Datapak
I 1984 blev det offentlige datanet udvidet med en ny tjeneste, der anvendte pakkekoblingsteknik. Den nye tjeneste hed Datapak og var forbundet til tilsvarende nationale netværk som brugte X.25 standarden. Datapak erstattede de gamle informationsnet Scannet, Euronet og det amerikanske Telenet.
Opkobling til PAD
De fleste brugere koblede på Datapak med almindelig asynkron terminal og et modem, f.eks. 300 baud. Man ringede op til en PAD - Packet Assembler Disassembler, som kommunikerede med netværket. Fordelen for brugeren var at det var et lokalt opkald, selv hvis man skulle søge informationer i en udenlandsk database.
Tilmelding til Datapak skete ved at kontakte P&T. Man fik så tildelt sit eget NUI-nummer (Network User Identification), som man brugte til at identificere sig overfor PAD'en ved opkald. Man kontaktede en given værtsdatamat ved at angive dets NUA nummer (Network User Adress).
Når data pakkes, sker det i segmenter indeholdende maksimalt 64 tegn. Man betalte 0,6 øre pr. segment. En almindelig terminal arbejder i "echo" mode. For hvert tastetryk bliver der sendt en pakke med én databyte til værten, og den blev ekkoet tilbage. Betaling for to segmenter. PAD'en tog højde for dette ved at vente med at sende det indtastede indtil brugeren trykkede på Retur-tasten eller der var indtastet nok til at fylde et segment. PAD'en udførte "line-editing". Man kunne slette tegn eller hele linjen uden at sende noget.
Opkobling fra firma
Hvis flere medarbejdere på et kontor skulle bruge Datapak kunne det også gøres ved at installere en terminalkoncentrator med X.25 funktionalitet, f.eks. en RC890. Den fungerede som en PAD. Tilsvarende kunne man sætte et X.25 netværkskort i sin lokaldatamat. Brugerne kunne komme på Datapak med gennemstilling, eller datamaten kunne lave filoverførsler til andre datamater.