Acorn Electron
Acorn Computers havde vundet kontrakten på at levere en computer til BBC og de britiske skoler, men de store krav til udvidelsesmuligheder gjorde også denne computer meget dyr til hjemmebrug. ZX Spectrum gjorde indtog på den nedre ende af markedet og Acorn besluttede at udvikle en billig hjemmecomputer, som var kompatibel med BBC modellerne. Dette blev opnået ved at reducere de 102 chips på BBCens hovedkort til 12-14 stykker og bruge en Uncommitted Logic Array (ULA).
For at holde prisen nede var det nødvendigt at gå på kompromis med kompatibiliteten. Grafikmode 7 blev fjernet, hvilket betød at en stor del af BBCens software ikke kunne køre på Electron. Derudover, da ULAen genererer video-signalet, og den deler bussen med CPUen så bliver 6502 CPUen blokeret fra at skrive/læse RAM hurtigere end 1 MHz.
Electron blev lanceret i august 1983. De havde forventet at sælge 100.000 styk det næste halve år, men der var produktionsproblemer på grund af ULAen og de kunne ikke fylde ordrerne til julehandlen. Efter at produktionen var kommet op i begyndelsen af 1984 var markedet svækket på grund af en generel overmætning. Dette bidrog kraftigt til Acorns økonomiske vanskeligheder og 49% af virksomheden blev solgt til Olivetti.