Anders Hejlsberg

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning

Anders Hejlsberg (1960 - ) var ansat hos PolyData 1980-1987, Borland 1987-1996 og er nu hos Microsoft som Distinguished Engineer and Technical Fellow.

Anders Hejlsberg gik på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby for at studere ingeniørfag, men kunne ikke gennemføre det. Det var omkring 1980, mens Anders var på universitetet, at han skrev nogle programmer til Nascom mikrocomputeren og skrev også en Pascal compiler til den, der på det tidspunkt blev markedsført som Blue Label Software Pascal. Compileren udviklede sig over tid. Først til COMPAS Pascal/PolyPascal og derefter Turbo Pascal, da det internationale softwarehus Borland købte licens til produktet af PolyData i 1983.

COMPAS Pascal og PolyPascal var en stor succes i Danmark på især Regnecentralens Piccoline og Partner mikrodatamater. Med Turbo Pascal blev succesen global.

Anders Hejlsberg flyttede i 1987 med sin Pascal compiler til Borland og USA. Her udviklede han en objekt-orienteret udgave af Pascal, der blev til produktet Delphi. Hejlsberg udviklede de første tre versioner af sproget. Man kan sige, at Hejlsberg gjorde det samme med Pascal, som Bjarne Stroustrup gjorde med C.

Han forlod Borland i 1996 til fordel for Microsoft. Her har han været hovedarkitekt for programmeringssprog og har blandt andet stået bag ved sproget C#. For nuværende arbejder han på TypeScript, som er en udvidelse af JavaScript med datatyper.