JDC Data A/S

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning

Etableret i 1964 i Vejle under navnet Jydsk Data Center - JDC -(A/S43920) ved at LEGO, Vejle Bank og firmaet Emilius Møller, der forhandlede kasseapparater m.m., gik sammen om et EDB servicebureau. Det første NCR 315 anlæg installeredes på Dianavej 2 i Vejle i en tidligere emaljeafsyringsfabrik i februar 1966. Anlæg nr. 2 blev installeret i juni 1970.

Marked

Lige fra starten var det JDC's målsætning at udvikle såvel generelle som brancheorienterede EDB-standardsystemer. Det første system, der markedsførtes, var VO-lønsystemet — et standardlønsystem. Det skete 1. januar 1967. I 1971 fik 145 industri- og handelsvirksomheder med 22.000 ansatte lønningsbogholderiet udført hos JDC. Systemet havde en række specialmoduler tilpasset forskellige brancher, f. eks. EBA-løn (bygge- og anlægsfagene), AUTOLØN, der anvendes af automobilforhandlere, og DALØN for mindre håndværks- og industrivirksomheder. JDC markedsførte også et bredt udvalg af brancheorienterede EDB-systemer, der anvendes indenfor et bredt udsnit af erhvervslivet. Navne som »Trælasthandelens EDB system«, »LODS 10« systemet for handels- og industrivirksomheder, »EDB MØBEL og EDB PAPIR« var kendt inden for store dele af erhvervslivet.

I februar 1966 etableredes en kontakt mellem JDC og Danmarks Automobil-Forhandler-Forening, der var interesseret i en fælles løsning af automobilhandelens databehandling. Dette var stødet til udvikling af D.A.F. standard EDB systemerne, der har resulteret i, at op imod 400 automobilforhandlere i Danmark fik udført EDB-behandling inden for et eller flere administrative områder hos JDC. Systemerne introduceredes i 1971 i Norge og blev anvendt af omkring 50 medlemmer af Norges Bilbrancheforbund på licensbasis.

År 1972 skiftede firmanavnet til JDC Data.

Pr. 1. oktober 1972 overtog JDC Data et mindre servicebureau, Haderslev Dataservice. Dette selskab havde specialiseret sig i klientbogføring for revisorer. Et sådant system var ikke udviklet af JDC Data. Systemet blev siden forbedret på en række punkter, hvilket medførte en stigning i antallet af brugere siden overtagelsen på over 50%. Systemet blev markedsført under navnet »HD systemet«.

Der var i 1973 omkring 120 medarbejdere i JDC Data. For at imødekomme det stigende pladsbehov og samle virksomheden under ét tag, besluttedes i februar 1973 at igangsætte byggeri af et nyt datacenter på en 17.000 kvadratmeter stor grund på Hældagervej 165 i Bredballe. Datacenteret var på 4.000 kvm.

I 1977 blev et batch-faktureringssystem frigivet. Kombineret med Q1 data entry maskiner til datafangst, kunne brugerne maskinelt indsende deres faktureringsgrundlag til JDC til viderebehandling. Q1-systemet blev også udviklet til revisorer, der ønskede eget anlæg til klientbogføring, debitor/kreditorregnskab samt time/sagsregnskab. JDC Data's systemer til minicomputeren Q1 markedsførtes i udlandet af TK Automation, Holland. I maj 1978 var der indgået kontrakter om leverancer til Australien, New Zealand og Mauritius.

Overtagelse af NCR

JDC Data blev i 1979 overtaget af NCR Corporation, som senere blev fusioneret med AT&T. JDC Data blev købt af amerikanske ADP i 1996. Navnet blev ændret til det ADP Dealer Service Denmark (CVR:19263088). Derefter blev forretningsfokus på levering af IT til autobranchen. I 2014 blev ADP Dealer Service lagt ud i et datterselskab ved navn CDK Global Inc. De internationale dele blev derefter solgt i 2020 til Francisco Partners, som samlede dem under firmanavnet Keyloop.

Mere information