Rovsing 11002380 og 11002381

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning

Bit arkæologi på 2 CR80 Disc Packs ( ILS )

https://datamuseum.dk/wiki/Bits:30005798

https://datamuseum.dk/wiki/Bits:30005799

15.03.2024/Holger Straadt

Dette er blanding af information fra diskene og undertegnedes hukommelse.

.... udvides løbende ....

Generelt

Begge diske har været brugt til udvikling og test af ILS (ved ikke hvad det var). De har været brugt til generering af XAMOS boot moduler ( UP.C, UP0.C, UP1.C, UPX.C ), til ILS systemet.

Om disken er bootbar ved jeg ikke. På labelen står der "hard boot #43c". Dette fil nummer findes ikke i MFD.

Utilities

Diskene indeholder de fleste utilities og compilere, som Rovsings systemafdeling udviklede.

Der findes dog en masse hjemmelavede utilities. De fleste projekter udviklede (klampede sammen er måske en bedre udtryk) egne debuggere, monitorer og værktøjer til analyse af test output. DUMP_LTU, LOOPBACK, POOL_MON, HUNT og HYL er formentligt sådan noget.

På American Airlines Network, som jeg arbejdede med, udviklede de mest nørdede systemintegratorer et værktøj til analyse af MXAMOS kernens process control blokke for at finde ud af, hvem der havde fået systemet til at crashe. Den virkede kun på den implementering af MXAMOS, som blev anvendt.

Spil

GOMUKO er på disken.

Der var også et skak program, som jeg dog ikke har set på nogen af diskene.

BCS (Basic Communination System)

Interprocess kommunikation på CR80 foregik ved hjælp af System Messages.

BCS var en overbygning på det i form af et køsystem. Afsenderen afleverede en meddelelse til BCS, som lagde den i kø til modtageren. Modtageren abonnerede så på de køer, som vedrører dens funktion. BCS er refereret mange gange på diskene, så ILS projektet har formentligt anvendt det.

CRAM (Christian Rovsing Access Method)

Der referes flere gange til modulet CRAM på begge diske.

CRAM blev oprindeligt udviklet til en VARIAN mini datamat (kaldet varanen!). VARIAN blev hos Rovsing benyttet til afvikling af et COBOL baseret administrativt system kaldet Minidata. Et "normalt" filsystem var ikke særligt anvendelig i COBOL, hvor en "transaktion" ofte består af flere fileaccess. CRAM var en overbygning på filsystemet, som gjorde filskrivning af flere elementer i en transaktion transparent for COBOL. Den sørgede for, at skrivning foregik i een process, samt gjorde backout simpelt.

CRAM blev i 1981 porteret til CR801, som var Rovsings administrative minidatamat til afvikling af Minidata pakken. Hvorfor andre projekter brugte CRAM, ved jeg ikke.

FLOPP (Floating Point Processor)

Rovsing besluttede i begyndelsen af 1980erne at udvikle en floating point processor.

Til dem, der ikke gad bruge penge på sådan noget, blev der udviklet en software emulering ( FLOPP.C ). Dens performance var ikke imponerende. Den kunne lige slæbe sig op på 100 flop. Jeg husker ikke hvor hurtig HW processoren var.

Undertegnede havde den fornøjelse at implementere floating point i Pascal (i selve compileren og i Pascal Runtime PASRTS). Der skulle pilles i Backus Naur specifikationen af syntaksen, og alle de nye typer skulle passes gennem alle Pascal overlays og ned i PASRTS.

MXTOS_V0202.D/TOS.P

Denne fil er et printout af Pascal prefix (standard Pascal include file). Filen er dog af ukendte grunde afbrudt efter ca. 1000 linier.

Man kan se hvem, der har rettet i filen.

HS/830505 er undertegnede, som åbenbart opdaterede filen i 1983. Jeg har ingen erindring om det.

JAS/831027 (Jens Anton) sad jeg på kontor med. Han var FMS guru.

FP/840727 (Flemming) var AMOS/XAMOS/MXAMOS/DAMOS ekspert.

Prefixen har formentligt været brugt ifm. med compilering og TOS (Terminal Operating System). Når man loggede på en CR80 (fx. gennem X-net) blev der oprettet en instance af TOS, som var den man kommunikerede med.

I starten af CR80 havde man en ide om, at alt undtagen kerne og omliggende funktioner skulle skrives i Pascal (det var før SWELL), bla. device drivere og low level funtioner som TOS. Med SWELL gik man væk fra det, men TOS overlevede.

I prefix filen kan man se hundredevis af definitioner, som jeg senere som Pascal programmør ikke havde brug for, såsom CREATE_PROCESS(), SET_CPU_PARAMETER(), GET_PROC_NAME etc.

ERP (Event Report System)

Undertegnede kodede engang i 1983 et event rapport system (PREFIXES.D/XAMOS.D/PASCAL.D/ERP_PREFIX.S). Denne fil er dets Pascal/SWELL prefix. Det var et kø system for events. Man sendte en bestemt type events, som en modtager så abonnerede på.

C

Filerne PREFIXES.D/XAMOS.D/C.D/IOPREFIX.H og KEPREFIX.H ligner C include filer.

Hvad de laver der, ved jeg ikke. Sammen med dem ligger STD.H og std.h som ikke er særligt læsbare, men som også ligner C include filer.