Mads og Uffe fra foreningen var sammen med et par venner taget til X’2012 Commodore træf i Holland. 4 mand, soveposer, oppakning og computere samt ~5000-7000 disketter i bilen. Det blev til en lang weekend uden frygteligt meget søvn, og kamp nørderi i allerhøjeste potens. Det man på nudansk kalder et “community” omtaler mere sig selv som “scenen”, og mødes ud over de naturlige nostalgiske årsager for, at bytte disketter og vise nye demoer frem. Demoscenen er meget naturligt ikke så stor længere, men det er værd at bemærke, at folk stadig i 2012 laver demoer på Commodore 64 og stiller op i konkurrence med dem. De bedste af dem var der helt klart lagt meget flid og energi i, med nogle meget overbevisende resultater.
Arrangementet foregik på et stort vandrehjem, hvor man havde taget opstilling i fællessalen, og deltagerne havde mulighed for, at overnatte. Mad og drikke var inkluderet i arrangementet, og en del af dette kom fra hvad der blev omtalt som en art “Hollandsk Pølsevogn”, hvor de især var fascineret af det faktum, at alt hvad der kom ud af den var gennemstegt i friture. Men fedtet mad og cola hører jo lige som til som en del af den livsstil og oplevelsen.
Uffe brugte mest tiden på at hygge og netværke, hvor Mads må siges at have arbejdet igennem. Alt hans tid blev brugt på at tage flere tusinde images af disketter som folk havde medbragt. Det blev derfor kun til en 3 til 4 timers søvn pr. nat, da resten af tiden gik med hurtigst muligt at få sikret data, da folk jo skulle have disketterne med igen. Han var forståeligt nok lidt brugt efter weekenden.
For, at illustrere hvor dedikeret dette folk er, så er alle de nedenstående billeder taget på parkeringspladsen inden for 2 minutter.
For de uindviede, så er følgende nøgle måske en hjælp:
- Commodore 1571 var en 5 1/4″ diskdrev til C64 og C128
- Commodore 128 var en storebror til Commodore 64, som alle vel kender.
- Commodore 128D var så den “fine” C128)
- Commodore SX-64 som var en transportabel C64. Det vil nok være at overdrivelse at kalde det en bærbar.
- MOS 6581 var en berømt lydchip som sad i C64.