Invitation til Ada Lovelace Day 2018 – tirsdag 9.oktober 2018

Invitation fra Dansk Datahistorisk Forening

Tirsdag den 9.oktober 2018  kl. 19.30

Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup

Ada Lovelace Day 2018  

I adskillige år har man fejret ”Ada Lovelace Day” den anden tirsdag i oktober for at markere kvinders indsats i STEM fagene (Science, Technology, Engineering and Maths), samt for at mindes Lady Ada Lovelace, der bliver betegnet som verdens første programmør. Det vil vi fra i år også gøre i Datahistorisk Forening.

Vi starter aftenen med at vise en britisk dokumentar (med danske undertekster) fra BBC Scotland 2015 om Ada Lovelace:

Grevinden og Computeren

Efterfølgende vil Thorkil Naur holde et indlæg, hvor han vil fortælle om Ada Lovelace’s program, skrevet til Babbage’s analytiske maskine, til beregning af Bernoulli-tal. For at lede op til det, kommer Thorkil ind på Babbage og hans maskiner, Menabreas beskrivelse af den analytiske maskine og Ada Lovelace’s oversættelse af denne beskrivelse med fyldige noter og endelig, hva’ pokker er Bernoulli-tal for nogen?

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager.  Tilmelding ikke nødvendig

 

Ingeniørernes Danmarkshistorie

Ingeniørtidsskrifterne i Ingeniørernes Danmarkshistorie indholder mange artikler om den danske datahistorie. Prøv selv at søge.


Ingeniørernes Danmarkshistorie
 rummer alle de ingeniørtidsskrifter der er udkommet i Danmark siden 1892, og man kan via en digital folder på adressen ida.dk/danmarkshistorie få adgang til 325.000 siders teknologi- og samfundshistorie. Fra den digitale folder kan man også hente korte inspirationsvideoer, og man kan få forslag til anvendelse og udbredelse af kendskabet til Ingeniørernes Danmarkshistorie. 

Ingeniørernes Danmarkshistorie tegner via artikler, debat, navnestof og annoncer et komplet billede af Danmarks teknologihistorie og perspektiverer landets samfundsudvikling i det seneste århundrede. Og i detaljen rummer Ingeniørernes Danmarkshistorie en guldgrube af oplysninger om for eksempel broer, havne, jernbaner, veje, fabriksanlæg og kulturbygninger.