X.25
Post og Teleselskaberne gik sammen i 1970'erne for at skabe et globalt netværk for datatransmission med pakker - CCITT X.25. Det blev designet til datidens telefonteknologi med upålidelige telefonlinjer og havde sin storhedstid i omkring 20 år, hvor det opnåede global udbredelse indtil internettet slog igennem. X.25 var på mange måder forløberen for de datanetværkstjenester, som senere blev afløst af TCP/IP-baserede netværk.
Det var kendt under forskellige produktnavne: Datapak i Skandinavien, Telenet i USA, m.m. og blev brugt til terminalgennemstilling, filoverførsler, elektronisk post, kreditkortautomater og meget andet. Minitel havde i sin største udbredelse 9 mio. terminaler på Frankrigs Transpac, et X.25 netværk. Teledata kørte tilsvarende på Datapak. Der var kundespecifikke lukkede netværk, såsom Dankort-nettet og Tips-online.
Teknologi
Lige siden teleselskaberne blev etableret i det 19. århundrede havde deres teknologi været baseret på at etablere et fysisk kredsløb fra telefonabonnenten, gennem centralerne og til modtageren. X.25 var en international anbefaling for datakommunikation. Der var stadigvæk et kredsløb, men det var virtuelt ved at opdele kommunikationen i segmenter. Fordelen var, at kredsløbet kunne deles mellem flere brugere. Perfekt for sporadisk kommunikation, såsom brand- og indbrudsalarmer o.lign.
Abonnentens computer var konstant forbundet med telefoncentralen. Når computer A ville kommunikere med computer B skete det ved at sende en forbindelsesanmodning til centralen. Netværket etablerede herefter et logisk kredsløb mellem A og B, som netværket identificerede med et nummer kaldet en Logical Channel Identifier (LCI). De pakker, der blev sendt, havde ikke modtageradresser, men kun en LCI. Netværket sørgede for at pakken kom frem uden tab og i den rigtige rækkefølge.
Hvordan det fungerer i praksis
Der var grundlæggende to måder at bruge X.25. Man kunne sætte et X.25 kommunikationskort i sin minidatamat, og anskaffe et X.25 abonnement fra P&T. Det var ikke meget anderledes end at få et telefonabonnement. Nu kunne man sende data til andre X.25 værter. Bulletin-boards kunne, istedet for at have en modem-pulje, have én X.25 forbindelse og brugere over hele verdenen.
Hvis man ikke ville gøre den investering kunne kommunikationen ske via telefonselskabets Packet Assembler/Disassembler (PAD). Man kaldte op til et lokalt telefonnr. med modem, indtastede sit netværks-brugerid (NUI) og netværksadressen (NUA) på den service, man ville kalde op til. Forbindelsen fra PADen til servicen gik over X.25. Man blev faktureret efter hvor mange pakker man transmitterede og ikke efter afstand til værtsmaskinen.
PADs var ikke kun for telefonselskaberne. En virksomhed med lokalkontorer kunne installere software på sin lokale minidatamat eller købe en dedikeret enhed. Terminalerne var koblet direkte på uden brug af modem. Denne kunne derefter kommunikere med hovedkontoret over X.25. Det var typisk muligt at bruge minidatamaten til andre kontoropgaver. Efterhånden som TCP/IP blev udbredt, kunne man også forbinde sig til andre enheder på lokalnettet, eller ud til resten af verden med telnet-programmet. Der var dermed en glidende overgang fra X.25 til internettet. Det blev således, at den mest anvendte brug af X.25 var at få næsten gratis adgang til internettet ved at oprette forbindelse til en PAD, der tillod telnet. De fleste af telnet-PAD'erne blev efterhånden lukket på grund af stigende misbrug.
Netværksadresser
En X.25-netværksadresse – formelt kendt som en NUA (Network User Address) – fungerer som et telefonnummer til pakkekoblede netværk. Den bruger X.121-anbefalingen[1] og består af op til 15 cifre, primært struktureret i en Data Network Identification Code (DNIC) og et abonnementsnummer.
DNIC består af 4 numeriske cifre, hvoraf de første 3 cifre er landekoden. I praksis er det første ciffer en zone-kode svarende til et kontinent. Europa har kode 2. Sidste ciffer er et nummer for et nationalt netværk. Datapak i Danmark har dermed DNIC 2382, og Euronet har 2383. Store lande har en 2-cifret landekode og der er to cifre til det nationale netværk. Abonnementsnummerets struktur blev bestemt af det nationale netværk og kunne indeholde et områdenr og et 2-cifret lokalnr. Det var ikke nødvendigt at bruge alle 11 cifre.
Kendte numre[2]:
2382 41 250 800 00 REX, Det Kongelige Bibliotek 2382 41 592 400 I/S Datacentralen, Valby 2382 41 745 600 RECKU, København 2382 41 745 600 00 RECKUs Univac 2382 41 745 600 02 Univac på Københavns Universitet 2382 42 126 400 DTB, I/S Datacentralen, Lyngby 2383 89 3 Euronet, Aarhus
Den danske biblioteksdatabase REX kunne tilgås via de fleste internationale pakkekoblingsnetværk. Når man var tilsluttet, skulle man indtaste RC8000 og trykke på retur. Derefter trykke på ESC én gang. Systemet ville svare med ATT. Indtast KB REX, og du er klar til at søge efter Dansk Bogfortegnelse siden 1980, Dansk Musikfortegnelse siden 1980 og ISDS Danmark.
Network User Identifier (NUI)
NUIen er en identifikationskode, som en bruger (med en computer eller terminal) sender til netværket, når der startes et opkald. Den er nødvendig for at kunne fakturere for forbruget.
Hvordan selve tekststrengen i NUI'en er opbygget, bestemmes helt af den enkelte netværksudbyder (f.eks. Datapak). Der er dog to standardmåder, man typisk mødte formatet på:
- Det kombinerede tekstformat: Koden skrives ofte som en række tegn adskilt af punktummer.
- Det rent numeriske format: Nogle netværk brugte udelukkende tal, hvor de første cifre viste, hvilket land eller delnetværk brugeren hørte til, efterfulgt af et unikt kundenummer og en PIN-kode.
Formatet for Datapak NUI'erne bestod af et brugernummer og en tekst. Det første tegn angiver enten et K eller et J, afhængigt af NUI'ens ejer, enten placeret under KTAS for Sjælland eller JTAS for Jylland. Derefter følger 7 eller 8 tal og normalt et ord på 7-8 tegn. F.eks. K0100872DKDIANEC. Netop denne var åben for offentlig brug af alle, men begrænset til kun at oprette forbindelse til Dansk Diane Centers[3] menusystem. De fleste NUI'er gav adgang til computere, verden over, på X.25-netværket, via førnævnte NUA'er.
Applikationer
X.25 blev designet som en generel "Virtual Circuit" facilitet og de første anvendelser var udveksling af opkaldsdata mellem telefoncentraler, typisk med flere parallele X.25 forbindelser af hensyn til oppetiden. Dette førte til standardiseringen af X.25's storebror X.75, der tilføjede support for multi-link og symmetri i link-procedurene.
I praksis blev tegn-for-tegn terminaltrafik, som defineret i X.3, X.28 og X.29 "PAD" anbefalingerne, den eneste bredt tilgængelige anvendelse og disse terminalforbindelser blev ofte "misbrugt" til andre anvendelser.
F.eks førte anvendelsen af X.25 i EUUG's europæiske netværk til at UUCP (Unix-to-Unix-CoPy) fik en særlig 'f' protokol, som var optimeret til at overføre binære data over den 7-bits, tabs-fri og fejlkorrigerede kanal, på en langt billigere måde, end hvis man anvendte den traditionelle 'g' protokol (som, lidt ironisk, var direkte afledt af X.25).
I 1986 udviklede Chuck Forsberg ZMODEM, finansieret af Telenet, specifikt med det formål at forbedre filoverførsler over netop deres X.25-netværk. Da X.25 allerede garanterede fejlfri levering, fjernede ZMODEM behovet for konstante modtagelsesbekræftelser (ACKs), hvilket tillod lynhurtig "streaming" af filer.
Men der fremkom efterhånden nye behov og i 1980 blev X.29 anbefalingen revideret, således at en protocol identifier (PID) kunne angives in Call User Data. Den, der ringer op, kan sende op til 16 bytes (standard er 4 bytes) til værten, før der etableres en X.25-forbindelse. I disse bytes kan man sende en serviceanmodning. Det kunne bruges til at transportere andre netværksprotokoller. Standard-CUD'en er 01/00/00/00 hvor den første byte betyder 'interaktiv login' og ikke har yderligere indkapsling.
| Identifier | Forklaring |
|---|---|
| 0x01 | Asynkron PAD kommunikation (interaktiv login) |
| 0x03 til 0x3F | Underprotokol til styring af OSI netværksforbindelser |
| 0x80 | Proprietære protokoller |
| 0x81 | OSI Connectionless-mode netværkstjeneste |
| 0x8E | IPv6 |
| 0xCC | TCP/IP |
| 0xCF | Point-to-Point Protocol (PPP) |
| 0xF0 til 0xFE | OSI connection-mode netværkstjeneste |
Da udviklingen af nye applikationer blev lagt over til OSI blev der etableret PID'er for henholdsvis Connection-mode og Connection-less protokollerne. FTAM, X.400 og X.500 er OSI standarder. For FTAM var det 03/01/01/00. Servicen lå i andre bytes i Call User Data.
Der kom selvfølgelig en specifikation for hvordan man kunne sende TCP/IP over X.25[4] i 1983. Denne havde PIDen CC i hexadecimal.
Hvor findes X.25 nu?
Den offentlige X.25 er lukket ned i de fleste lande. I Danmark skete det i 2004. ISDN var en videreudvikling af både X.21 og X.25, som gav to opkaldsforbindelser à hver 64 kbps, og en D-kanal med X.25 protokollen på 9.600 bps. De sidste ISDN-forbindelser i Danmark blev officielt lukket den 31. december 2021.
Hvis man stadigvæk har X.25 udstyr, kan man sende X.25 over TCP/IP[5]. Radioamatører bruger dele af X.25 protokollerne til at sende data over radio. Den er kendt som AX.25.
- ↑ https://en.wikipedia.org/wiki/X.121
- ↑ https://phrack.org/issues/27/4
- ↑ Dansk Diane Center var etableret af EF kommissionen til at sprede viden om mulighederne på nettet.
- ↑ https://datatracker.ietf.org/doc/html/rfc877
- ↑ X.25 over TCP (XOT) blev udviklet af Cisco og beskrevet i RFC 1613 i 1994