Hvad vejer mon 1 bit information ?
En bit er betegnelsen for et binært ciffer med værdien 0 eller 1, og er også den mindste mængde information, man typisk arbejder med i sædvanlige digitale computere – PC’er , tablets med videre. Bit bruges også som måleenhed for kapacitet, idet der i de nutidige computere går 8 bits til 1 Byte og altså 8*1024 bits = 8196 bits til 1 kiloByte.
I udstillingen ses nogle ferritkerner af samme type, som dem der blev brugt i hovedlageret i DASK – Danmarks første computer – og også i hovedlageret i den GIER computer, der er udstillet i Rum 1.
De enkelte kerner er ca. 2mm i diameter og vejer hver 5 milligram,
5 tusindedele af et gram.
GIER har et hovedlager på 1024 ord af 42 bits = i alt 43.008 bits. Det svarer til ca. 5¼ kiloBytes. De informationsbærende kerner i GIER hovedlageret vejer derfor i alt ca. 215 gram. For morskabs skyld har vi regnet på, hvad informationsmængderne i nogle af de udstillede lagermedier ville veje, hvis de bestod af tilsvarende ferritkerner som de viste. Resultatet ses her:
IBM, 8” diskette (1973) 9,5 kg
Christian Rovsing, RAM kort (1984) 40 kg
Burroughs, Disk File System Harddisk (1970) 96 kg
3M, 6250 bpi magnetbånd (1975) 6 ton
IBM, 3380 Disk (1985) ca. 50 ton
Moderne 1 Tbyte harddisk (2008) ca. 40.000 ton