en af de opgaver, jeg hurtigt blev blandet ind i, var at udvikle et omfattende matematisk-numerisk programbibliotek til Gier-maskinerne, som i den periode især blev benyttet til naturvidenskabelige og tekniske beregninger.
En del af disse procedurer fandt først deres endelige skikkelse efter hidsige diskussioner i »procedure-klubben«, som gruppens arbejdsmøder blev døbt. Her blev procedurerne endevendt og underkastet en minutiøs kritik, og vé den algoritmeforfatter, som benyttede variabelnavne der ikke faldt i gruppens smag, havde overflødige hjælpevariable eller brugte go to! Man må håbe, at brugerne har haft lige så megen fornøjelse af at anvende disse procedurer, som »klubben« havde af at lave dem. Det ville forresten være interessant nu at have statistiske oplysninger om brugen af procedurerne og for eksempel vide, hvor mange lineære ligningssystemer proceduren »Det Gauss« har nået at løse i de 12 år, den har eksisteret
Ved siden af det numeriske arbejde fik jeg rig lejlighed til at dyrke min interesse for undervisning. Bech fandt nemlig, at uddannelse og optræning af edb-specialister og -medarbejdere var overordentlig vigtigt, og at Regnecentralen burde bidrage så meget som overhovedet muligt, både ved etablering og ved gennemførelsen af edbuddannelse på alle niveauer. Han fornemmede den betydelige salgsværdi der lå i, at Regnecentralens folk virkede som lærere ved gode kurser, men han anså samtidigt - mere idealistisk - gode edb-kurser for at være til gavn for det danske samfund, og han forsømte aldrig en lejlighed til at understrege, hvor vigtig uddannelsen var i problemkredsen omkring indføring af edb. Han red denne kæphest såvel internationalt (som formand for Technical Committee 3, »Education and Training«, under IFIP) som herhjemme, hvor han selv holdt utallige foredrag, og hvor han tilskyndede os andre til at medvirke ved edb-uddannelse hvor som helst og når som helst.
Bechs entusiasme for sagen virkede meget smittende og inspirerende, men kunne undertiden være næsten for meget af det gode. Således blev jeg engang, mens Norsk Regnecentral og Regnecentralen drøftede en eventuel sammenslutning, med meget kort varsel sendt til Oslo for at give Norsk Regnecentral et kursus i Gier kodning. Bech gav mig det indtryk, at nordmændene næsten havde købt en Gier og nu stod og brændte efter at lære at bruge den. Da jeg kom til Norsk Regnecentral, viste det sig, at interessen måske var en anelse køligere, end Bech havde fortalt mig; men de hørte da pænt på mig, mens jeg i en hel uge forsøgte entusiastisk at gennemføre et kodekursus ved tavlen, uden nogen Gier eller anden maskine i miles omkreds! Det er det kursus, hvor jeg har haft sværest ved at holde gejsten oppe.
De fleste andre kurser mindes jeg med betydeligt større glæde, og blandt de allerbedste bør nævnes »professor-kurset« på Danmarks tekniske Højskole i juni 1964, lige efter installationen af Gier i Lundtofte. I 14 dage havde vi (såvidt jeg husker var lærerne Peter Naur, Peter Villemoes, Jens Jørgen Damgaard og mig selv) en særdeles interesseret og levende elevskare bestående af lektorer og professorer ved DtH, med hvem vi diskuterede Algol kontra Fortran, tekniske beregninger, numerisk analyse og edb-uddannelse af ingeniører, samtidig med at eleverne kæmpede med Gier-Algols syntaks, flexowriternes mekaniske fejl og Giers elektroniske luner.
Det kursus markerede i øvrigt afslutningen på en lang og sørgelig affære, der hed »samarbejdsaftalen med DtH«. Bech gjorde alt, hvad han kunne, for at fremme kontakten mellem Regnecentralen og læreanstalterne, og der var allerede omkring 1960 etableret forskellige løsere former for samarbejde med de højere læreanstalter. I 1959 blev Dask således første gang benyttet i forbindelse med eksamensarbejder på DtH, fra 1960 kunne maskiningeniørstuderende følge en edborienteret særstudieplan, som Aage Melbye havde været med til at tilrettelægge, og fra 1961 havde hvert år adskillige ingeniørstuderende praktik på Regnecentralen.
Det var også på Bechs initiativ, at der blev dannet en tværgående arbejdsgruppe i numerisk analyse, som i årene 1959-62 udarbejdede bogen »Selected Numerical Methods« (Chr. Gram, 1962). I denne arbejdsgruppe foregik et spændende og udbytterigt samarbejde mellem folk fra universiteterne i Århus og København, Geodætisk Institut, Søkortarkivet, DtH og Regnecentralen. Bech deltog i begyndelsen selv i gruppens møder, men da man var kommet godt i gang og diskussionerne begyndte at blive lovlig matematiske og numerisk-analytiske, foretrak han dog andre græsgange.
Men Bech syntes jo aldrig at noget gik hurtigt nok, og selvom de forskellige løsere kontakter fungerede udmærket, fandt han, at de højere læreanstalter tøvede for længe med at planlægge egentlige edb-studier og med for alvor at benytte datamaterne. Derfor startede han forhandlinger med både Århus Universitet og med DtH om en samarbejdsaftale, der skulle formalisere samarbejdet. Ideen var den, at ATV-instituttet Regnecentralen ville opstille Gier-anlæg og oprette særlige afdelinger ved læreanstalterne; afdelingerne skulle dels fungere som regnecentre for læreanstalterne, dels forske og undervise i databehandling i samarbejde med læreanstalterne.
Ideen blev velvilligt modtaget, og i slutningen af 1961 var man nået så langt, at DtH og Statens teknisk-videnskabelige fond fremsendte et aftaleudkast til ministeriet med en kraftig anbefaling af, at samarbejdsaftalen blev godkendt, så den kunne træde i kraft til april 1962. På Regnecentrale troede vi fuldt og fast på, at aftalen ville blive en realitet, 1 stk. Gier var allerede reserveret til opstilling i Lundtofte, og i mudderet foran bygning 305 i Lundtofte stod længe et skilt med teksten REGNECENTRALEN.
Aftalen indeholdt i øvrigt en paragraf om, hvis Regnecentralen anskaffede et stort databehandlingsanlæg, skulle det installeres i Lundtofte. Hvis samarbejdet var blevet etableret, ville DtH dermed have rådet over en Gier i 1962 og en CDC1604 datamat allerede i 1963, to år før NEUCC første gang satte strøm til sin IBM7090!
Samarbejdsaftalen var kædet sammen med en statsgaranti for et lån til Regnecentralen. Aktiviteterne var nemlig siden starten vokset så kraftigt - der var ca. 100 medarbejdere ved årsskiftet 61/62 - at en kapitaltilførsel var nødvendig. Derfor søgte man om en statsgaranti, men det blev den mistelten, der væltede aftalen. Datacentralens bestyrelse skulle »høres« i alle statens edbsager og udviste en i dag vanskeligt forståelig snæversynethed; Datacentralen frarådede finansministeren at indgå aftalen med den begrundelse, at »der ikke fra statens side gennem garantier, lån, tilskud eller på anden måde (bør) ydes støtte til etablering af andre elektroniske edb-anlæg til løsning af opgaver, som (Data)centralen er egnet til at udføre.« Dette forhindrede dog ikke staten i at modtage en datamat som gave fra IBM et par år senere!
Datacentralens indstilling bevirkede, at samarbejdsaftalens ikrafttræden blev forhalet meget længe, og skæbnens ironi ville, at da staten endelig i december 1963 kunne godkende en noget ændret aftale, var Regnecentralen netop ved at blive omdannet til et aktieselskab for at få tilført den nødvendige kapital. Bech måtte derfor i januar 1964 meddele DtH, at forudsætningerne nu var ændret, og samarbejdsaftalen måtte betragtes som bortfaldet. Det betød, at det frugtbare forsknings- og udviklingssamarbejde, der var aftalens bærende idé, aldrig rigtig kom i gang; de højere læreanstalter og Regnecentralen gik hver sine veje, og der er ikke tvivl om, at den spredning af kræfterne som dette medførte, har svækket og forsinket edb-udviklingen her i landet.
Hele sagen endte dog med, at DtH alligevel købte en Gier (med 30% rabat), som blev installeret i foråret 1964. Også ved andre læreanstalter og forskningsinstitutter dukkede Gier op i disse år, og i sommeren 1965 stod der ialt 9-10 Gier-anlæg på universiteter og forskningsinstitutter, og der var ikke ret mange andre datamater. Næsten hele den første danske generation af edb-brugere blandt studenter og forskere har derfor lært programmeringens vanskelige kunst på Gier-anlæg. Men Gier var også en glimrende undervisningsdatamat, især takket være den hurtige og pålidelige Algol-oversætter, der var avanceret både i kraft af brugen af virtuelt lager og i kraft af den meget udbyggede fejlfinding.
Placeringen af det ret store antal Gier-maskiner i undervisningssektoren har med sikkerhed passet Bech særdeles godt, fordi der herigennem blev skabt mulighed for at påvirke uddannelsen af edb-fagfolk. Hans syn på vigtigheden af at sørge for kvalificeret edb-uddannelse kan bedst belyses ved at citere slutningen af artikler »Elektronerne overtager sliddet«, som han skrev i 1962 (Bech, 1962):
»Vi behøver altså mennesker med fagkundskab inden for dette nye fagområde for effektivt at kunne udnytte de elektroniske databehandlingsanlæg. Hvilke egenskaber og kvalifikationer, der er nødvendige eller ønskelige hos en sådan fagmand, er det ikke let at beskrive - han skal besidde ingeniørens evne til systemkonstruktion, matematikerens logiske sans og stringente tænkemåde, økonomene begrebsapparat skal være velkendt, han skal have kendskab til statistikerens analyseteknik, kunne nedbryde et gives organisationssystem i dets enkelte bestanddele og samle det hele igen til noget mere hensigtsmæssigt - han skal først og fremmest være i besiddelse af en frodigt skabende fantasi.
Det er en lykke, at vore højere læreanstalter inklusive vore handelshøjskoler har draget det elektroniske databehandlingsanlæg og dets mange anvendelsesmuligheder ind i de eksisterende studieplaner og skabt nye specialstudier - det giver begrundet håb om, at vi engang ad åre vil få tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt kvalificerede fagfolk på dette område.«