Statens Hulkortcentral
Statens Hulkortcentral blev oprettet i 1951 under finansministeriet. Intentionen var at automatisere opkrævningerne på lån til statshusmandsbrug. Disse var meget komplicerede fordi der var mange former for lån og i nogle tilfælde afdragsfrihed i 5 til 10 år. Der blev kørt en enkelt kørsel af opkrævningerne op til december terminen 1952, uden fejl, men der var ikke væsentlige besparelser i forhold til manuel behandling. Hulkortcentralen fik istedet opgaver med at opkræve serielån og administration af bunden opsparing. Dette gik ud på at fremstille et gældsbevis på hulkort ved indbetaling og foretage mekanisk udbetalingskontrol når borgeren efter nogle år fik pengene tilbage.
Hulkortcentralen blev i 1958 på forvaltningsnævnets forslag sammenlagt med Direktoratet for Vareforsynings Hulkortcentral. Centralen udførte arbejde for en række statsinstitutioner med hensyn til regnskabsførelse samt beregning og udskrivning på giroindbetalingskort af ydelser til det offentlige. Benyttelsen af Statens Hulkortcentral var ikke obligatorisk; flere styrelser havde egne hulkortanlæg.
Centralen blev nedlagt i 1969. Efterhånden som den offentlige administration på en række områder var gået over til anvendelse af den mere avancerede EDB-teknik, var omfanget af centralens arbejde blevet reduceret. De resterende opgaver blev overført til Datacentralen.