OsWald og Hugo (1988 og 1990)

  

OsWald var det første rigtige interaktive spil på TV, hvor seerne kunne ringe ind og måske være heldige at få lov til, at spille med. Det havde TV debut i 1989 i det meget populære fredags underholdningsprogram Eleva2eren på TV2.

Et antal personer omkring firmaet StarVision lavede spillet på Commodore Amiga tilbage i 1988. Det var blandt andre Jesper V. Jørgensen, Ivan Sølvason, Esben Krag Hansen og Michael Balle. Flere havde været aktive på det man kaldte “demo scenen” på Amiga siden teenage årene. Det var her man som programmør trådte sine barnesko, og forsøgte at vride så meget ud af computeren man kunne. Man viste det så frem i de såkaldte “demoer”, som ofte nærmest kunne virke som psykedeliske musik videoer. Her var både program, grafik og musik lavet af en lille gruppe venner.

På trods af det meget simple gameplay, og selvom kun én seer kunne være med, så var OsWald et populært indslag. Seeren kunne så hoppe rundt på isflagerne med OsWald figuren ved at bruge knapperne på sin fastnet telefon. Når man trykker på en knap sender telefonen en tone som man kan høre. Dette kaldes Dual-tone multi-frequency signaling – i daglig tale blot DTMF.

Det er samme princip, som når man vælger sig igennem en telefon menu, hvis man har ringet til en større virksomhed eller Skat. Der stod et modem i den anden ende, som så registrerede disse signaler, og var sluttet til computeren. Princippet med tone signalering over telefonnettet er også det samme, som anvendes ved 80’ernes og 90’ernes kommunikation mod internettet.    

I opstillingen på udstillingen kan du prøve netop OsWald, på samme måde som den gang. Det eneste der mangler er studieværterne.

OsWald var forløberen for den internationale kæmpesuccess Hugo fra 1990, som blev brugt på TV i mere end 40 lande. Her var Nina Klinker Jørgensen studievært, og Michael Brockdorf lagde stemme til Hugo figuren. De gjorde sammen vendinger som “Hør, hvor skal vi hen, du?” og “Hallooo, er der nogen?” populære over hele landet. Spillet kørte på en Commodore Amiga, som var tilpasset de særlige forhold for Broadcast TV og tilslutning til telefonnettet, men kunne også købes i almindelig handel til den hjemmecomputer som Commodore Amiga i virkeligheden var.

Både OsWald og Hugo var også tilgængelige på den endnu ældre Commodore 64, der stod på rigtigt mange børne- og ungdomsværelser tilbage i 1980’erne.

Faktisk, så var figuren nok mere populær i udlandet end herhjemme, hvor det blot var et 5-10 minutters indslag fredag aften. I Spanien var Hugo på sit højeste på skærmen 3 gange om dagen, og i Tyskland var der en timelang udsendelse kun med Hugo hver dag!

Hugo blev så berømt, at her knap 25 år senere, så blev det nye Hugo spil til Smartphones i 2012 solgt i over 1 million eksemplarer på bare 3 dage.