X’2012 træf i Holland

Mads og Uffe fra foreningen var sammen med et par venner taget til X’2012 Commodore træf i Holland. 4 mand, soveposer, oppakning og computere samt ~5000-7000 disketter i bilen. Det blev til en lang weekend uden frygteligt meget søvn, og kamp nørderi i allerhøjeste potens. Det man på nudansk kalder et “community” omtaler mere sig selv som “scenen”, og mødes ud over de naturlige nostalgiske årsager for, at bytte disketter og vise nye demoer frem. Demoscenen er meget naturligt ikke så stor længere, men det er værd at bemærke, at folk stadig i 2012 laver demoer på Commodore 64 og stiller op i konkurrence med dem. De bedste af dem var der helt klart lagt meget flid og energi i, med nogle meget overbevisende resultater.
Arrangementet foregik på et stort vandrehjem, hvor man havde taget opstilling i fællessalen, og deltagerne havde mulighed for, at overnatte. Mad og drikke var inkluderet i arrangementet, og en del af dette kom fra hvad der blev omtalt som en art “Hollandsk Pølsevogn”, hvor de især var fascineret af det faktum, at alt hvad der kom ud af den var gennemstegt i friture. Men fedtet mad og cola hører jo lige som til som en del af den livsstil og oplevelsen.
Uffe brugte mest tiden på at hygge og netværke, hvor Mads må siges at have arbejdet igennem. Alt hans tid blev brugt på at tage flere tusinde images af disketter som folk havde medbragt. Det blev derfor kun til en 3 til 4 timers søvn pr. nat, da resten af tiden gik med hurtigst muligt at få sikret data, da folk jo skulle have disketterne med igen. Han var forståeligt nok lidt brugt efter weekenden.
For, at illustrere hvor dedikeret dette folk er, så er alle de nedenstående billeder taget på parkeringspladsen inden for 2 minutter.

Alle billeder taget til X’2012 inden for 2 minutter. Et dedikeret folkefærd!

For de uindviede, så er følgende nøgle måske en hjælp:

  •  Commodore 1571 var en 5 1/4″ diskdrev til C64 og C128
  •  Commodore 128 var en storebror til Commodore 64, som alle vel kender.
  •  Commodore 128D var så den “fine” C128)
  •  Commodore SX-64 som var en transportabel C64. Det vil nok være at overdrivelse at kalde det en bærbar.
  •  MOS 6581 var en berømt lydchip som sad i C64.

Torsdagsaktive d. 8. November 2012

Et lille udsnit af nogle af torsdagens aktiviteter.

Henrik og Ole kigger på en analog computer

Henrik og Ole fik kigget lidt på den analoge computer til udregning af karaktergennemsnit efter 13-skalaen på skolerne. De fik så også lige regnet efter på papir, at det nu passede, men det var ikke helt overbevisende, da den moderne lommeregner kome til hjælp :-). Skiven er istand til at regne et karaktergennemsnit ud så længe du har imellem 11 og 16 karakterer. Da skiven kun kan vise 128 forskellige resultater, så kom der lidt diskussion ud af hvordan man nemt og entydigt afgjorde når skiven regnede rigtigt. Hvis man eksempelvis havde 16 x 03, så vil den ikke vise det korrekte gennemsnit. Det kan forvisse sig ved, at summe 16 x 03 sammen, men det er jo ikke intuitivt. Det blev vi aldrig helt kloge på, men det lyder som en fin lille Thorkil opgave: Hvordan aflæser man nemt og intuitivt, at man er “out of range”?

Thorkil med Olivetti Programma. Uffe ses i baggrunden

Thorkil er som bekendt i gang med den langvarige process at få genoplivet vores Olivetti Programma 101. Han fik nørklet en del med det, men det hørte vi ikke så meget om. Tilgengæld fik vi vendt en masse andre af verdens problemer, som det nu hører sig til.

Korrekt afkodning af DTMF på Commodore 64

Uffe og Claus havde især en rigtig god aften. Nu kan vi prale af at have en fungerende DTMF til joystick adapter der kan sluttes til hhv. en telefon og computer. Prototypen er fuldt fungerende, og der er kun snydt med en lille ting: I denne testopstilling afkoder vi kun venstre, ned og skrå ned mod venstre. De andre retninger vil første blive medtaget på det første board vi lodder færdig.

På billedet kan man i baggrunden svagt ane en Commodore 64, og skærmen allerbagerst viser så resultatet af det der trykkes på telefonen. Med alle mulige svinkeærinder undervejs har det været en lang men meget underholdende process. Vi håber Carsten snart kommer på banen og får rigget en Amiga op med SD kort, så vi nemt kan boot’e Hugo på den.

Aften sluttede med, at Uffe fik skitseret vores endelige løsning op. Næste torsdag er planen er, at få loddet et hul board, og få tegnet skitsen op i EagleCAD. Tiden nærmer sig hvor vi kan være bekendt at tage kontakt til Labitat folket.

Uffe igang med at skitsere circuit diagrammet

Torsdagsaktive d. 1. November 2012

Rundt omkring i hjørnerne var der gang i flere forskellige aktiviteter, og som vanligt får vi her kun samlet op på nogle enkelte.

Den nybyggede Nimbi plade skrider godt frem, hvor du herunder kan se Finn og Peter med pladen. Det er Bent der sidder og læser i baggrunden. Peter er igang med at få monteret de sidste småting på pladen.

Finn og Peter i samtale omkring Nimbi pladen. Bent sidder i baggrunden og læser.

Ole og Poul-Henning kom godt igang med hylderne. Arbejdstilsynet ville være stolte når de så hvor pænt pallerne er spændt fast med skruetvinger. Det gik meget flot med at få lavede hullerne, men endte med at gå ned på udstyr, da de forhåndenværende skruer ikke kunne drives ind. Når der engang er fundet nye skruer kommer det lidt fremdrift igen.

Ole på stigen mens Poul-Henning agerer stopklods.

Uffe og Claus fik endelig tilføjet latching decodereren på deres DTMF til joystick adapter.De øverste 4 røde lysdioder viser en 4-bit værdi for den tast der trykkes på telefonen, og den grønne indikerer når der er lavet en korrekt registrering. De nedeste 3 lysdioder i hhv. gul, grøn og rød er placeret efter decoderen. Som de er sat, så lyser de for hhv 4, 1 og 2. Det skal så mappes til 4 for venstre, og 2 for ned. 1 skal så svare til skå ned til venstre. På et joystick svarer det til, at bøde venstre og ned er sluttet på en gang. For, at dette kan lykkes, så skal der indsættes en række dioder som ensrettere, men klokken var så fremskreden, at det blev udskudt til næste uge.

Prototype board med vores DTMF til joystick adapter.

Torsdagsaktive d. 25. Oktober 2012

Som man kan se, så er hjemmesiden blevet peppet godt og grundigt op. Det skyldes et rigtigt flot stykke arbejde fra Anders, hvor vi nu har planer om at bruge siden lidt mere aktivt. Det var Mogens der idag lavede den praktiske idriftssættelse med Anders på sidelinien. Det skete ganske roligt og gnidningsfrit hvis vi ser bort fra en 10 minutters nedetid – hvilket meget naturligt fik startet en livlig diskussion om hvad det gjorde ved vores SLA. Snakken gik derefter lystigt videre til usability af siden – man kan jo ikke samme så mange IT folk på et sted uden at et vist antal fluer bliver dissekeret.

Uffe og Mads var afsted til Commodore meet and greet (X2012) i Holland. De fik pakket 4 mand, soveposer, oppakning og computere samt ~5000-7000 disketter i bilen. Vi ser frem til at høre beretningen fra dem.

Finn og Poul fik ryddet godt rundt på nogle reoler, og er ved at opsætte de røde klodskasser ved værkstedet. Det bliver rart at kunne få sorteret mange af småstumperne ud. Der er oprettet en indholdsfortegnelse på wiki’en, som vil blive udskrevet og hængt op ved reolen. Det virkede til, at være den mest lavpraktisk løsning indtil nogen får bedre idéer.

Hylderne til montage over pallereolerne nåede heller ikke op denne gang. Det var vist noget med et manglende bor i den rigtige størrelse. Men det ser ud til, at det sker Real Soon Now (TM), og så kommer der fart på, med at få lavet de ekstra arbejdspladser ved værkstedet.