RC/NIB/kap26

Fra DDHFwiki
< RC‎ | NIB
Spring til navigation Spring til søgning

Da Bech blev 50 ...

Anni Rasmussen kommer med overraskelser i morgenposten.
»Vi vil jo allesammen gerne være småkonger, ikke?«
Bech nyder pressens bevågenhed.
NIB130.png

Interviewet kom på, søndagen før han fyidte 50. På bladets »fineste« plads røbede han denne dag »nogle af hemmelighederne bag Regnecentralen« og - »lidt om sig selv«.

- Jeg føler mig allerede som en 60-årig. Det er, fordi jeg har bestilt for meget. Men når jeg bestiller for meget, føler jeg mig til gengæld som en 30-årig.

Men det var nu mest om Regnecentralen. Og afmålt i passende doser og styrker. Den øvrige direktion - og bestyrelsen - skulle være æreslæsere.

Sådan ønskede han det, og det var noget af det første, han gjorde opmærksom på, den soldisede formiddag nogle dage før, da vi mødtes i døren til Regnecentralen og skråede over gaden for - på hans venlige invitation - at spise frokost sammen i Tre Falkes restaurant.

Vi nåede aldrig frem til det store, kolde bord. Vi strandede undervejs på en fritstående bænk i falkenes forgårdshave, og interviewet blev til, mens vi skiftedes til at sidde på bænken og vandre rundt i små, nydelige cirkler om samme.

Det var et genialt system: Ved at give mig den baggrund, som ikke skulle i avisen, siddende, afskar han mig fra at gøre notater, gående.

Dels er det vanskeligt at gøre læsbare notater, mens man cirkler om sit offer, dels var det lidt vanskeligt for mig at vedligeholde koncentrationen, fordi han ind imellem havde så vanskeligt ved at få ordene frem.

Det var tydeligt, han var syg. Psykisk nedbrudt, overanstrengt, udkørt, udpint.

Et par kontroversielle spørgsmål, som jeg i embeds medfør havde forberedt grundigt hjemmefra, blev aldrig fyret af. De skulle have sat lidt kulør på historien. Men det lå altså bare i luften, at de ikke skulle stilles.

Der lå så meget i luften den formiddag. Han sagde på intet tidspunkt ligeud, at det-og-det måtte jeg gerne få at vide, men ikke trykke. Han betroede mig ikke noget. Han fortalte mig ganske meget - og så lå det bare i luften. at han regnede det som gives, at jeg selv kunne vurdere, hvad der skulle med i avisen.

Hvordan han bar sig ad, ud over det med at sidde og fortælle og gå og blive interviewet (mens jeg sad og skrev) kan jeg egentlig ikke beskrive - på anden måde, end ved at henvise til det umiddelbare tillidsforhold, det var lykkedes ham at etablere.

Kun een gang udbrød han smilende, at dette her måtte jeg for hans skyld gerne vente med at offentliggøre, til han var død.

Det var, da han fortalte om sin barndom og om den uhyggelige tid som ung, da han måtte lære at tale helt forfra.

Om dengang, han opfandt mellemnavnet Ivar, fordi det ikke var ham muligt at sige Niels Bech, når nogen spurgte, hvad han hed.

Ivar blev hans sindshvilepunkt mellem s og B, sådan som han senere ofte indskød adjektiver foran substantiverne - bare for at kunne sige sætningen uden at bryde sammen.

Om dengang, han - som måske det mest ensomme menneske, man kan forestille sig opfandt sine første, personlige kommunikationssystemer. Bare for at blive accepteret som et ganske almindeligt, talende menneske.

Først, da jeg adskillige måneder senere selv kom i en tilstand med udtale-besvær og måtte systematisere for at finde ud af det, gik det i al sin gru op for mig, hvad dette menneske må have lidt...

NIB131a.png
NIB131b.png
Medarbejderne flokkes om fødselaren ved formiddagens reception. I baggrunden ses Jørn Pejdal og Jens Chr. Elmenhoff.
NIB132b.png
Morten Pust, tidligere medarbejder som i 1965 havde startet eget edb-firma SPS, snakker samarbejde og konkurrence med Niels Ivar.