Historien om DSI-TEKST – tirsdag 25.november kl. 19.30

Historien om DSI-TEKST fra 1984-1999

dsi-2

Anne Grethe Pind, M.Sc. i kemi,
grundlægger af Dansk System Industri ApS

Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup, kl. 19.30

 Slides
Slides med noter

Anne Grethe Pind, som i 1980 grundlagde Dansk System Industri, vil give os ”Historien om DSI-TEKST fra 1984-1999” i billeder og ord.

DSI-TEKST blev udviklet af Thomas Hejlsberg, og Anne Grethe præsenterede den første udgave på Kontor & Data oktober 1984. Allerede et år efter introduktionen havde DSI-TEKST opnået en markedsandel på 16 % af tekstbehandlings-markedet i Danmark, og efter 3 år en markedsandel på 30 %.

Men DSI-TEKST var meget mere end tekstbehandling. Det var det første program, som totalt integrerede tekstbehandling, database og rapportgenerator. DSI-TEKST var legende let og indeholdt Telex, elektronisk mail og meget mere. Mange standardapplikationer blev udviklet både af DSI, af storkunder og af forhandlere, hvoraf nogle applikationer stadig kører.

DSI-TEKST blev anvendt af DSB, Politiet, Forsvaret og Justitsministeriet som en grund- bestanddel af deres daglige aktiviteter. DSI-TEKST opnåede salg gennem alle computer-forhandlere i Danmark, og det var oversat til tysk, norsk, svensk, spansk og engelsk.

Anne Grethe Pind vil også fortælle om de mange vanskeligheder, der er ved at starte et firma og ikke mindst drive det videre.

Anne Grethe Pind har siden 1999 været fuldtids kunstmaler og har galleri med egne malerier i 3 etager (Galleri Pind www.galleripind.dk), i egen bolig, Tjørnevej 6, Kgs. Lyngby. Her udbyder hun også sine malekurser.

 

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Tilmelding ikke nødvendig.

 

Med venlig hilsen

Datahistorisk Forening

Støt digitaliseringen af Ingeniøren

Støt digitaliseringen af Ingeniørernes Kulturarv

De første 100.000 sider af de gamle ingeniørtidsskrifter frem til 1940 er nu tilgængelige digitalt. Søg og du skal finde.

Nu gælder det perioden fra 1940 og frem – den periode, der bliver rigtig interessant for os Dataarkæologer.

Projektet kan først realiseres, når der er indsamlet ca. 1 million kroner.

Støt det gode formål, så vi hurtigt kan få adgang til de sidste 200.000 sider også.
Læs her, hvordan du kan støtte projektet.

 

 

 

 

Da værdipapirerne blev papirløse – 3.november kl. 19.30

gl VP logo

Projektstyring i konfliktfyldt farvand med  store værdier og lille tolerance for fejl da værdipapirerne blev papirløse

Jens Bache, tidl. direktør for Værdipapircentralen

Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup

 

Jens Bache vil tale om projektet i Værdipapircentralen (VP) i 1980-83, hvor man afskaffede 50 millioner dokumenter og gik over til at håndtere milliarder af kroner elektronisk.

Projektstyring har ofte været en smertefuld proces. Flere faktorer kan få risikoen til at stige:

  • Projektets størrelse
  • Projektets kompleksitet
  • Ny og uprøvet organisation
  • Ny teknologi
  • Nyt applikationsområde
  • Modstridende brugerinteresser
  • Stor interesse fra offentlige myndigheder og politikere

VP projektet havde alle disse ingredienser, og Jens vil berette om dette højrisikoprojekt fra vedtagelsen af loven om en værdipapircentral i 1980 til systemet går i luften i påsken 1983. Indlægget drøfter nogle af de strategier vedrørende udvikling og styring, som var afgørende for projektet og dets succes.

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Tilmelding ikke nødvendig.

 

Med venlig hilsen

Datahistorisk Forening

Digitalisering af Ingeniøren – onsdag den 1.oktober kl. 15.00

Er gulnede ingeniørtidsskrifter en del af vor fælles kulturarv? – hvorfor og hvordan digitaliseres de gamle tidsskrifter

v/ redaktør Erik Lyngsø-Petersen, Ingeniøren

Onsdag 1. oktober 2014 kl. 15.00 – 18.00

Ingeniørhuset, Kalvebod Brygge 31 – 33, 1780 København V

Med økonomisk støtte fra IDA har Mediehuset Ingeniøren nu digitaliseret de første 100.000 sider gamle ingeniørtidsskrifter fra 1892 til 1940. Formålet med projektet er at gøre det muligt for alle interesserede gratis at blade og søge på ordniveau i de gamle årgange, der tilsammen rummer en detaljeret beskrivelse af Danmarks forandring fra bonde- til industrisamfund.

Den projektansvarlige, redaktør Erik Lyngsø-Petersen, vil fortælle om projektets forudsætninger og hidtidige forløb, og vil vise eksempler fra projektets fire første tidsskrifter. Direktør Jens Funder Berg fra firmaet Visiolink vil fortælle om teknikken bag digitalisering af de gamle publikationer og deres præsentation i en moderne it-sammenhæng.

Datahistorisk Forenings medlemmer inviteres til at deltage i ovennævnte arrangement.

Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Medlemmer af Ingeniørforeningen kan tilmelde sig elektronisk på: https://ida.dk/event/310969 .

Andre kan oprette en profil og tilmelde sig elektronisk eller ringe ind til mødetilmeldingen og tilmelde sig arrangement 310969 på tlf. 33 18 48 18 (mandag – fredag kl. 10-14).

Dataarkæologi i Danmark – torsdag den 18.september kl. 19.30

25 år med dataarkæologi

v/ Finn Verner Nielsen, Dansk Datahistorisk Forening

Torsdag 18.september 2014 kl. 19.30
Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup


I år er det 25 år siden, at dataarkæologerne startede deres arbejde i Ballerup. I den anledning vil foreningens formand se tilbage på dataarkæologernes arbejde siden 1989 og vise billeder fra de 25 år.

Slides fra præsentationen

Arrangement om PAXNET – et dansk, pakkekoblet netværk – 14.maj 2014 på Tapeten

Onsdag den 14.maj 2014  kl. 19.30

 

Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup

 

PAXNET – et dansk, pakkekoblet datanet

 

Bent Bæk Jensen og Ole Brun Madsen har skrevet en bog om PAXNET – et X.25 baseret datanet, udviklet i et samarbejde mellem RECAU, JTAS, KTAS og Regnecentralen. Ved dette medlemsarrangement fortæller de historien om PAXNET.

Ole Brun Madsen, tidl. RECAU og JTAS
OBM slides del1 og del2

Indleder med at sætte scenen for PAXNET og fortæller hvorfor teleselskaberne bliver interesseret i datakommunikation, om standardiseringstiltag og om etablering af det umage samarbejde mellem JTAS, RC, KTAS og RECAU samt om teleliberaliseringen i 1980’erne. Afslutningsvist vil Ole Brun reflektere over, hvad der kom ud af indsatsen og komme ind på internationale relationer, EU’s betydning samt udnyttelsen af PAXNET kompetencen i andre sammenhænge. 

Bent Bæk Jensen, tidl. Regnecentralen og KTAS
BBJ slides

Efter Ole Brun’s indledning fortæller Bent Bæk om PAXNET’s tekniske opbygning, om OSI reference modellen og om hvilke tilslutninger, der var til PAXNET. Bent kommer også ind på PAXNET som offentligt netværk og på, hvilke kunder der var tilkoblet nettet.
 


Bogen om PAXNET vil være til salg ved arrangementet for Kr. 200 (pris i fri handel Kr. 250).

Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Tilmelding ikke nødvendig.
 

Med venlig hilsen

Datahistorisk Forening

 

Indkaldelse til Generalforsamling 2014 den 30.april på Tapeten

I henhold til vedtægterne indkaldes hermed til ordinær generalforsamling, der afholdes

 

Onsdag den 30. april 2014 fra kl. 19.30 i DDHF’s lokale på ”Tapeten”,  Magleparken 3-5, Ballerup

 

(Kom gerne i god tid, da det kan være vanskeligt at finde parkeringsplads på adressen)

 

Dagsorden iflg. vedtægterne: 

  1. Valg af dirigent

  2. Bestyrelsens beretning 2013/2014

  3. Foreningens fremtidige aktiviteter

  4. Regnskab for det forløbne regnskabsår fremlægges til godkendelse

  5. Fastsættelse af kontingent og indmeldelsesgebyr

  6. Indkomne forslag

  7. Valg

  8. Eventuelt

Regnskab i henhold til dagsordenens pkt. 4: Vedhæftes mail med indkaldelsen.

Forslag i henhold til dagsordenens pkt. 6:

Der er ved fristens udløb den 1. marts 2014 fra medlemsside ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen.


Valg i henhold til pkt. 7:

 

Bestyrelsesvalg:

1                    Finn Verner Nielsen             (på valg, villig til genvalg)                      

2                    Mogens Strange                    (på valg, villig til genvalg) 

3                    Mogens Kjær                         (ikke på valg)

4                    Poul Testmann                      (på valg, villig til genvalg) 

5                    Christian Gram                     (ikke på valg)

6                    Erik Lorenz Petersen            (på valg, villig til genvalg)                                            

 

Bestyrelsessuppleanter:

Ole Nørgaard Nielsen                               (på valg, villig til genvalg)

Anders Vind Ebbesen                               (på valg, villig til genvalg)

 

Revisorer:

Leif Jepsen                                                 (på valg, villig til genvalg)

Henrik Jørgensen                                     (på valg, villig til genvalg)                        

                     

Revisorsuppleant:

Peter Sørensen                                           (på valg, villig til genvalg)

                                             

Efter generalforsamlingen – Dataarkæologi i 25 år:

I år er det 25 år siden, at dataarkæologerne startede deres arbejde i Ballerup. Det vil vi markere med nogle aktuelle indslag samt et historisk tilbageblik.

Thorkil Naur fortæller om det fortsatte arbejde med Olivetti Programma 101 bordregnemaskinen og Nico de Jong om, hvordan det lykkedes at få liv i Philips PTS6000 minidatamater igen.

Afslutningsvist vil foreningens formand se tilbage på dataarkæologernes arbejde siden 1989 og vise billeder fra de 25 år.

 

Bemærk: Kun medlemmer der har betalt kontingent har stemmeret på generalforsamlingen. Det vil være muligt at indbetale kontingent umiddelbart inden generalforsamlingen.