RC/NIB/kap01
Fra beregner til direktør
Af Arne Jensen
I 1949 trådte en ung skolelærer ind i mit kontor på Københavns Telefon Aktieselskab. Han havde talt med professor Hald om videreuddannelse under en eller anden form og sad nu over for mig og redegjorde for sine intentioner. Hans navn var Niels Ivar Bech.
Han havde en udmærket lærereksamen, men havde problemer i klasserne på grund af en stammen, der viste sig ved brugen af bestemte bogstavkombinationer. Hans styrke var regning og matematik, og det var helt klart, at der var tale om en person, der havde sine meningers mod, med en samfundsbevidst holdning, og for hvem solidaritet og hensynsfuldhed til omgivelserne ikke blot var ord.
Det eneste, jeg kunne tilbyde ham, var deltagelse i gennemførelsen af beregningerne af nogle dimensioneringstabeller, der skulle indgå i publikationen, »Moe's Principle«, hvor grænseværdien søgtes indført på en rimelig måde i de i det daglige brugte dimensioneringstabeller - et problem, som jeg den gang som mange gange siden arbejdede med.
Det var ikke så ligetil dengang at gennemføre sådanne beregninger, selv om funktionerne var kendte, hvis det skulle ske med et ikke for stort ressourceforbrug. Det stillede krav om fordybelse i beregningsteknik og interpolationsmetoder, som snart fangede Bechs interesse. Han læste sin matematik op, og det lykkedes mig at få ham til at lægge sine studier sådan til rette, at de ikke blot opfyldte det øjeblikkelige formål, men også efterhånden kunne bygges op til en embedseksamen. Problemet var, at det næppe i det lange løb ville være muligt for ham at få en til hans evner rimelig placering inden for systemet uden supplerende papir på sin uddannelse.
Vi var dengang inde i en rivende udvikling fra gåsefjer til hulkort inden for regnskabsområdet i Telefonselskabet. Var vi bagefter, ville vi gerne i et spring frem i første række og helst lidt foran. Bechs placering som beregner ved mit kontor - Aktuarkontoret - gav ham mulighed for at deltage i forsøgene på at udnytte den Bull hulkortkalkulator, som vi indkøbte i håb om at stimulere udviklingen, ikke blot inden for regningsudskrivning og lønningsregnskab, men også inden for de tekniske beregninger.
Bechs betydelige evne til at få et arbejde lagt til rette og få personalet engageret i dets gennemførelse havde allerede vist sig, og de fleste steder i huset var han en velkommen person, der i sjælden grad evnede at få lukket døre op og få data frem, også hvor man ikke sådan uden videre gav tingene fra sig. Han havde charme.
Mangen en time tilbragte vi foran tavlen i mit kontor, når vi skulle forsøge at komme igennem et problem, udvikle en ny idé, overbevise os selv om, at det vi havde lavet var rigtigt, eller blot tænke højt.
Der var fire døre ind til mit kontor - den ene fra Bechs kontor. Hvis han ikke havde fået det resultat, han ønskede ved forelæggelse af en sag hos mig, og den lå ham på sinde, kom han kort tid efter ind gennem den anden dør og begyndte på den samme sag i et andet tonefald og med en anden argumentation. Og var det for ham en særlig kær sag sluttede han ikke, før han havde fået Nej ved den fjerde dør, eller jeg havde gives op undervejs. Var det mig der ønskede en afgørelse af ham, plejede han at reagere med et: »Det må jeg først hjem og tale med konen min om«. Det respekterede jeg altid.
Under mit studieophold i bl.a. Cambridge, 1952-53, skråede jeg ofte over Downing Street for i Corn Exchange Street at se Englands første elektronregnemaskine, Edsac, i arbejde. Det var spisehuskæden LYONS, der havde finansieret denne første maskine, og nu havde de et eget eksemplar i London. Efter at have besøgt den og set dens brug til regnskabsføring og distribution endog de britiske jernbaner havde gives afkald på fragtbreve, når visse regler i det administrative apparat ved distribueringen af pakkerne til de mange spisehuse ud over England blev overholdt - skrev jeg begejstret hjem til telefondirektøren om de muligheder, der lå i denne nye udvikling, og at vi måtte være med.
Da jeg kom hjem, foreslog jeg, at Bech skulle sendes på kursus i Stockholm for at lære at programmere elektronregnemaskinen der. Da Bech på udmærket måde havde varetaget kontorets drift under mit studieophold i udlandet, fandt man, at det var naturligt - som en passende belønning - at lade ham deltage i denne uddannelse i Stockholm. Man ville ikke direkte give udtryk for, at det var i Selskabets interesse, at et sådant initiativ blev taget.
Jeg husker endnu Bechs begejstrede hjemkomst fra den første del af kurset: »Arne Jensen - De må absolut med til denne uddannelse. Det er helt utænkeligt i fremtiden at regne på anden måde. Det er simpelthen revolutionerende«. Mit svar var: »Det var jeg da godt klar over. Det var derfor, jeg sendte Dem afsted. Men mit job er ikke at gennemføre beregningerne. Jeg behøver blot at vide noget om maskinernes funktion - input, lagringsmuligheder, beregningskapaciteter osv., hele det funktionelle forløb i beregningsprocessen - men ikke at kunne programmere.« Det var vi meget uenige om. Sådan som jeg så det ville man, efterhånden som prisforholdene ændrede sig, kunne opnå lettelser for mennesket, mod at bruge mere maskintid. Derved ville en videre kreds kunne mestre disse instrumenter. Ja, vi ville nå så langt, at vi kunne tillade dem der styrede disse maskiner at begå fejl, uden at det viste sig i resultaterne, på den måde som man så det i administrative organisationer, hvor man jo heldigvis ikke fik svar på det man spurgte om, men på det man gerne ville vide.
Diskussionen fortsatte efter hans andet besøg i Stockholm, og han spurgte til sidst i fortvivlelse: »Jamen, hvornår vil De da selv programmere en regnemaskine?«, og mit svar var: »Når man kan programmere den ved at tale til den«. Han rystede på hovedet over denne forfærdende vankundighed. Jeg holdt iøvrigt ord. Første gang, jeg programmerede en maskine, var for et par år siden i Moskva, hvor jeg programmerede den ved at tale til den og fik det rigtige resultat, selv om jeg skulle tale til den på russisk - et sprog, jeg ikke kan, men altså kunne læse op.
Ind imellem var Bech efterhånden kommet igennem sine pensa i matematik, og der manglede i realiteten kun, at han gik op til den endelige embedseksamen. Men det var umuligt at få Bech til at sætte sig til eksamensbordet. Alle lærerne var positive og var parate til at arrangere eksaminationerne på hvad tid, det skulle være. Men, som en af dem sagde til mig: »Vi kan jo ikke placere eksaminationen oppe på Deres kontor. Han må jo dog bevæge sig ud til universitetet«. Bech turde ikke, selv om vi alle vidste, at han havde nået et tilstrækkeligt fagligt niveau.
Men mens Bech og jeg glædede os over, at K.T.A.S. skulle blive initiativtager ved brugen af elektronregnemaskiner herhjemme, kom der en mand i vejen med en slæde for disse planer. Det var professor Richard Petersen, der med megen tålmodighed og gå-på-mod havde fået tilladelse til at bygge en kopi af den svenske maskine Besk og fået dette foranstaltet. Nu kom han op til mig på kontoret og spurgte, om ikke Bech kunne være behjælpelig ved tilrettelæggelsen af kurser i brugen af en sådan maskine. Det var naturligt, at jeg i K.T.A.S.'s egen interesse gav ham tilladelse til at bruge sin fritid herpå.
Nu havde Bech i forbindelse med den første Teletrafikkongres - hvor jeg insisterede på, at han holdt foredrag om de nydannelser, han havde skabt inden for teorien for graderinger - fået indøvet en teknik, der gjorde det muligt for ham at komme igennem et foredrag uden stammen. Derfor sagde han ja. Men - hvor blev det foredrag dog holdt mange gange! Og hvor blev mange lyde undgået ved omskrivning af sproget! Men uden det tror jeg ikke, han havde accepteret at gå ind i undervisning igen.
Men så kom hin skæbnesvangre dag, hvor Richard Petersen stillede igen og spurgte, hvordan jeg så på en henvendelse til Bech om at blive leder af Regnecentralen. Jeg kunne kun bekræfte, at Bech havde de egenskaber, en leder af en sådan central bør have - evnen til at samle personale om sig og begejstre det og føre et arbejde igennem. Hans beherskelse af faget var der heller ingen som kunne betvivle.
Nogle dage efter kom Bech ind, sad over for mig i den gamle stol fra Nyrops rådhus, præget af mangel på søvn og indre splittelse: »Jamen, Arne Jensen, hvis De nu tog med, så kunne det gå«.
»Kære Bech - for det første er jeg ikke blevet spurgt, for det andet er mit job her. Teorien for kapacitet og planlægning, samspil mellem sandsynlighed, teknik og økonomi, det er mit livsværk. At føre Regnecentralen til succes er Deres«.
Da det lidt efter lidt gik op for mig, at man mente, at Regnecentralen kunne drives på forretningsmæssig basis, og dog bevares som forskningsinstitution - ja, at man drømte om at den kunne gøre IBM rangen stridig som dominerende edb-leverandør på det danske marked - blev jeg ængstelig. Bech burde hellere love bestyrelsen for Regnecentralen et fast underskud og sikre sig en basis, f.eks. i form af et mindste antal kandidater, som ved garanterede tilskud skulle kunne være fuldtidsbeskæftiget inden for forsknings- og udviklingsarbejde.
Det var nu umuligt at få Richard Petersen til at tænke i baner af denne art, hvad enten det var, fordi han insisterede på, at man kunne vise, at man også uden statens støtte kunne gennemføre forskningsarbejdet, eller fordi han ikke mente det realistisk at spørge om disse penge og betale med de bånd, der fulgte med. Det korte af det lange er, at der alligevel var så meget tilbage af forretningsmanden i Bech fra hans herkomst inden for tømmerbranchen - evner, som han hidtil så målbevidst havde søgt at tæmme til mere ideelt sigte at han fascineredes af ideen om, at overskuddet skulle bruges til forskning, og at man der skulle kunne gøre en stor indsats. Han ville ikke rigtig høre på, at de store giganter ville komme ind på markedet - trægt, men komme.
Bech var altid positiv over for sine omgivelser, men også parat til uforsonlig fight over for de personer, hvis holdning han ikke kunne acceptere. At han ville holde den faglige fane højt, var jeg ikke i tvivl om, men at han ville få problemer ved at søge at udvide Regnecentralens område til andet og mere end murbrækker for den nye udvikling, og dermed problemer med den kommercielle udnyttelse af markedet, stod også klart for mig. Derfor mit ønske om, at han skulle stille krav om et garanteret underskud. Desværre forstod hans bestyrelse heller ikke, at den enestående goodwill, der var omkring den unge Central, burde fastholdes i en noget mere langsigtet og stabiliseret politik, der kunne beskytte udviklingsafdelingen. Når en gang trådene i spillet mellem direktion og bestyrelser for Regnecentralen i dens forskellige faser bliver redet ud, skulle det ikke undre mig, om den sidste sætning kommer til at lyde: »Hvor var Bechs modspil, der kunne have ændret konstruktiv, visionær enetale til frugtbar dialog og resultere i realistiske vækstplaner for de fire elementer, produktion af software og hardware, edb-service og undervisning!«
Vi fik med Bechs første periode udviklingen af Gier, et industrielt mesterværk som aftvang respekt, med udviklingsomkostningerne dækket af en dansk statsinstitution. Men planerne for RC4000 havde ingen forhåndsbeskyttelse fra statsmagtens side. Da projektet samtidig ikke havde økonomiske moduler, der passede til danske universitetsinstitutioners budgetter, tårnede vanskelighederne sig op. Jeg husker en natlig diskussion herom - en af de få gange, jeg talte med ham som i gamle dage, efter at han i 1957 havde forladt K.T.A.S. Han forsøgte at forklare mig, at småligt hensyn til budgetmoduler ville spolere den tekniske idé i RC4000-konstruktionen, og at stærke kræfter i centraladministrationen nok skulle afhjælpe disse problemer. Han troede endnu på, at universiteterne og de højere læreanstalter følte et ansvar for generering af arbejdspladser i det danske samfund og overså, at der ville blive en periode, hvor de af hensyn til den øvrige industri og de øvrige institutioner måtte gå på kompromis for hurtigt at få adgang til de amerikanske software-pakker.
Bech havde store visioner om regnemaskinens udvikling i størrelse, begunstiget af den tekniske udvikling og de faldende omkostninger. Han ville bygge de store, universitetsmaskinerne, ikke de små, institutmaskinerne. At satse på de sidste var for ham en irrationel disposition der svækkede det væsentlige - det var det indtryk jeg fik af hans synspunkt, da vi i en af vore sidste samtaler i en natklub i Ljubliana i Jugoslavien i 1971 lod blikket glide tilbage over årene.
Den manglende dialog i Regnecentralens top og den manglende solidaritet hos læreanstalterne over for Regnecentralen på de kritiske tidspunkter blev katastrofale for de ideer Bech og Richard Petersen havde, da de begyndte sammen og skabte kimen til en dansk storindustri. Dertil havde disse mangler betydeligt skadelige virkninger for udviklingen i universitetsmiljøerne. De folk, der skulle bruges på universiteterne i opbygningsperioden i 1960'erne på disse felter, sad på Regnecentralen, der havde et langt bedre personalemiljø, end universiteterne nogensinde kan skaffe med de vilkår, de arbejder under. Samtidig med, at der blev udført aldeles enestående ting på Regnecentralen, blev uddannelsen af dem, der skulle præge brugersiden, ikke tilstrækkelig tidligt sat højt i prioritet og vilkår. Den senere tilpasningsproces blev ret så pinagtig, og i dag mangler vi i realiteten det »eksperimenterende værksted«, som Regnecentralen også var, hvor forskere og brugere kunne mødes omkring reale problemer. Da jeg ud på natten i fuldt alvor åbnede ham muligheden for at vende tilbage til universitetsverdenen, hvis lønningsliste han ganske vist aldrig havde været på, respekterede han den holdning, tilbuddet var udtryk for, og forstod det perspektiv, jeg så i en sådan tilbagevenden. Men han kunne ikke. For ham havde universitetsverdenen og dens høje idealer en stor del af hans liv stået på en piedestal. Men universiteternes virkelighed, som han så den i sin tid på Regnecentralen, stod ikke mål hermed. Skonummeret var for småt. Bech er ikke mere, men den scene han efterlader er ikke tom. Endnu i lang tid vil Bech leve i dansk edb gennem elever og kammerater, der er mærket for livet af hans helt vidunderlige miljø, præget af den rette forskerholdning, intelligens, og brugerholdning i samfundets tjeneste. Endnu i mange år vil vi ved møder i det internationale liv komme til at tale om den feterede og omstridte person Bech. Men karakteristisk vil det være, at alle respekterer ham for hans visioner, storartede initiativer og renlivede holdning. For han kæmpede for alt, hvad der for ham var stort og godt, og betalte sin rigelige del af prisen for fødslen af edb i Danmark.