Nimbi
Poul-Henninghavde fået debugget ARM boardet til Nimbi pladen og fandt problemet i forbindelse med nogle FIFO buffere. Mogens havde som det set på billedet sat den til sin PC, og kunne nu demonstrere spillet i al sin enkelhed. Nimbi er Piet Heins efterfølger til “Nim”, da det pinte ham, at matematikere havde brudt “koden” til den. Er du interesseret i nærmere detaljer, så kan du evt. læse nærmere omkring spillet og hvordan det vindes her og her.
Møllen
Vi er stille og roligt ved, at rømme Møllen, da den jo som bekendt skal rives ned. Derfor kommer der løbende stumper til Tapeten, som der naturligvis skal gøres plads til. Her kigger Finn og Poul lidt perplekst på et RC4000 controller modul. Hvor mange kan vi nu få klemt ind på en palle?
I forlængelse af dette fik Poul-Henning og Ole monteret de længe ventede hylder ved værkstedet. Det er så mening at en del af de antikvariske måleapparater der tidligere blev opbevaret på møllen skal opbevares/udstilles på disse.
DTMF Adapteren
Uffe er her nået ca. halvvejs med at lodde komponenterne til DTMF adapteren der skal bruges til Hugo spillet hos PTM. Det er monteret så langt, at vi kan se det fungerer ved at aflæse lysdioderne binært. Det resterende er at få monteret dioderne, så vi kan interface til joystick porten.
Man kan svagt ane noget orange der stikker ud fra hans ører. Det er ørerpropper, da staklen måtte sidde og arbejde i værkstedet mens Ole havde gang i hammerboret.
Olivetti Programma 101
Thorkil er stadig støt igang med renoveringen af Olivetti Programma 101. Det største fremskridt der kan ses er, at den nu er blevet grovrengjort. Sammen med Henrik har han fået varmet nogle af kondensatorerne op, men der er nogle stykker der mangles endnu. Nedenfor kan du se et par stemningsbilleder fra arbejdet.