RC/NIB/kap09
RC2000, en idé realiseres
Af Kurt Andersen
Mit første møde med Niels Ivar Bech fandt sted i efteråret 1959, da jeg søgte job på Regnecentralen. Uden større formaliteter blev jeg inviteret til et besøg i Valby, hvor Bent Scharøe Petersen og Henning Worsøe viste rundt, og fortalte, at det jeg havde lært om radiorør var forældet, for der stod Dask og var næsten to år gammel. Nu hed det transistorer. Derefter var vi sammen hos Niels Ivar Bech, hvor de tre holdt en demokratisk afstemning, om hvorvidt de kunne bruge mig. Resultatet blev, at jeg under Henning Isakssons ledelse kom med i arbejdet på Gier.
Efter ca. 2 år flyttede jeg til Århus i forbindelse med oprettelsen af afdelingen her. Arbejdet bestod hovedsagelig i udbygning af Gier, med konstruktion og tilkobling af buffersystemet, og tilhørende ydre enheder som båndstationer og pladelager.
Det var store og spændende opgaver, som fuldt ud kunne give mig nok at se til, men en ting fangede særlig min interesse, nemlig strimmellæseren fra Facit, måske fordi det var en mindre enhed som var til at overse. Det var et herligt stykke mekanik, med elektromagnetdrevet bremse og kobling, og med et læsesystem som virkede ved kapacitiv afføling, hvilket medførte at de mekaniske justeringer var ret kritiske.
Alle disse ting og det, at der blev annonceret en ny type servomotor, gav mig ideen til en ny strimmellæser, hvor princippet skulle være, at strimler ikke skulle starte og stoppe på hvert enkelt tegn, men transporteres med moderate mekaniske accelerationer, og så ved hjælp af et elektronisk buffersystem opnå de nødvendige start-stopmuligheder.
Ideen forelagde jeg Scharøe, som ikke var særlig begejstret ud fra de to hovedargumenter, at læseren ville blive meget dyr, og selvom princippet var at minimalisere mekanikken, så var der stadig megen mekanik, og den mekaniske konstruktion var ikke Regnecentralens stærke side. Dette argument havde Scharøe ret i, selvom jeg ikke var enig med ham dengang.
Derefter diskuterede jeg ideen med Niels Ivar Bech, som var mere positiv. Jeg har bagefter spekuleret over, om Bech ikke kunne eller ville se de mange problemer, som ville opstå ved en udvikling, som lå i yderkanten af Regnecentralens arbejdsområde, eller om han simpelthen spillede og tog en risiko, som i startfasen var forholdsvis overskuelig økonomisk.
I sådan en diskussion er det svært at holde hovedet koldt; jeg reklamerede nok lidt mere end fornuftigt, for læsehastigheden steg og udviklingstiden faldt. Resultatet af diskussionerne blev, at jeg fik lov at købe de nødvendige stumper, og så gik vi i gang.
Det viste sig hurtigt, at det hovedsagelig var de mekaniske problemer, vi fik svært ved at løse. Det er svært at trække papirstrimmel af en rulle med en hastighed på 18 km pr. time, og det er endnu sværere at holde op igen, når man først har fået begyndt. Vi lavede mange forsøg med diverse spoleholdere med arme og ben, men slutresultat blev at lade spolen ligge løst i et passende papirkammer.
Et andet mekanisk problem, at lave en låge til papirkammeret, burde have været banalt; det lyder nemt, men der er mange indbyrdes modstridende krav. Den skal være nem at åbne og lukke, den skal gå helt fri af papirkammeret, så strimler nemt kan komme ind og ud. Den skal være ren og fri for kanter, som strimler kan gribe fat i. Den skal være stærk, så den ikke går i stykker, og selvfølgelig nem og billig at producere.
Og så skulle bagpladen eloxceres, og for at få lidt liv over sagen skulle den være kraftig orange. Aldrig har jeg set sa afskyelig en blegrød kulør, den var lige ved at vælte hele projektet.
Til gengæld blev læseren forsynet med et stort navneskilt: RC2000. Dette kunne heldigvis sagligt begrundes med at lampen måtte afskærmes uden at lukke for køleluften.
Et andet og meget interessant problem var selve den fotoelektriske aflæsning af hulstrimlen. De mange overvejelser og eksperimenter resulterede i en konstruktion med små mærkværdigheder, såsom gevindskårne lyskanaler (gevindet reducerer uønskede reflektioner), og et par ekstra fotoceller til detektering af strimler, så læseren automatisk stopper efter strimlene udløb.
Der var også elektroniske konstruktionsproblemer, men det var som om de var mere velkendte og nemmere at løse. Betjeningsknapperne og deres funktion gav anledning til en kraftig diskussion, men det var dog næsten intet i sammenligning med uenigheden om teksten og dens udformning.
Det var en ret hektisk tid, hvor det godt kunne knibe med at overholde spisetiderne. Det er så længe siden, at de ulemper næsten er glemt, men jeg husker udmærket den støtte, jeg fik fra resten af afdelingen, og særlig den indsats som Per Andersen ydede med udformningen og opbygningen af den mekaniske konstruktion.
Derefter kom turen til produktionsafdelingen i Præstø, med hvem vi havde et udmærket samarbejde om produktionsmodningen. De lavede en masse ting om, og det var i grunden ikke så galt; bl.a. blev det optiske læsesystem forsynet med en maske til bedre specifikation af læsefeltet.
Vi prøvede også at få læseren patenteret, men det blev afvist, med den begrundelse at princippet var beskrevet som eksempel på automatisk styring i en elementær lærebog. Trods det synes jeg, at Regnecentralen har fået et positivt resultat af Niels Ivar Bechs opbakning af en idé til praktisk udnyttelse af elementær servoteknik.