RC700 Piccolo
RC700 var et projekt der blev hevet op af skuffen og sat i produktion efter Regnecentralens konkurs og rekonstruktion i 1979. Det er en Z80 baseret computer beregnet til skolebrug - enten standalone eller som RC822-kompatibel terminal til en RC7000 eller RC8000. I starten blev den solgt uden CP/M. Istedet blev der leveret med et terminalemulatorprogram og RC700 COMAL - en tilpasset udgave af ID-COMAL[1], som indeholdt de nødvendige kommandoer for at kunne hente, gemme og vise kataloget af programmer på disketten. CP/M til RC700 blev lanceret i september 1980 sammen med UCSD Pascal.
I begyndelsen af 1981 blev det muligt for op til 8 maskiner at dele fælles diskettedrev, modemmer og printere vha. en RC791 Linieselektor. Delingen skete over den serielle port og i tilfælde af disketteadgang skulle der være en dedikeret RC700 til at være "master". Løsningen gjorde det muligt for Regnecentralen at sige, det var et decentraliseret flerbrugersystem. Samtidigt blev navnet 'Piccolo' introduceret nu da der eksisterede både en model 701 og en 702. Til formelle skrivelser blev serien kaldt RC700 Piccolo.
Regnecentralen opnåede en stor succes med salget af Piccoloen til danske skoler. Den blev også solgt i udlandet gennem Regnecentralens datterselskaber i bla. Tyskland, England og Finland.
Modeller
RC701 har 8" diskette drev. Den blev lanceret i november 1979.
RC702 har 5.25" drev med 36 spor. Lanceret på Fredericia-messen i august 1980.
RC703 har 5.25" drev med 80 spor, 10 sektorer 512 bytes/sektor. Denne udkom 1. april 1983.
Den første skærm var et ombygget TV. Der blev senere lanceret en professionel monitor med brun skrift. Derudover kom der også et nyt RC722 Tastatur, hvor der var tilføjet en sektion med numeriske taster. Dette var efter ønske fra den private sektor, således at det var nemmere at bruge computeren til at udføre administration, regnskab m.m. Endelig - i slutningen af 1983 - blev det muligt at vise højopløsningsgrafik. Det var et grafikkort med en 16-bits CPU og 32 kilobyte lager. Man fik 512x512 pixels i sort/hvid eller 256x256 med 8 farver. Grafikkortet fungerede helt uafhængigt af Piccoloens skærmudgang, og man kunne vælge om man ville vise tekst og grafik på én fælles skærm eller separate skærme.
Galleri
-
RC701
-
Piccolo model RC703 med tastatur RC722
-
RC702 med fire diskettedrev
Læs mere
- Piccolo Manualer og programmer i Bitarkivet
- Piccolo i AutoArkæologen
- Samlet manual på 437 sider
- Michael Ringgaards RC700 emulator
- ↑ ID-COMAL var en version af COMAL udviklet på Instituttet for Datateknik (ID), Danmarks Tekniske Højskole (DTH) under ledelse af Tom Østerby i slutningen af 70'erne.