INTERNETTETS HISTORIE I DANMARK – FRA GRØNNE GRISE TIL MOBILEPAY
v/ Birger Hauge og Søren Duus Østergaard

Ingeniørhuset, Kalvebod Brygge 31 – 33, 1780 København V, 16.marts 2017 kl. 16.30 -18.30

ARRANGØR: IDA – HISTORISK TEKNOLOGI, HITEK.  MEDARRANGØR: IDA KØBENHAVN

Birger Hauge og Søren Duus Østergaard vil fortælle om hvordan udviklingen af internettet egentlig startede i Danmark, og se på de milepæle der er passeret indtil nu. Vi skal følge udviklingen fra NEUCC og Uni-C til TDC’s indtog på markedet. Vi skal se hvornår de første sikre betalinger ved hjælp af SET blev gennemført, og høre om hvordan runderne om en digital identitet blev oplevet fra leverandørside. Og foredragsholderne vil runde af med den nyere tids eksplosion af mobile løsninger, herunder udbredelsen af internetkriminalitet.

Birger Hauge har arbejdet med digital forretningsudvikling siden 1990. Han var en af de første web-udviklere i Danmark og stod bag TDC’s store internetportal OPASIA. Birger Hauge har haft en række ledende stillinger i erhvervslivet og har de seneste 10 år været aktiv i samfundets trans-formation fra analog til digital indholdsformidling, aktiv i at overbevise de danske politikere om nytten af at tænke digitale strategier. Han har været medlem af regeringens bredbånds-kommission og af Energiministeriets smartgrid udvalg. Birger Hauge driver i dag udviklings-virksomheden Zibra.

Søren Duus Østergaard har siden 1970 arbejdet med digitalisering af den offentlige forvaltning gennem en række ledende jobs i IBM Danmark. I starten af halvfemserne blev han chef for IBM Nordics afdeling for multimedier og var her ansvarlig for etableringen af nogle af de første offentlige web-løsninger og gennemførte de første sikre betalinger på internettet. Fra 1997 til 2010 var han Senior Government Advisor for IBM i Europa, Mellemøsten og Afrika, og medlem af Teknologirådets bestyrelse. Fra 1995 har Søren Duus Østergaard været ekstern specialist og rådgiver for EU indenfor sikkerhed og privacy.

Datahistorisk Forenings medlemmer er inviteret til at deltage i arrangementet. Du behøver ikke være IDA medlem for at kunne deltage. Klik her og tryk på tilmeld og opret dig, så er du tilmeldt arrangementet.

Mandag den 16.januar 2017  kl. 19.00

Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup

Kvinder i Edb og IT – medlemmer af
Datahistorisk Forening og
Seniorklubben i Dansk IT fortæller:

Bente Sonne
Birthe Olsen
Bodil Larsen
Ellen Randløv
Gerd Belhage
Gertrud Rahbek
Inge Borch
Lis Rimer
Lisbeth Smed

Denne aften vil en række medlemmer berette om deres oplevelser og indtryk fra uddannelse og arbejde i en branche, der traditionelt har været mandsdomineret. Det vil føre for vidt at nævne alle de emner, som indlægsholderne vil komme ind på. Blot er vi sikre på, at det bliver en både spændende og interessant aften.

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Vi holder en pause undervejs og forventer at slutte ca. kl. 22.30.

Kom i god tid – det er normalt svært at få parkeringsplads mandag aften på Tapeten.

Med venlig hilsen
Datahistorisk Forening

Tirsdag den 22.november 2016  kl. 19.30
Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup

DSC_1148_logo

DATACO – historien om IT succesen som blev Danmarks hurtigst voksende virksomhed 2 år i træk! 

v. Michael Mathiesen, investor

Firmaet DATACO blev grundlagt af Michael Mathiesen og en ven i 1985. På ganske få år blev firmaet til en af verdens førende udbydere af udstyr til datanetværk (LAN og WAN). DATACO var især førende i forbindelse med etablering af netværkskomponenter der opfyldte standarderne for “Åbne Systemer” (OSI), der blev udbudt som alternativ til diverse system leverandørers lukkede netværks protokoller og arkitekturer.
I 1990 blev DATACO solgt til den børsnoterede engelske koncern, DOWTY. Efter et par års integration med den nye ejer, fortsatte Michael Mathiesen som investor i mere end 300 danske og udenlandske IT selskaber gennem virksomheden 2M Invest. En af disse, ScanView, revolutionerede den grafiske industri, og blev i den sammenhæng også Danmarks hurtigst voksende virksomhed i 1999.

Denne aften vil Michael Mathiesen fortælle om historien bagved DATACO. Hvordan fik de forretnings ideen og samlet de rigtige team. Hvordan fik de kunder som DSB, Mercedes, ABB m.fl. – og hvordan fandt de det bærende forretningsgrundlag, der førte til salget af Danmarks første IT succes?

I forbindelse med aftenens arrangement vil der også være en mindre udstilling af Dansk Datahistorisk Forenings effekter fra DATACO.

 

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Endvidere forventer vi, at en række tidligere medarbejdere fra DATACO vil deltage og besøge foreningens samling for første gang. På grund af begrænset plads er tilmelding nødvendig pr. mail til tilmelding@datamuseum.dk

Med venlig hilsen
Datahistorisk Forening

Ny bog om et stykke dansk IT-historie, ”Historien om Dankort”.

Et af vore medlemmer gennem mange år, Henning Jensen, har skrevet en bog om, hvordan Dankort-systemet blev etableret i starten af 1980´erne, hvor der var en del modstand i befolkningen mod den nye teknologi. De frygtede arbejdsløshed, de frygtede central registrering, og de var generelt usikre, hvis du nu gik noget galt med teknikken.

Det er en historie om pengeinstitutternes kamp for at få erstattet et forældet og dyrt checksystem med et moderne elektronisk betalingssystem.  Lanceringen af dankortet medførte en offentlig debat og folketinget måtte gennemføre en ”Lov om betalingskort”. Dankortsystemet blev opbygget med dansk teknologi fra bl.a. Christian Rovsing A/S, Søren Lyngsø A/S og GNT Automatic A/S.

I dag er dankortet danskernes foretrukne betalingsmiddel og blandt de billigste af sin art i verden.

 

Bogen kan købes på Saxo.com. Der findes også et eksemplar i vores bibliotek.

Tirsdag den 1.november 2016  kl. 19.30 

Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup

LEC logoer
LEC – en markant dansk it-profil

ved Niels Eilif Hansen

Historien om LEC er historien om, hvordan et helt erhverv med stor mod og fremsynethed skabte en fælles dataserviceleverandør, der med succes medvirkede til at effektivisere erhvervet, men ikke overlevede erhvervets strukturudvikling.

En fortælling om virksomheden LEC, krydret med personlige oplevelser fra 36 års ansættelse. Niels Eilif Hansen begyndte karrieren som systemkonsulent i 1967 og var fra 1976 en del af LEC’s ledergruppe, først som sektionschef og senere som stabschef for LEC’s administrerende direktør, hvor han blandt andet repræsenterede LEC i en række eksterne fora.

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Tilmelding ikke nødvendig.

Med venlig hilsen
Datahistorisk Forening

Onsdag den 18.maj 2016  kl. 19.30

Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup

APLBook

APL – de første 50 år

v. Gitte Christensen

Historien om APL fra de tidlige år og til i dag. APL har altid været et slutbrugerværktøj anvendt til problemløsning af eksperter i alt muligt andet end IT.

Anvendelsen af APL gennem tiden sættes af Gitte i relation til den teknologiske udvikling og udviklingen af software-udvikling som professionel disciplin.

Der afsluttes med en status af APL’s anvendelse i dag og et gæt på, hvad fremtiden kan bringe. Det er en personlig beretning baseret på førstehåndsudsagn fra de tidlige år og personlig erfaring gennem de sidste 33 år.

Gitte Christensen er uddannet Biolog og blev ”omskolet” til EDB i begyndelsen af 80’erne. Hun har arbejdet med APL siden 1983, først som konsulent siden som professionel udvikler af kommerciel software. Gitte Christensen leder nu Dyalog Ltd, verdens førende leverandør af APL, hvis APL system herhjemme blandt andre anvendes af SimCorp A/S. 

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Tilmelding ikke nødvendig.
Med venlig hilsen
Datahistorisk Forening

I henhold til vedtægterne indkaldes hermed til ordinær generalforsamling, der afholdes

Onsdag den 27. april 2016 fra kl. 19.30 i DDHF’s lokale på ”Tapeten”,
Magleparken 3-5, Ballerup

 

(Kom gerne i god tid, da det kan være vanskeligt at finde parkeringsplads på adressen)

 

Dagsorden iflg. vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning 2015/2016
  3. Foreningens fremtidige aktiviteter
  4. Regnskab for det forløbne regnskabsår fremlægges til godkendelse
  5. Fastsættelse af kontingent og indmeldelsesgebyr
  6. Indkomne forslag
  7. Valg
  8. Eventuelt

Regnskab i henhold til dagsordenens pkt. 4: Er vedhæftet mail til medlemmerne med indkaldelsen.

Forslag i henhold til dagsordenens pkt. 6:

Der er ved fristens udløb den 1. marts 2016 fra medlemsside ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen. Bestyrelsen fremsætter følgende forslag:

  • Kontingentforhøjelse:
    Det almindelige medlemskontingent har siden foreningens stiftelse i 2002 været uændret kr. 200 pr. år. Stigende omkostninger og påtvungne udgifter til fremtidig opmagasinering af dele af samlingen, har medført, at bestyrelsen foreslår en kontingentforhøjelse på kr. 50 svarende til et nyt almindeligt kontingent fra 2017 på kr. 250 pr. år.
  • Udvidelse af bestyrelsen:
    Den nuværende bestyrelse består af 6 medlemmer. I henhold til vedtægterne, kan bestyrelsen udvides til i alt 8 medlemmer. Det foreslås at udvide bestyrelsen med 1 medlem til 7 medlemmer i alt.

Samtidig foreslås, at Udstillings- og Forskningschef Martin Gerster Johansen fra Post & Tele Museum vælges som nyt medlem.

Valg i henhold til pkt. 7:

Bestyrelsesvalg:

1                    Finn Verner Nielsen             (på valg, villig til genvalg)

2                    Mogens Strange                   (på valg, villig til genvalg)

3                    Mogens Kjær                        (ikke på valg)

4                    Poul Testmann                      (på valg, villig til genvalg)

5                    Christian Gram                     (ikke på valg, men ønsker at udtræde af bestyrelsen – suppleant
Anders Vind Ebbesen foreslås valgt i stedet)

6                    Erik Lorenz Petersen            (på valg, villig til genvalg)

7                    Martin Gerster Johansen       (foreslås nyvalgt)

 

Bestyrelsessuppleanter:

Ole Nørgaard Nielsen                              (på valg, villig til genvalg)

Henrik Hinding                                        (foreslås nyvalgt som erstatning for Anders Vind Ebbesen)

Revisorer:

Leif Jepsen                                               (på valg, villig til genvalg)

Henrik Jørgensen                                      (på valg, villig til genvalg)

Revisorsuppleant:

Peter Sørensen                                          (på valg, villig til genvalg)

Bemærk: Kun medlemmer der har betalt kontingent har stemmeret på generalforsamlingen. Det vil være muligt at indbetale kontingent umiddelbart inden generalforsamlingen.

 

Efter generalforsamlingen har vi tid til at drøfte foreningens fremtidige virke i forlængelse af dagsordenens punkt 3, såfremt der måtte være behov herfor.
Det virtuelle museum – hvordan registrerer vi samlingerne i Datahistorisk Forening. Med 3 korte indlæg vil vi efter generalforsamlingen belyse de igangværende aktiviteter på dette område.

Christian Gram fortæller om bogsamlingen og hvordan man søger i LibraryThing kataloget.
Poul-Henning Kamp fortæller om Bitstore og viser de første forsøg med dette.
Finn Verner Nielsen fortæller om registrering af genstande og viser formidlingen på DDHF Wiki.

 

 

Invitation til reception

Datahistorisk Forenings medlemmer er inviteret til at deltage i HITEK’s (IDA – Historisk Teknologi’s) reception fredag den 15.april 2016 kl. 14-17 i Ingeniørhuset i anledning af færdiggørelsen af digitaliseringen af ingeniørtidsskrifterne fra 1892 til 2000.

Program og detaljer kan ses her.

Tilmelding på https://universe.ida.dk/arrangementer/ med arrangementsnummer 316746 eller telefonisk på 33 18 48 48.

I forbindelse med at vi skal rømme ca. 30% af arealet i kælderen på Tapeten, er vi i gang med at gennemgå samlingen og udskille dubletter og andet, som vi ikke ønsker at bevare for eftertiden.

Vi tilbyder nu, at alle medlemmer kan komme og frit forsyne sig med de indtil nu udskilte effekter efter princippet “først til mølle”.

Loppemarkedet finder sted torsdag den 21.januar kl. 16 – 22 i kælderen på Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup. Se kortskitsen: https://goo.gl/maps/ihtEResf2nR2. Døren til kælderen er sidste dør på højre hånd inden rampen ned til kælderen.

Billeder af nogle af de udskilte effekter kan ses her: http://datamuseum.dk/wiki/Skydebane

Specielt vil vi skille os af med en samling indbundne årgange af ingeniørtidsskrifter, herunder både det gamle og det nye Ingeniøren fra 1892 og op til 1990’erne.

 

Mindeord om Peter Naur

Publiceret den 9. januar 2016 by in Omtale eller datahistorisk nyt

Peter Naur blev i 1949 uddannet som astronom på Københavns Universitet og tog kort efter til Cambridge Universitet for at studere astronomi. Her fik han adgang til at bruge en af de første rigtige datamaskiner, EDSAC, og han greb straks chancen for  at programmere den som en avanceret og hurtig maskine bl.a. til beregning af planetbaner. Efter yderligere studier i USA vendte han hjem til Danmark, hvor Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) havde nedsat et udvalg, der foreslog bygning af en dansk datamaskine.

Med den indsigt, Naur havde hentet i England og USA, blev han hurtigt en nøglefigur og inspirator for gruppen, der drøftede en dansk indsats. Han fik afgørende indflydelse på konstruktionen og programmeringen af den første danske datamaskine, DASK, og blev i 1959 fuldtids ansat på Regnecentralen, det ATV-institut der forestod bygningen af Dask.  Her fik han stor betydning som inspirator og igangsætter for mange data-folk de næste 10 år.

Naur blev hurtigt medlem af en international gruppe, der udviklede et fælles programmeringssprog, ALGOL.  Som redaktør af gruppens rapport satte Naur en standard for præcision og klarhed i beskrivelsen af  Algol, som ikke siden er overgået og som blev model for utallige senere programmeringssprog. Sammen med John Backus fra IBM udviklede han BNF-notationen, en koncis syntaks-beskrivelse i form af et sæt ligninger (BNF = Backus-Naur-Form). I flere år fortsatte Naur som meget aktiv redaktør af ALGOL Bulletin, en slags diskussions-tidsskrift, hvor sprog- og programmeringsproblemer blev grundigt diskuteret internationalt.

Når et program er udtænkt og skrevet i Algol, er der brug for en oversætter (compiler), der  oversætter Algol-programmet til et program i maskinkode, som en datamaskine kan udføre. Regnecentralen oprettede derfor hurtigt en Compiler-gruppe, der under ledelse af Peter Naur og Jørn Jensen udviklede hurtige, kompakte og ekstremt pålidelige Algol-oversættere til Dask, Gier og andre maskiner. Især Gier Algol systemet blev berømt og meget anvendt, fordi brugerne oplevede  den ret lille Gier-maskine som en effektiv Algol-maskine til både små og store opgaver.

Arbejdet med Algol-oversættere overbeviste Naur om, at en lang række principper og metoder derfra var generelle og anvendelige på programmering af alle slags opgaver. Systematisk anvendelse af disse metoder kunne føre til bedre og mindre fejlbehæftede programmer, hvor man logisk kunne bevise, at et program var korrekt. Naur plæderede kraftigt for, at brug af go-to sætninger er skadelig og giver dårligt strukturerede programmer, mens omhyggelig og systematisk brug af program-kommentarer kan muliggøre bevis for et programs korrekthed.

Ved konferencen  Software Engineering  i Tyskland erkendte alle, at vi stod midt i en ”software crisis”, hvor mange store datasystemer havde alvorlige fejl, og konferencen  handlede om  problemer med design, produktion og vedligeholdelse af store programmer. Rapporten fra konferencen blev redigeret af Brian Randell og Peter Naur og blev en best-seller, citeret igen og igen. Nogle år efter skrev Naur bogen  Concise Survey of Computer Methods  (1974), hvor emnerne er udbygget og fuldstændiggjort, bl.a. med diskussion af  hvordan store datasystemer bør designes og udvikles for at undgå de fejl, der førte til ”the software crisis”.

Naur var meget skeptisk over for synspunktet om, at vi blot ved at bruge matematisk formelle design-metoder kunne udvikle mere korrekte datasystemer. Bogen  Computing: A Human Activity  (1992) er en samling af Naurs skrifter, der spænder over hans mere end 30-årige arbejde i datalogiens tjeneste, hvor det igen og igen understreges, at ’Computing’ dybest set er en menneskelig aktivitet, og at ”Man Is Not a Machine–and Vice Versa”.

At udbrede kendskab til og viden om datalogi og datamaskiner optog Naur helt fra starten sidst i 1950erne. Han holdt utallige kurser og foredrag om betydningen af datalogien og mulighederne i automatiseret databehandling.  Allerede i februar 1960, før ’blækket i Algol-rapporten endnu var tørt’, samlede han en Algol-studiekreds på Regnecentralen, hvor han forsøgte at lære os uvidende, hvordan vi skulle læse og forstå rapporten.  I 1966 udformede han den første  Plan for et kursus i datalogi og datamatik.  I  korte kapitler giver planen strukturen i det, der  blev til  Den Røde Tråd,  en række hæfter om centrale datalogiske emner. Den Røde Tråd blev skrevet af Naur og en lille gruppe på Regnecentralen og blev siden brugt i mange grundkurser i datalære. Naurs ”Plan …” indgik senere i undervisningsplanerne på Datalogisk Institut på KU (DIKU), hvor Naur som den første danske professor i datalogi opbyggede instituttet og  undervisningen i det nye fag Datalogi.

I Dansk Datahistorisk Forening har vi haft lejlighed til at se og høre Peter Naur flere gange gennem årene. Ved arrangementer i 2008 til markering af 50-året for såvel påbegyndelsen som indvielsen af Dask samt ved 50-året for Algol programmeringssproget fortalte Peter Naur levende om sit banebrydende arbejde. Lige som ved flere andre lejligheder deltog Peter Naur i 2010 ved et af Dansk Datahistorisk Foreningens arrangementer, her om Hipparcos og Gaia satellitterne, og bidrog ved denne lejlighed til debatten om de nutidige astronomiske emner. Ved fejringen af  50-året for Dask  bidrog Naur også musikalsk, idet han sammen med tre andre dataloger spillede Rondo over E-D-B  komponeret af Svend S. Schultz på Naurs opfordring.  Senest spillede han i 2014 Rondoen igen ved den nordiske datahistorie-konference HiNC4 i København.

Peter Naur modtog gennem årene adskillige hæderspriser for sin banebrydende indsats, deriblandt Jens Rosenkjær Prisen fra Danmarks Radio 1966, The Pioneer Award fra IEEE Computer Society 1986 og den store  A.M. Turing Award  fra Association for Computing Machinery 2005 (den pris der også kaldes ”Datalogiens Nobelpris”).

Peter Naur døde den 3. januar 2016 efter kort tids sygdom. Han blev 87 år.

Æret være hans minde.

 

Christian Gram