Supermax E-CAD

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning
Supermax E-CAD skærmbillede fra 1996

DDE's første produkt var et printudlægningssystem, som to af stifterne, Tom Hertz og Knud Arne Nielsen, havde udviklet i DTH's regi og det blev købt fra dem da virksomheden blev etableret i 1975.

DDE brugte programmet til elektronisk design af printkort da de udviklede deres første datamater: ID-7000 og SPC/1. Dette foregik på en Texas Instruments minicomputer, sandsynligvis en TI-960. Den opnåede erfaring gjorde det muligt at sælge det som et produkt, og i 1989 udviklede DDE løsningen Supermax IPL (Interactive PCB Layout) til printlayout. Den blev senere omdøbt til Supermax E-CAD. Produktet blev solgt til flere hundrede virksomheder, og DDE brugte det selv til design af deres hardware. Det var anset for at være meget sofistikeret og i stand til at udveksle data med mange andre kommercielle softwarepakker. EDA-divisionen, som udviklede Supermax E-CAD blev udskilt fra eHuset og lavet om til et selvstændigt selskab i 2001 ved navn DDE EDA A/S med 24 ansatte. Det blev derefter opkøbt af Mentor Graphics i 2003.

Grunden til opkøbet var at Supermax E-CAD havde udvidede funktionaliteter udover printlayout, som Mentors eget produkt ikke havde. De valgte derfor at bruge erfaringen fra DDEs udviklere til at overføre teknologien til deres eget produkt og stoppe for salg af Supermax E-CAD til nye kunder.

Ved slutningen af DDE EDAs selvstændighed var softwaren tilgængeligt på platformene HP-UX, Windows 2000/NT, Sun Solaris, Red Hat Linux og blandede miljøer. På Unix-platforme brugtes X Windows Motif grafiske værktøj.

Mentor Graphics overtog også varemærkerne 'Supermax' og 'Supermax E-CAD'.

Se også