IBM 3740

Op gennem halvtredserne og tresserne havde man brugt hulkort til at registrere data omkring ordremodtagelser, betalinger, lagerbeholdning m.m. Det foregik typisk på en IBM 029 Card Punch. For en faktura ville operatøren indtaste betalingsdato, modtagerens kontonr., og kontoen der skal betales fra. Dette krævede store mængder af hulkort, som kun kunne bruges en enkelt gang. IBM lancerede derfor i 1973 et dataindtastningssystem, som ikke brugte hulkort, men disketter - IBM 3740. Dette var første gang disketten blev brugt i et stort system og IBM 3740 blev en standard for den magnetiske kodning af disketter.

Disketten

Disketten var formatteret med 74 spor, 26 sektorer per spor og 128 bytes for hver sektor. Kun den ene side blev brugt. Første spor var et indeksspor, hvorefter hver sektor på resten af sporene blev anset for at være et virtuelt hulkort. En diskette kunne indeholde op til 1898 sektorer.

3741 og 3742

Indtastning foregik på en IBM 3741. Operatøren ville sætte en diskette i læseren og kunne derefter bladre gennem hver post (dvs. sektor) for kontrolredigering eller indtaste nye poster, der ville blive lagt i bunden af datasættet. Hver post blev vist på en lille skærm på 6 linjer á 40 tegn.

På et hulkort kan der fortrykkes streger og instruktioner, som viser hulledamen hvor hvert felt på kortet starter og slutter. Det kan ikke gøres på samme måde med disketter som medie. Hvis man som kunde havde brug for dette kunne man vælge 3741 model 3 eller 4. Disse kunne programmeres til at vise en formular på skærmen med hjælpetekster, feltvalidering og også alternative felter afhængigt af det indtastede.

Model 2 og 4 havde mulighed for at kommunikere med en værtscomputer via BSC protokollen. Man kunne bruge stationen som en block-mode terminal, hvor man læste og skrev poster til en database istedet for en diskette.

IBM 3742 var en to-personers arbejdsplads, som var billigere end to enkelte 3741 stationer. Brugerne kunne arbejde uafhængigt af hinanden, men delte den fysiske skærm (på 12 linjer) ved at hver operatør så sin halvdel gennem et spejlarrangement.

Application Control Language

Med introduktionen af modellerne 3 og 4 kom der en mulighed for at implementere simple formular-udfyldningsprogrammer på enheden. Programmeringssproget hed Application Control Language. Man skrev programmet i et format som lignede en mellemting mellem COBOL og assembler. Det blev oversat og skrevet på dataoperatørens disketter. Når sådan en diskette blev sat i læseren ville 3741 automatisk starte programmet op og være klar til arbejdsopgaven. Operatøren skulle så indtaste navnet på programmet han/hun ønskede at bruge. Eftersom mængden af hukommelse var begrænset til 4 eller 8 K i en 3741 inklusive buffer og skærmplads kunne et program efter oversættelse kun være på max. 3 eller 7 K.

Eksemplarerne i datamuseets samling kommer fra Brüel & Kjær og hørte til en IBM System/3.