RC/NIB/kap23

Fra DDHFwiki
< RC‎ | NIB
Spring til navigation Spring til søgning

Systemkonstruktion

Af Poul Sveistrup

Som ung stud.polit. fulgte jeg i 1954-55 Arne Jensens første forelæsninger i operationsanalyse. Det var nyt og spændende, men det mest spændende var måske, at det ikke var nyt. Allerede et halvt århundrede tidligere var de samme ideer og metoder blevet anvendt herhjemme - i KTAS. Det var her A. K. Erlang begyndte at anvende matematiske metoder og udviklede nye statistiske modeller for at kunne løse konkrete praktiske problemer. Det var her han udviklede Erlang-fordelingen simpelthen fordi han havde brug for den.

Det var i det miljø jeg første gang oplevede, at det afgørende i en videnskabelig tankegang ikke kun er det logiske ræsonnement, det matematiske bevis eller den empiriske falsifikation, men også modellernes praktiske anvendelighed ved løsningen af konkrete opgaver. De traditionelle krav til videnskabelighed kunne være nødvendige, men ville aldrig være tilstrækkelige.

Og det var i det miljø, jeg første gang traf Niels Ivar Bech. Som beregner på aktuarkontoret i KTAS hos Arne Jensen blev det Bech som blev sat til at fortælle os studenter om moderne beregningsteknik og til at demonstrere hulkortmaskiner ved et besøg på telefonhuset. Både Arne Jensen og Bech var imidlertid allerede dengang på vej ud af hulkort-alderen og ind i edb-alderen. Vi slap derfor for at skulle lære at tænke i hulkortbehandlingens begrænsninger. Vi kunne gå direkte ind i en diskussion af perspektiverne i en »uhæmmet« anvendelse af kvantitative metoder i beslutningsprocesserne i virksomhederne eller i styringen af samfundet.

Det var her jeg første gang mødte Bech som katalysator. Han havde en evne til at se klart gennem tanker, der endnu kun var dunkelt tænkt og derfor dunkelt udtrykt. Ikke for at kunne se konklusionen. Den var i reglen kendt fordi den fremgik af teksten vi diskuterede. Men for at kunne se hvor i et ræsonnement det knirkede, hvor en tankerække var på vej ind i en blindgyde, hvor det var muligt at tænke en anden vej rundt og dermed skabe klarhed.

Jeg ved ikke hvor meget udviklingen af denne evne - som Bech selv senere hen yndede at kalde at systemkonstruere - skyldtes hans problemer med en talefejl, hvor han kun kunne undgå en stammen, der kunne blive totalt blokerende, ved at undgå bestemte lydkombinationer. Men det var netop i disse år han lærte sig - ved at være uhyre bevidst over for strukturen i alle de sætninger og ord han skulle udtale - hele tiden at omstrukturere et forløb således at han undgik de faldgruber, han så udmærket vidste kunne opstå.

Nogle år senere, det var vist i begyndelsen af 1958, fulgte jeg som værnepligtig et kursus i kodning til Dask. Lærer var Ole Møller. Det foregik på Polyteknisk Læreanstalt i Sølvgade med flittig brug af tavle og kompendier, men uden direkte brug af maskinen. Det skortede ellers ikke på opfordringer fra Ole Møllers side til at bevæge sig ud til Valby for at prøve at køre, men afstanden derud var stor - og kun få på holdet nåede så langt. Ikke bare fordi den geografiske afstand var stor, men nok også fordi vi alle oplevede afstanden mellem det abstrakte og det konkrete som stor. Vi troede vi kunne lære det uden at prøve i praksis, forstod nok også principperne, men blev ikke fanget af det, og kun de færreste kunne bruge det til noget. At lave undervisning uden direkte maskinadgang var dødfødt.

Først i 1961 mødte jeg igen Bech. Jeg var dengang ansat på Handelshøjskolen i København og fik via min studiekammerat Aage Melbye kontakt med Regnecentralen. Aage og jeg havde i mellemtiden lavet kurser i matematik og statistik sammen - et led i efteruddannelsen af civiløkonomer og nu skulle der udvikles et undervisningsmateriale til brug for Regnecentralens kurser for erhvervslivet. Det blev bl.a. til det første edb-kursus i Databehandlingsforeningen (Sveistrup, 1961) og til de første skitser til det begrebsapparat som måtte være relevant når der skulle systemkonstrueres for automatisering af administrative rutiner - et arbejde med begreber og terminologi jeg aldrig siden har kunnet slippe. Jeg husker de første diskussioner af begrebsapparatet i en lille studiegruppe med interesserede fra erhvervslivet, bl.a. Erik Bruhn, Oscar Lund, Bent Gadeberg, G. Bak Hansen, Kurt P. Hansen og Fritz Larsen.

På det tidspunkt troede næsten alle at elektronregnemaskiner bare var regnemaskiner, altså noget man kun kunne lave beregninger på. Men Bech vidste noget andet. Han havde prøvet at lave kontorrationalisering ved hjælp af hulkort på KTAS - og han havde set de psykologiske virkninger af automatiseringen. Han havde set damer, som havde siddet i mere end 25 år og sorteret kuponer i et samtaleregnskab, græde da de skulle holde op. Ikke fordi de skulle fyres, for det skulle de selvfølgelig ikke, men fordi de ikke kunne forestille sig en anden tilværelse. Bech var oprørt, for det var jo en umenneskelig tilværelse de ikke turde slippe. Han troede på automatiseringens muligheder og på dens velsignelser. På at der blev skabt flere meningsfyldte jobs end de umenneskelige der blev afskaffet. Fremtiden lå ikke i de teknisk-videnskabelige beregninger, men i kontorautomatiseringen. KA-opgaverne som vi kaldte dem dengang.

Allerede fra den første dag i Regnecentralen satsede Bech på KA-opgaverne, og hvis nogen i dag undrer sig over at han kunne få lov til det på trods af en bestyrelse som ellers kun kunne tænke i beregningsopgaver, er det en forståelig undrer. Men forklaringen er ikke mindre forunderlig. Hele bestyrelsen troede nemlig, at alle Danmarks beregningsopgaver kunne løses på Dask blot ved 4 timers daglig kørsel. Der var derfor ledig kapacitet nok til direktørens mere fantastiske projekter. Bestyrelsen behøvede ikke at blive overbevist. Den så blot til med et smil.

Erhvervslivets folk skulle derimod overbevises. Det var ikke nok at nogle enkelte dristige pionerer viste vejen med de første KA-opgaver. Der skulle en meget mere massiv indsats til. Og da først Gier var sat i serieproduktion skulle markedet skabes. Det krævede kurser for erhvervslivet, og det forudsatte edb-uddannelse på læreanstalterne. Men Bech havde lært af erfaringerne. Ingen edb-uddannelse uden maskinadgang. Derfor skulle Gier ind på læreanstalterne - og også på Handelshøjskolen.

Det gik dog langt fra alle steder som Bech håbede. Handelshøjskolen forstod således til eksempel slet ikke hvad det var sagen drejede sig om. Man troede at ATV-instituttet var en grim kommerciel virksomhed der ville mase sig ind på den fine læreanstalt, og en sådan kunne man jo ikke give en fordel på bekostning af alle de andre »kontormaskineleverandører«. Bech tilbød at stille en Gier op uden andre omkostninger for Handelshøjskolen end de lokaler der skulle bruges, nogle reoler og en pot maling. Man kunne få al den køretid man ville bruge, blot Regnecentralen måtte bruge den ledige tid til kørsel af egne opgaver. Men det var for kommercielt.

Poul Sveistrup giver sit store flannel-o-graph nummer. Her er det i databehandlingsforeningen på Nyborg Strand i november 1964.

I sommeren 1963 opgav Bech at få noget ud af et samarbejde med Handelshøjskolen. Jeg havde da haft to års samarbejde med Regnecentralen på deltidsbasis. Den sommer var der NordSAM i Helsingfors. Her lærte jeg hvordan Bech bar sig ad, når han håndplukkede sine folk.

Min ansættelsessamtale fandt sted i saunaen på Otnäs. Til stede var også Helge Vilstrup fra Risø. Han led samme skæbne. Og så var der selvfølgelig alle de andre fra Regnecentralen - og måske et par stykker til. Efter badstuen og svømmeturene i fjorden var der krebsegilde med øl og finsk brændevin, og både Helge og jeg måtte for at kunne blive behørigt optaget i det gode selskab holde en improviseret tale med bundet emne. Det skulle være en tale for Prins Knud. Jeg husker ikke hvad jeg sagde, men jeg blev da anset - og det samme gjorde Helge.

Bortset fra de ydre omstændigheder tror jeg at det var typisk for Bech's måde at ansætte folk på. Han gjorde det ikke på viden og færdigheder måske fordi det var en selvfølge at Bech kun samlede på mennesker der havde sådanne - men på holdninger. Bech's relationer til andre mennesker var altid følelsesladede. Enten elskede man ham eller også hadede man ham. Enten beundrede man ham eller også frygtede man ham. Respekterede eller foragtede. Der var ikke nogen der var ligeglade. Og hvis der var det, kunne det også være det samme, for så var det alligevel ikke noget at samle på. Sålænge det var Bech selv der ansatte sine medarbejdere på Regnecentralen var alt godt.

Måske lige bortset fra likviditeten. Da jeg tiltrådte 1. december 1963 var det første der skete, at jeg blev fyret pr. 1. januar 1964. Det var lige midt i Regnecentralens første store krise. Første gang vækstkurven måtte bøje af fordi den stødte på et loft, på en øvre grænse for hvad indflydelsesrige mennesker, der ikke ville forstå de perspektiver der lå i Bech's ideer, kunne acceptere. Det var et spil om penge, om følelser - og om liv og død.

I årene 1965-69 gennemførte IFIP i samarbejde med ICC tre halvårskurser for folk fra udviklingslande, hvilket i denne forbindelse også vil sige østlandet Kurserne omfattede en teoretisk del og en praktisk del, hvor de studerende blev udstationeret rundt om i Europa, bl.a. på Regnecentralen. Det sidste kursus blev afholdt i Budapest, og billedet her er fra afslutningshøjtideligheden 20. december 1966, hvor Bech var med som medlem af ærespræsidiet. Fra venstre: Tolken, Sándor Faragó, Niels Ivar Bech, Ivan Kádár, R.A. Buckingham, István Huszár, S.D. Duyverman, Rezsö Tarján, Lajos Pesti, A.A.M. Veenhuis og Erwin Gömbös.

Jeg husker tydeligt de dramatiske dage omkring årsskiftet. Jeg var blevet sat til at lave en økonomisk opgørelse over lagre og igangværende arbejder i industrisektoren, eftersom jeg fra min tid på Handelshøjskolen måtte kende noget til regnskabsvæsen. - Herunder naturligvis også forskellen mellem værdiansættelsen ved en likvidationsopgørelse og ved en vurdering af aktiverne i tilfælde af en fortsættelse af aktiviteterne. Stor var derfor min forundring og frustration over at skulle lave en likvidationsopgørelse som grundlag for en videreførelse af virksomheden. Og det til trods for at det var i industrisektoren at de »reelle« aktiver fandtes, mens alt det med Regnecentralens »talenter« i regnskabsmæssig forstand meget mere lignede »fiktive« værdier.

Hvis Regnecentralen skulle bevares, måtte det imidlertid ikke være begrundet i et økonomisk argument. Den eneste farbare vej var omdannelsen til et aktieselskab, men aktietegningen måtte ikke begrundes i et profitmotiv. Begrundelsen blev derfor, at de »talenter« Bech havde samlet, ikke måtte spredes, og at den viden der lå i Regnecentralen skulle ud til - om ikke Hus og Hjem, så dog - erhvervslivet. Nøgleordet der løste op for krisen blev uddannelse.

Først langt senere forstod jeg, at det jeg dengang var vidne til ikke bare var økonomiske og finansielle overvejelser, men et spil der primært var bestemt af følelser. Der var interesser der ikke kunne tåle at Regnecentralen måtte likvidere, men der var også interesser der ikke kunne tåle, at det blev dokumenteret, at en lille dansk virksomhed - der tilmed var et ATV-institut - kunne konkurrere med de store amerikanske maskinleverandører.

Krisen blev overstået, og de fyrede blev genansat. Nu skulle der lægges planer for fremtiden. En gruppe ledende medarbejdere mødtes på Egelund til en intern målsætningsdebat. Bech's oplæg var en konstatering af den ny bestyrelses opfattelse, nemlig at man ønskede at holde sammen på den viden der lå i Regnecentralen og at denne viden skulle formidles til erhvervslivet - ikke direkte gennem profit, men indirekte gennem undervisning. Regnecentralens styrke var dens alsidighed, dette at den spændte over hele feltet. Skulle den overleve, måtte vi derfor også satse på hele spektret.

Ole Engberg fortæller: Efter en årrække hos Atlas i Lundtofte var jeg blevet ledig. Bech spurgte om jeg ville se de nye kontorer i Rialto. På 5'te sal - omgivet af byggerod og med ryggen lænet mod et halvtomme brædt, der spærrede for hullet til den rå elevatorskakt - spurgte han: »Vil De have denne etage til at lave en selvstændig undervisningsafdeling i edb?« Overrasket replicerede jeg: »Jeg ved intet om edb!« »Det gør intet. Regnecentralen har masser af folk der kan. Jeg må regne med at flere ender som professorer, og så skal vi have andre i stedet.« »Men jeg ved ikke meget om undervisning.« Også den klarede Bech: »Nej, men De kender til produktion. Der fastlægger man, hvordan det færdige produkt skal se ud, finder ud af hvilke råvarer man kan få og udformer processen derefter. Undervisning - det er det samme. Skal vi sige 1 år?« - Det blev til 8 år.

Der skulle produceres uddannelse - og det var der jo ikke noget nyt i. Bech havde allerede anset en produktionsmand, der havde lavet køleskabe på samlebånd i Lundtofte, Ole Engberg. Vi kom samtidig, og vi kom til at samarbejde om udviklingen af de nye kursusprogrammer. Vor baggrund var forskellig og vore holdninger var forskellige. Det førte blandt andet til at vi på vort første internatkursus kom i så voldsomt et spændingsforhold, at kurset udviklede sig til et veritabelt sensikursus - flere år før sådanne var opfundet. Vi kom igennem konflikten på konstruktiv vis, og netop dette viste sig at have en formidabel pædagogisk effekt, som vi helt bevidst udnyttede i de senere gentagelser af kurset. Vi har på forskellig vis samarbejdet lige siden, og har til stadighed kunne udnytte dette gamle spændingsforhold på kreativ måde. Jeg kan huske at Chr. Gram engang kom ind i undervisningsafdelingen på 5. sal i Rialtobygningen hvor vi sad, pegede ned på springvandsfigurerne på Frederiksberg Rådhusplads og udbrød: Der sidder Sveistrup og Engberg. - Vi sidder der endnu.

Rialtobygningen ved Frederiksberg Rådhusplads, hvortil Regnecentralen flyttede sit hovedkvarter i 1963. Springvandsfigurerne i forgrunden var ifølge Chr. Gram sindbilledet på samarbejdet mellem Engberg og Sveistrup.

Der blev produceret uddannelse. Og det blev til kurser både herhjemme og i udlandet. Selv var jeg således med i tre IFIP-ICC kurser i Rom, London og Budapest (se Sveistrup, 1967) og i utallige herhjemme. De ideer og tanker der var fostret på Regnecentralen fandt efterhånden vej til erhvervslivet i form af undervisningsmateriale, der blev anvendt først og fremmest i efteruddannelserne, men efterhånden også på læreanstalterne. Blev selve materialet ikke brugt blev i al fald ideerne brugt. Regnecentralen blev den store katalysator for edb-uddannelsen.

Jeg husker Bech fra en række af de kurser vi selv gennemførte. Han fik en aften for sig selv til visioner og inspirationer. Han havde en særlig teknik med at tale så sagte at folk var nødt til at koncentrere sig om hvad han sagde for at kunne høre og for at kunne følge med. Men netop denne koncentration betød i reglen at de også koncentrerede sig om indholdet i det Bech sagde - og dermed havde han indfanget sit publikum. Og han kunne holde det fanget i timevis.

At kreativitet udspringer af spændinger vidste Bech. Han udnyttede det. Det blev en del af hans livsstil. Jeg husker en aften vi havde Bech ude til middag, vi var vel en halv snes mennesker og havde det hyggeligt. Pludselig smider Bech en brand i den almindelige konversation ved at postulere, at man ophører med at være kreativ, når man passerer de tredive. Vilde protester. Alle var vi jo over tredive år gamle. Diskussionen bølgede og temperamenterne glødede. For nogle var det et spørgsmal om accept eller ikke af en provokerende pastand de ikke kunne lide. For andre var det et spørgsmål om at trænge ned bag påstanden for at finde den bagvedliggende forklaring, der kunne begrunde påstanden.

Det var en blændende illustration af Bech's teknik. Han fik holdningerne frem til overfladen, og han fik sat en kreativ diskussion i gang.

Direktionen arbejder. Poul Dahlgaard, den »økonomiske«, forelægger forslag til organisationsplan.

Om vi fandt forklaringen den aften eller først senere husker jeg ikke. Men det var den samme forklaring som lå bag Bech's organisationsideer. Kort fortalt er påstanden sand for et menneske der kun satser på karrieren. Det giver en udfordring, men ikke nye udfordringer. Det giver en spændingstilstand, men ikke en vedvarende spænding. Den kan kun holde til man er tredive. I en Bech'sk organisation må der derfor ikke være plads til karrieremønstre - og derfor må der slet ingen mønstre være. Skal der være en struktur, må den være yderst fleksibel og den skal ændres inden den gror fast til et karakteristisk mønster. Derfor ville Bech aldrig lave organisationsplaner og helst kun anvende sin egen teknik til at skabe fleksible strukturer, den teknik som han kaldte at »muldvarpe«.

En muldvarps gange er underjordiske og kan ikke ses. Man véd de er der, for det kan man se af alle muldvarpeskuddene, men disse røber ikke det mønster af gange der ligger under. Og det er ikke gangene der skaber strukturen, det er de funktioner muldvarpen udfører når den futter rundt dernede og rumsterer. Så snart muldvarpen er væk smuldrer systemet.

Bech's standardspørgsmål til en medarbejder der viste tegn på at gro fast i et mønster, han kunne bilde sig selv ind var et karrieremønster, var: Hvad skal du lave om 5 år? - Underforstået, i al fald ikke det du sidder med nu. Hvis ikke du af dig selv kommer med nye ideer til ting du får lyst til skal jeg, Bech, nok muldvarpe og systemkonstruere således at du kommer med de nye ideer. - Teknikken var formidabel, men uhyre krævende, fordi Bech måtte følge med i hvad hver enkelt gik og lavede. Han tog det som en udfordring, og gennemførte det faktisk - men til sidst var vi for mange til at selv han kunne overkomme det.

Bech var en mester i systemkonstruktion. Men hans resultater kom ikke til at svare til hans evner. Bech's svaghed var, at han elskede mennesker, at han troede på det gode i mennesker, og at det gode altid ville vinde, blot det fik muligheder til at udfolde sig. Derfor skabte han Regnecentralen som en stor sandkasse, hvor der blev leget og bygget og udviklet evner, sådan som det kun kan ske i en udviklingsproces. Men i enhver sandkasse vil der altid være nogen, der har mere lyst til at ødelægge landslottene end til at lege med. Som tryk avler modtryk, avler konstruktive kræfter også destruktive kræfter - nemlig hos de mennesker der ikke kan følge med i konstruktionsprocessen, de ikke-kreative mennesker. Kritik er en nødvendig inspirationskilde i den kreative proces, men bliver kritikken kun negativ, kvæler den inspirationen. Processen bliver ikke konstruktiv, den risikerer at blive destruktiv.

Bech's ulykke blev, at han levede for hurtigt. Han tænkte for hurtigt, systemkonstruerede for hurtigt. Det var uhyre inspirerende for de mennesker der kunne følge ham - i al fald et stykke af vejen. Men det betød også, at ellers konstruktive mennesker blev destruktive, hvis de ikke kunne følge ham.

Skal jeg sammenfatte min oplevelse af Bech's systemkonstruktionsfilosofi må det nok blive i dette, at processen er vigtigere end resultatet. Det kan lyde paradoksalt i mange øren. I den ingeniørs for hvem kun resultaterne tæller. I den pædagos for hvem kun eksamen gælder. I den økonoms for hvem det er målene der styrer. Men sådanne mennesker glemmer, at det er i processen at resultaterne skabes, at det er ressourcernes kvalifikationer der bestemmer produktets kvalitet. Ingen formel organisation og ingen formel målsætning kan sikre kvaliteten. Tværtimod. Derfor var Bech uformel og utraditionel. Derfor kunne Bech få mennesker til at fungere og ting til at ske ved at muldvarpe.

Det er så moderne at tale om græsrødderne, men man skal være muldvarp for at kunne færdes husvant blandt dem.

En af gaverne til Bech's 50 års fødselsdag.