DANSK DATAMUSEUM – The Niels Ivar Bech Computer Museum

Pressemedelelse vedrørende Datamuseet

Takket være store donationer fra The Charles Simonyi Fund for Arts and Sciences og Fonden bag det nu nedlagte Sparekassemuseum i Korsør er mulighederne for at etablere et Dansk Datamuseum rykket nærmere. Dansk Datahistorisk Forening har gennem de sidste ti år samlet en større mængde historisk edb-udstyr og -materialer og håber en dag at kunne åbne et egentligt museum. Museet skal bl.a. vise, hvordan edb kom til Danmark, og hvordan danske edb-pionerer ydede væsentlige bidrag til edb-udviklingen. En mulig placering af Museet kunne være i Lautrup-området i Ballerup, tæt ved de mange IT-virksomheder i kommunen. Med navnet

DANSK DATAMUSEUM – The Niels Ivar Bech Computer Museum

ønsker foreningen at hædre mindet om Niels Ivar Bech, Regnecentralens dynamiske og karismatiske direktør i 1960erne.

DASK fødselsdag 2006

Traditionen tro fejrer vi også i år DASKs fødselsdag. Det sker ved et arrangement om:

Dankortet – et unikt dansk betalingssystem

Mandag den 13. februar 2006 kl. 19.00 – ca. 22
(Bemærk ny mødetid kl. 19.00)

Arrangementet holdes hos PBS på adressen Lautrupbjerg 10, 2750 Ballerup.

Ordstyrer for aftenen vil være Henning Jensen (driftschef m.m. i PBS fra 1979 til 1985) og programmet indeholder indlæg fra:

  • Niels-Aage Nielsen (direktør for SDC 1965 73) – nogle af overvejelserne i forbindelse med Dankortets etablering
  • Ole Lachmann (tidligere teknisk chef for Dankort systemet) om designet bag Dankort systemet
  • Poul Bøegh-Nielsen (projektchef hos Christian Rovsing A/S) om den tidlige teknik bag Dankortet
  • Dainis Krastins (direktør for IT-drift og udvikling, PBS) om den tekniske platform i dag
  • Nils Hilbard (direktør betalingskort, PBS) om Dankortets videre udvikling

Aftenen vil ud over foredragene byde på hyggeligt samvær med diverse forfriskninger.

Der er adgang for medlemmer med ledsager(e) samt for venner af foreningen.

Af hensyn til pladsdisponering skal vi bede om at modtage besked om man forventer at deltage og med hvor mange. Send venligst mail til info@datamuseum.dk

Sådan finder du PBS:

Med bil: Lautrupbjerg er en sidevej til Lautrupparken som ligger mellem Ballerup Byvej (Frederiksundsvej) og Klausdalsbrovej. Indkørsel ved nr. 10 ved stander med <reception>. Kør op forbi receptionen til stor P-plads.

Med tog/bus: S-tog til Ballerup St., Bus 400S (afgang 18.29 eller 18.39) ad Ring 4 mod Lyngby, stoppested: Digterparken. Herefter til fods ca. 10 min.

Se evt. www.krak.dk for PBS beliggenhed.

Man mødes i PBS Reception og føres i hold til mødeområdet, hvor der er garderobe og toiletter.

På hjerteligt gensyn
Bestyrelsen i DDHF

Besøg hos ITE

Den 23. november besøgte Finn Verner Nielsen, Poul Testmann, Henning Isaksson og Jørgen O. Bjerregaard ITE – Interactive Television Entertainment Aps, som bl.a. producerer tv-figuren Hugo. Vi blev budt velkommen af Alf Døj, som berettede om ITE´s lange historie og teknikken bag. En medarbejder fortalte om de første hektiske og lidt anarkistiske år. Administrerende direktør Søren Sørensen gav os et indblik i ITE´s visioner og fremtidige produktion. Søren Sørensen har i øvrigt en fortid hos Christian Rovsing. Bl.a. fik vi en kort præsentation af en helt ny version af Hugo. Til slut fik vi en rundvisning og blev præsenteret for den nye TV platform, og så hvordan Hugo animationen fandt sted ved hjælp af pc, joystick og mikrofon. Utroligt og meget spændende. Både Alf Døj og Søren Sørensen tilkendegav, at de var interesseret i projekt Dansk Datamuseum og gerne samarbejdet med os. Endvidere, at vi ville arve den første version af Hugo – køreklar, så vi kan demonstrere, hvordan den første teknik fungerede. Vi havde en spændende og uforglemmelig eftermiddag/aften og ser frem til fremtidigt samarbejde. Yderligere oplysninger om ITE kan findes på: www.ite.dk.

First Lego League 2005

First Lego League blev afviklet den 12. november på Ingeniørhøjskolen i Ballerup. I år deltog Mogens Kjær, Knud Viuf og Jørgen O. Bjerregaard som temadommere. Dette års udfordring var verdenshavene under overskriften “Ocean Odyssey”. Arrangementet blev åbnet af rektor på Ingeniørhøjskolen, Flemming Krogh og borgmester Ove E. Dalsgaard. I alt var der tilmeldt 64 hold. Entusiasmen var høj og stemningen endnu højere. Et stort og flot arrangement, som vi er stolte af at kunne deltage i. Yderligere information kan findes på:www.hjernekraft.org.