Statens Centrale Regnskabssystem

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning
Posteringsbilag - kasserapport

I august år 1970 nedsatte finansministeren en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra revisionsdepartementerne og I/S Datacentralen af 1959 med den opgave at undersøge muligheden for at opnå en effektivisering af regnskabsføringen og den samlede økonomiforvaltning. På baggrund af den betænkning, som gruppen herefter afgav i 1972, fik finansministeren finansudvalgets tilslutning til at iværksætte en centraliseret edb-behandling af statens kasse- og regnskabsopgaver. Man valgte en gradvis iværksættelse. I stedet for at lave en samlet enhed valgte man at oprette et mindre antal regnskabscentraler, og i 1976 kunne de tre første centraler begynde på arbejdet.

Virkemåde

Teknologisk var der tale om en meget papirkrævende løsning. Al indrapportering af regnskabsdata til centralerne skete gennem et omfattende system af blanketter. Herefter indtastedes data i regnskabscentralerne, magnetbånd med data leveredes til Datacentralen til videre behandling, og de udskrevne data sendtes herefter via regnskabscentralerne tilbage til de enkelte ministerier.

Allerede få år efter var man dog parat til at kunne lave en terminalbaseret forespørgsel med Texas Instruments Silent 700 via modem, og i 1978 blev de enkelte regnskabscentraler slået sammen til én central, Statens Regnskabscentral. Pr. 1. januar 1979 blev denne central sammen med SCL-enheden i Hypotekbanken sammenlagt til en selvstændig styrelse, Statens Regnskabsdirektorat.

Der skete de følgende år en gradvis overgang til det nye system, og ved udgangen af 1982 var samtlige ministerier helt eller delvis tilsluttet SCR. I første halvdel af firserne blev terminaladgangen udvidet til indrapportering samt overgang til IBM 3270 skærmterminaler.

NYTSCR Årsbudget med popup-hjælp

NYTSCR

I 1990 ændrede staten forretningsprincipper, og det medfødte ønsket om en modernisering. Det blev til NYTSCR. Udover at det var udviklet til skærmterminaler fra bunden, var der flere forbedringer:

  • Tidstro uddata
  • Lettilgængelige og brugertilpassede uddata
  • Fleksibel kontostreng og budgetfaciliteter
  • Præstations- og tidsregistrering
  • En lettilgængelig brugergrænseflade

SCR blev langsomt udfaset og var helt udskiftet med NYTSCR omkring 1994. Statens Regnskabsdirektorat ændrede navn til Økonomistyrelsen i sommeren 1995.

MS Dynamics NAV

Navision Stat

Allerede i 1998 blev NYTSCR udskiftet med Navision Stat af de statslige institutioner til økonomistyring. Det var en konsekvens af indførelse af lokale standardøkonomisystemer. Navision Stat er en videreudvikling af økonomisystemet MS Dynamics NAV, tidligere kendt som Navision Attain, der igen er en videreudvikling af Navision Financials fra 1997. Det er et kommercielt product, som nu ejes af Microsoft efter deres opkøb af Navision. Statslige kunder, serviceret af Statens Administration, driftes hos Statens IT, mens øvrige kunder frit kan vælge mellem, at lade Navision Stat driften foretage under Økonomistyrelsens hostingaftale med privat leverandør - aktuelt KMD - eller under egen aftale, herunder egen lokal drift.

SKS

Udviklingen af et nyt system - Statens Koncernsystem (SKS) - blev først igangsat med et EU udbud i marts 2002, idet man afventede udrulningen af Navision Stat til afløsning af NYTSCR. Udbuddet blev foretaget som projektkonkurrence, idet man ønskede at afdække mulighederne for at anvende standardsystemer til opgaven. På daværende tidspunkt var det forventningen, at SKS kunne erstatte NYTSCR fra januar 2004. Overtagelse af systemet blev betinget godkendt i december 2003 og første driftsprøve afholdt januar 2004, hvor der dog blev konstateret performanceproblemer. En fornyet driftsprøve blev gennemført og godkendt i juni 2004 og man påbegyndte konvertering af data fra det gamle system til SKS.

Fra og med finansår 2025 anvendes en ny IT-løsning, Statens Bevillings- og Regnskabsløsning (SBRL).

Kilder