Supermax Enterprise Server
I 1994 lancerede DDE Supermax Enterprise Server, som brugte MIPS R4400, en 64-bit arkitektur, og kunne have op til 56 CPUer. De gik hermed væk fra det oprindelige modulære design (Supermax) til fordel for en mere konventionel multi-CPU arkitektur, og Enterprise Server er ikke bagudkompatibel med de tidligere modeller.
Behovet for en ny arkitektur
Den første Supermax var dimensioneret i begyndelsen af '80-erne. Selv om der blev udviklet teknologisk opdaterede processorer og I/O komponenter var der grundlæggende flaskehalsproblemer, som ikke kunne afhjælpes. Dette viste sig ved at modulariteten kun gav begrænset skalerbarhed. Den kraftigste RISC maskine bestod reelt kun af 2-3 CPU'er, En Supermax kunne reelt kun drive lokalnet op til 400 kbyte/s. Der var således ikke længere den store forskel på et lille og et stort system.
DDE nedsatte derfor en arbejdsgruppe i 1991 til at designe en ny 'SPC/3' maskine.
Baseret på observationer fra de eksisterende Supermax miljøer opstillede DDE tre sandsynlige scenarier, hvor Enterprise Server skulle bruges:
- Server i PC-net - Novell eller Lan Manager baseret. Her tænktes den anvendt som database back-end server, med trafikken over nettet så vidt muligt begrænset til SQL-kommandoer.
- Filserver funktionalitet i et workstation-miljø med forbundne UNIX baserede arbejdsstationer fra SUN, IBM, DEC, HP/Apollo m.fl. Der er typisk tale om teknisk baserede anvendelser som udgangspunkt.
- Central UNIX maskine, anvendt som database server og applikation-server. Terminalerne vil efterhånden udelukkende være tilsluttet lokalnet, og være X-Windows baserede.
Unix systemet
Under udviklingen af den nye Unix var DDE i tæt kontakt med Unix System Laboratories om deres videre planer for Unix System V til systemer med flere processorer og DDE omskrev softwaren til at køre på MIPS-processorer samt tunede den til at at køre med mange flere processorer. Amerikanske Concurrent Computer Corporation i New Jersey købte derefter alle kildeteksterne til styresystemet.