Thorkil har nu fået lidt liv i vores Olivetti Programma 101 som han sidder og fornøjer sig med. Der er sat strøm på dele af maskineriet. Dele af strømforsyningen tog dog lidt skade i processen og der skal formentligt udskiftes en transistor. Tilgengæld er der nu liv i hovedmotoren, som skal trække maskineriet med remme. Remmene har været fuldstændigt mørnet op, så vi har fået specialfremstillet på mål i Tyskland specifikt til dette formål. De er håndlavede, så undlad venligst at spørge til prisen. Du kan herunder se en lille video hvor Thorkil forklarer om sine fremskridt.
Kategoriarkiv: Nyheder
Arrangement om software og systemer til processtyring – 4.juni kl. 19.00
Tirsdag den 4.juni 2013 kl. 19.00 – ca. 22.00
Sted: Tapeten, Magleparken 5, 2750 Ballerup
Tidlig dansk software og systemer til processtyring
Peter Kraft, tidligere Regnecentralen (RC)
Slides om RC4000
I perioden fra 1966 til 1972 har datamaten RC4000 fra den først blev konstrueret været anvendt til overvågning og styring af industrielle processer. Peter Kraft vil skitsere en udvikling af edb-systemerne fra RC4000 først blev taget i brug til en kunstgødningsfabrik i Polen (Pulawy) over systemet til Vestkraft til systemet anvendt ved Nordkraft.
Otto Vinter, tidligere Regnecentralen (RC) og Control Data (CDC)
Slides om proceskontrol med fortolker
Overvågning og styring af procesanlæg på Vestkraft Blok 2 og Københavns Postterminal ved hjælp af et fortolknings princip.
Over et tiår blev et fortolkningsprincip for beskrivelsen af data opsamling og styring introduceret, udviklet, forbedret og udvidet; oprindeligt et simpelt beskrivelses- og eksekveringsværktøj, som kunne hjælpe kraftværkets ingeniører med at beskrive deres processer; til sidst et komplet softwareudviklings rammeværk til modellering, ledelse og styring af store, komplekse projekter inden for processtyring.
Niels Badstue, tidligere Dansk Data Eletronik (DDE)
Slides om Supermax proceskontrol
Overvågning og styring af processer – forsyningsselskaber og telekommunikation.
I DDE’s allertidligste dage spillede bl.a. klimastyring på DTU og styring af Københavns Vandforsyning en rolle i virksomhedens opbygning. Efterhånden gled tekniske løsninger i baggrunden til fordel for administrative systemer, hvor udviklingsenergien blev lagt. Da Supermax’en kom frem, opstod der nye muligheder, og Supermax Proceskontrol System blev udviklet som en standard applikation på Supermax’en. Indlægget beskriver tilblivelsen af systemet, systemets videreudvikling samt en række spændende løsninger fra ”Leakage Detection” i brændstofledninger, over bygasforsyning til telekommunikation i Danmark, på Færøerne og på Grønland. Herudover beskriver indlægget revitaliseringen af IPC/1 og baggrunden for tilblivelsen af Danmarks første, fuldt fjernprogrammerbare PLC.
– Pause –
Ole Feddersen, tidligere Christian Rovsing (CR)
Slides om proceskontrol hos CR
Udvikling af computerbaseret proceskontrol hos Christian Rovsing A/S op gennem 70’erne.
Computerbaseret proceskontrol foregik i starten ved at eksperimentere med simulering af såvel processer som computere på store mainframes. En større industriel løsning blev udviklet til Cementfabrikken Rørdal. Den var basis for et mangeårigt samarbejde med F. L. Smidth & Co om løsninger til forskellige platforme med afsæt i datastrukturer (målepunkter) og algoritmer til håndtering af målt/beregnet information. Erfaringerne blev samlet i produktfamilien ’COCON’, der siden blev kompletteret med et microprocessor-baseret dataopsamlingssystem, PAM.
Arrangementet er for medlemmer med evt. ledsager. Tilmelding ikke nødvendig.
Tidlig processtyring – 4.juni 2013 kl.19 på Tapeten
SÆT KRYDS i kalenderen ved 4.juni 2013 kl. 19.00
Medlemsarrangement på Tapeten om tidlige danske løsninger til processtyring.
Indlæg fra tidligere medarbejdere i Regnecentralen, Christian Rovsing og Dansk Data Elektronik.
Torsdagsaktive d. 11. april 2013
Poul havde det helt store smil på idag, da en gammel papiropruller fra sidst i 50’erne kom frem i lyset. Det var en der var konstrueret af hans far, som var maskiningeniør. Der er en god chance for, at Poul selv har været med til at skære gevind på maskinen. Den blev brugt til at opsamle papir i ruller fra skrivemaskiner eller teletypes. Ud over dimser som denne, så lavede han bla. også vindmålere til meteorologiske stationer og flådens skibe. Enkelte bruges stadig den dag idag!
Poul-Henning havde medbragt den nyindkøbte (brugte) Canon DR-9080C scanner. Det er rart endelig at have en fornuftig maskine til indscanning af manualer mv. Den kan håndtere 500 ark af gangen og hastigheden er så god, at det er de 480Mbps via USB 2.0 der er flaskehalsen når der scannes i høj opløsning i farve.I løbet af aftenen fik han scannet to flyttekasser fulde med Rational R1000 manualer uden at få sved på panden. Det var ialt ca. 4.500 S/H sider i 400 dpi. Komprimeret med tiff-g4 fylder de kun ca. 250 MB. Omdannelsen af billederne til tekst med OCR udestår dog stadig.
Det er rart med et ordenligt stykke hardware, og man sidder tilbage med et skævt smil ,og tænker på hvor lang tid det tog med de gamle små HP scannere.
Du kan få en fornemmelse af hastigheden i de nedenstående videoer:
Canon DR-9080C 400 dpi line art (duplex):
Canon DR-9080C 400 dpi line art (duplex) wide:
Canon DR-9080C 600 dpi line art (duplex):
Canon DR-9080C 600 dpi farve (duplex):
Du kan hente videoerne i fuld 1280×720 herunder:
Canon DR-9080C 600 dpi line art (duplex)
Canon DR-9080C 600 dpi farve (duplex)
Canon DR-9080C 400 dpi line art (duplex)
Canon DR-9080C 400 dpi line art (duplex) wide
Henrik arbejdede med at få RC2000 strimmellæseren til at køre korrekt på vores GIER:
Du kan hente videoerne i fuld 1280×720 herunder:
Henrik arbejder med GIER og RC2000 strimmellæser (1)
Henrik arbejder med GIER og RC2000 strimmellæser (2)
Henrik arbejder med GIER og RC2000 strimmellæser (3)
Torsdagsaktive d. 21. marts 2013
Bent var forbi kælderen og sad og arbejdede lidt på materialet til en bog om Paxnettet i Danmark. Bent var selv primus motor for nettet fra KTAS side, og han skriver i samarbejde med sin oprindelige pendant Ole fra JTAS side. Projektet blev sat i søen hos KTAS omkring 1979, og man gik i drift med den første node i 1983. Den sidste node i Paxnet blev nedtaget i 2004, og man kan finde noget af centraludstyret i samlingen.
Claus B. var ved at kigge inde i disk kopi stationen, og morede sig over, at dokumentationen omhyggeligt var gemt inde i kabinettet.
Ellers er det vanlige projekter stadig igangværende ved værkstedet. Herover står Thorkil som vanligt med hovedet ned i Olivetti Programma fra 1967. Med hjælp fra Henrik fik de målt på den sidste kondensator. Det gjorde, at de nu turde at starte motoren forsigtigt op, og det virkede!
Indkaldelse til generalforsamling den 18.april 2013 på Tapeten
I henhold til vedtægterne indkaldes hermed til ordinær generalforsamling, der afholdes
Torsdag den 18. april 2013 fra kl. 19.30 i DDHF’s lokale på ”Tapeten”, Magleparken 3-5, Ballerup
(Kom gerne i god tid, da det kan være vanskeligt at finde parkeringsplads på adressen)
Dagsorden iflg. vedtægterne:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning 2012/2013
- Foreningens fremtidige aktiviteter
- Regnskab for det forløbne regnskabsår fremlægges til godkendelse
- Fastsættelse af kontingent og indmeldelsesgebyr
- Indkomne forslag
- Valg
- Eventuelt
Regnskab i henhold til dagsordenens pkt. 4: Vedhæftes mail med indkaldelsen.
Forslag i henhold til dagsordenens pkt. 6:
Der er ved fristens udløb den 1. marts 2013 fra medlemsside ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen.
Bestyrelsen foreslår, at Ove E. Dalsgaard udnævnes til æresmedlem af foreningen. Ove E. Dalsgaard er tidligere borgmester i Ballerup og har støttet Dataarkæologerne lige siden 1989. Efter foreningens oprettelse i 2002 har han ydet foreningen uvurderlig hjælp ved bl.a. at sørge for plads på Tapeten samt været aktiv samarbejdspartner i mange af de initiativer, foreningen har gennemført i henhold til formålsparagraffen.
Valg i henhold til pkt. 7:
Bestyrelsesvalg:
1 Finn Verner Nielsen (ikke på valg)
2 Mogens Strange (ikke på valg)
3 Mogens Kjær (på valg, villig til genvalg)
4 Poul Testmann (ikke på valg)
5 Christian Gram (på valg, villig til genvalg)
6 Erik Lorenz Petersen (ikke på valg)
Bestyrelsessuppleanter:
Ole Nørgaard Nielsen (på valg, villig til genvalg)
Anders Vind Ebbesen (på valg, villig til genvalg)
Revisorer:
Leif Jepsen (på valg, villig til genvalg)
Henrik Jørgensen (på valg, villig til genvalg)
Revisorsuppleant:
Peter Sørensen (på valg, villig til genvalg)
Bemærk: Kun medlemmer der har betalt kontingent har stemmeret på generalforsamlingen. Det vil være muligt at indbetale kontingent umiddelbart inden generalforsamlingen.
Efter generalforsamlingen:
Torsdagsaktive vil fortælle om igangværende og planlagte aktiviteter på Tapeten – kom og hør hvad de har gang i, og hvilke muligheder der er for at være med i kommende aktiviteter. Det kommer til at handle om blandt andet RC4000, vores store samling af Apple udstyr, regnemaskiner og meget mere.
Torsdagsaktive d. 14. marts 2013
Vi havde besøg af Klaus Hansen, som oprindeligt var Finn formands mentor, da han startede hos Regnecentralen i begyndelsen af 1970’erne. Senere var Klaus med til at starte E-Post op i Danmark tilbage i 1983. Han havde meget interessant at fortælle, og vi håber at han gør alvor af at dukke op som torsdagsaktiv.
I værkstedet må Poul-Henning siges at have fundet sin rette hylde. Det havde han det også selv helt fint med blot han var i registranten.
Hylderne som ses herover har Knud for nyligt pillet ned ovre på Møllen. Lige som tingene der skal stå på dem, så må hylderne jo også siges at have sin helt egen historie. Du kan selv se om du kan gætte hvad de tidligere har været brugt til, førend de overgik i foreningens virke. For evt. interesserede må vi med beklagelse oplyse, at vi ikke er i besiddelse af nogen af de originale hyldevarer.
Nedenfor kan du se nogle eksempler på et af de mere kedelige problemer vi har i samlingen – nemlig autokatalyse. Vi behøver dog ikke være flove, da de også i museernes superliga på The Smithsonian har de samme problemer. Der rammer det deres Barbie dukker! Autokatalyse er en process, hvor der frigøres opløsningsprodukter, som så katalyserer sig selv, og blot gør problemet værre.
Vi havde besøg af Iben inde fra Antikvariat 2B på Dannebrogsgade, Vesterbro, København. Hun havde medbragt en Amstrad PC 1512, som havde en bogdatabase med 20.000 titler lavet i DSI System. Dette ville hun gerne have overført til et mere moderne medie, så de kunne blive lagt på nettet. Og meget kan lade sig gøre når man medbringer chokolade.
Claus B. tog teten og fik overført databasen. Vi var ikke forberedte på opgaven, så vi var flere veje omkring. Vi fik blandt andet gang i vores Kryoflux, så vi kunne læse 5 1/4″ disketter via USB på en moderne PC. Tanken var så at splitte databasefilen op på flere disketter. Kryofluxen er ikke bare en almindelig floppy controller, men en særlig udgave som er specielt velegnet til bevaringsmæssige opgaver, og kan læse nærmest alt.
Der var mange løsningsforslag til opgaven, men den endte med at blive udført på ganske underholdene vis. Efter en del eksperimentering med DSI System lykkedes det Claus B. at få den til at printe databasen til en tekstfil, så vi havde data i ren rå form. Til et tidligere tilsvarende projekt med vores Commodore 900 havde Poul-Henning tilpasset et ARM board, så vi havde et 8-bit parallel <=> USB interface. Fra Amstrad’en kopierede man så filen i rå form til printerporten, og på Claus B’s bærbare blev den så indlæst via serial over USB med hjælp fra tip. Det tog ca. en halv time at overføre den samlede fil. Det blev så gjort 2 gange, da Uffe slukkede for strømmen til hele værkstedet, da vi var på vej hjem; Vi venter stadig på kagen!
Sidst, så kan vi lige nævne, at vi har udlejet en TEC 502 terminal der tidligere er brugt af Christian Rovsing A/S til process anlæg. Den skulle bruges af et reklamebureau til nogle optagelser.
Torsdagsaktive d. 28. februar 2013
Claus havde en god dag, da han fik sin PTR500 strimmel adapter kablet til at fungere. De første beviser ses herunder. En strimmellæser er relativ simpel og sender blot en byte af gangen på en parallel forbindelse. Dette var oplagt at kombinere med en PC’s parallel/printer port, så man kan bruge en PC som strimmellæser uden at skulle bøvle med papiret. Med dette er man faktisk istand til at indlæse en komplet kørende maskine på omkring 10 sekunder. Claus har hacket et lille C program sammen til dette formål.
Du kan følge processen omkring maskinen på vores wiki.
En lille interessant detalje omkring arkitekturen på RC 3600/Nova, som er lidt fremmed for os der er vokset op med halvledere: Hvis strømmen går på en RC 3600, så vil strømforsyningen kunne sende et hardware interrupt, hvorefter maskinen har ca. 20 ms til at gemme sine registre i core lageret. Det betyder faktisk, at man kan starte maskinen op fra hvor den kom til, når man kommer mandag morgen efter et strømsvigt i weekenden. Vores maskine benytter dog halvleder lager istedet for det magnetiske core lager, da det var biligere og hurtigere.
Ovenstående gav os en undskyldning for at finde nedenstående fremragende billede i vort billedarkiv. Her er man Poul sidde ved GIER konsolbordet og køre en strimmel igennem en RC 2000 læser.
Torsdagsaktive d. 14. februar 2013
Vi havde i aften den store fornøjelse, at have besøg af Mogens Pelle. Han er en mand med sine meningers mod, og det blev til nogle ganske interessante diskussioner og historier. Vi håber rigtigt meget, at vi kan lokke ham med til et arrangement på et tidspunkt, da han har meget interessant at fortælle.
Claus og Poul-Henning leger lystigt videre med RC 3600 (den “rigtige” fra Præstø – RC 7000 er originalen, en Data General Nova), som nu summer frejdigt i værkstedet.
Som man måske kan ane på billedet herover, så står bordene nu lidt anderledes. Der er nemlig nu kommet lys op i den nye sektion i værkstedet. Næste skridt bliver at montere de første hyldesektioner ovre fra “Møllen” under hylderne med måleapparaterne..
Ole og Claus gik og sparkede lidt dæk på RC 4000 og fik en snak om hvad der skulle til for, at få den helt fit for fight. Båndstationerne har lidt problemer med kapstanerne, hvor man har prøvet at belægge dem med nyt gummi, men det har vist sig ikke at været præcist nok udført. Derudover er kun 1 af diskene nogenlunde kørende. Der er lige så stille optræk til, at der også kommer til fokus på RC 4000 ud over GIER 🙂
Særudstilling på Post og Tele Museum
Danskerne og datamaterne, 50 års samspil med computerne
Dansk Datahistorisk Forening har fået mulighed for at åbne en særudstilling i samarbejde med Post & Tele Museet i hjertet af København.
Udstillingen åbnede den 9. februar på adressen Købmagergade 37 og kan ses frem til 11.august. Udstillingen findes på 4. sal, og er åben dagligt i museets åbningstid mellem kl. 10 og kl. 16. Der er gratis adgang.
Se yderligere her: https://www.ptt-museum.dk/museumsposten/sidste_nyt/?id=328
Udstillingen vises over 3 adskilte rum. Hvert rum indeholder IT genstande fra henholdsvis 60’erne, 80’erne og 00’erne. Hele udstillingen bindes sammen med en forbindelsesgang og tidslinje med markante begivenheder, personligheder og komponenter.
Som sideløbende tema viser vi udviklingen i computerspil, spændende fra NIMBI for GIER fra 1963, over en levende demo af 80’ernes OsWald spil fra Silver Rock til 00’ernes spilkonsoller med ”Max & the Magic Marker” fra Press Play.
I rummet der beskriver 60’erne står et kabinet fra en GIER maskine på datidens edb-gulv. Selve maskinen er naturligvis ikke operationel, men NIMBI spillet afvikles naturtro med GIER simulatoren og en kopi af den originale spilleplade. Hermed genskabes Danmarks første konsol-computerspil til lejligheden.
I rummet fra 80’erne ser vi PC’ens indmarch på arbejdspladsen og i hjemmet. I 80’erne blev hjemmecomputeren et stadig mere almindeligt syn, og her var det ikke kun behovet for hjemmearbejdspladser, der drev lysten, men muligheden for at lade sig suge ind i de farverige digitale verdener som computerspillene lokkede med. I udstillingen kan man prøve et ægte 80’er-spil, som mange har set, men få har prøvet. ”OsWald” kunne i slutningen af 80’erne spilles, hvis man var heldig nok til, via telefonen, at komme igennem til TV2’s Eleva2ren. Med sin trykknaptelefon kunne man styre den charmerende isbjørn fra isflage til isflage.
I 00’erne har vi informationssamfundets indmarch. Hvor computere i 80’erne primært blev brugt til at effektivisere, handler det i 00’erne om at skaffe sig informationer og viden. Informationssamfundet er opstået. Der er internetforbundne computere over alt og i næsten alt. Dette gælder også for computerspillene, som hermed også bliver en platform for socialt samvær. Vi viser en spilkonsol med det dansk udviklede spil ”Max & the Magic Marker” hvor moderne interaktion ydermere anvendes til at forme selve spillet.
I alle rum vil der også vises en række andre tidstypiske effekter, som jeg er sikker på vil vække genkendelsens glæde hos mange og vække nysgerrigheden hos andre. Tænk fx på en ”hard disk” med en skive i rustfrit stål, og en diameter på 75 cm.
Flere billeder fra udstillingen her.