PolyPascal

Fra DDHFwiki
Spring til navigation Spring til søgning
PolyPascal manual

Common Pascal Language System (COMPAS) fra 1982 er en videreudvikling af Blue Label Software Pascal til CP/M-80 og CP/M-86. BLS Pascal blev leveret på kassettebånd eller var en ROM, som blev sat i Nascom computeren. Pascal programmerne blev indlæst fra kassettebånd, og det var derfor nødvendigt at have både oversætter og editor i samme program således at man kan både oversætte og køre sin kildekode uden at forlade programmet. COMPAS fortsatte denne idé hvor andre diskette-baserede Pascal oversættere lod brugeren benytte sin foretrukne editor. Det gjorde COMPAS til et integrated development environment ligesom BASIChjemmecomputere.

Produktet blev solgt af PolyData, men fra begyndelsen af 1983 stoppede de med at sælge direkte til forbrugere. Rettighederne til COMPAS Pascal blev købt af Borland. De startede fra version 3.02 og ændrede editoren til at bruge de samme kontrol-koder som det meget populære WordStar tekstbehandlingsprogram og solgte det som Turbo Pascal. Tilsyneladende beholdte PolyData retten til at fortsætte deres videresalgskontrakter med bla. ICL og Regnecentralen. Dette er grunden til at COMPAS/PolyPascal eksisterer på visse CP/M og CCP/M systemer såsom Comet og Piccoline. Prisen for en licens dækkende en skole på Piccoline var 4.995 kr.

Navnet blev ændret til PolyPascal i juli 1984 fra version 3.10 på grund af mulighed for forveksling med firmaet Data Compas.

COMPAS 1

Version 1 var tilgængelig på alle mikrodatamater med Z-80 processor og CP/M operativsystem. Editoren er en simpel fuldskærmseditor, hvor man bruger CTRL-tasten til kommandoer. For at skrive tekst skal trykke på Escape-tasten. Derved blankes skærmen fra markørens position til bunden af skærmen for at give plads til den tekst man indtaster og for ikke at skulle gentegne teksten foran markøren efterhånden som den bliver skubbet frem af det indtastede. Når man indtaster tekst ignoreres ctrl-kommandoerne. Man trykker Escape igen for at kunne flytte cursoren. Ctrl+Q afslutter editoren. Ctrl-N og P hopper henholdsvis en side frem og tilbage. Ctrl-B og E hopper henholdsvis til begyndelsen og enden af programmet.

COMPAS 2

Editoren er ændret i forhold til version 1. Der er nu en statuslinje og i MOVE-tilstanden kan man vælge at have automatisk indrykning. Der skiftes mellem de to tilstande med Escape-tasten, men dette og alle andre taster kan ændres af brugeren med config-programmet. I editoren var det muligt at søge/erstatte en tekststreng, og flytte blokke af tekst.

I version 2.2 blev der tilføjet en HELP-kommando i både kommandofortolkeren og i editoren (Ctrl+Y). Det var implementeret ved at indlæse teksten fra COMPAS.HLP filen. Version 2.2 gjorde det også muligt at programmere med overlay-filer, hvormed man kan fremstille programmer der er større end den RAM der er til rådighed.

COMPAS 3

Med version 3 blev COMPAS også tilgængelig på 8086 CPUen. 8086 er kildetekst-kompatibel med 8080, og har instruktioner der er inspireret fra Z80, men det har stadigvæk været et stort arbejde at portere.

PolyPascal 3.10

Udkom i juli 1984. Den eneste synlige forskel i forhold til COMPAS 3.07 er navneændringen. Under overfladen er der dog en del ændringer. De logiske enheder CON:, LST:, etc. behandles anderledes end i COMPAS Pascal. Der er ikke længere forskel på behandlingen af logiske enheder og disk filer. To nye standardfunktioner er indført til at hente kommandolinieparametre: argcnt og argstr(n). Brugeren kan skrive sin egen fejlbehandlingsrutine og en prædefineret variabel ved navn "cbreak" kan benyttes til at vælge, om PolyPascal skal checke for Ctrl-S og Ctrl-C eller ej.

PolyPascal 3.11 kom i 1985 og var en fejlrettelsesrelease.